Viser opslag med etiketten værkstedsdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten værkstedsdag. Vis alle opslag

mandag den 17. juni 2019

52½ års fødselsdag - RAKU-kopper

Jeg har i weekenden fejret min 52½ års fødselsdag sammen med en flok veninder. Jeg har tidligere fortalt lidt om planlægningen - det kan du læse HER.

Jeg havde valgt at invitere dem til at snuse til min verden og det meste af tiden brugte vi på værkstedet. Det var som altid super hyggeligt og det var sjovt at introducere dem til den keramik, som optager MIG så meget. Og inden de kørte hjem søndag var alle enige om, at kaffe smager rigtig godt af egne kopper - også selvom der er en smule bismag af røg:
Inden vi sagde farvel drak vi alle kaffe af egne kopper

Programmet var tæt hele weekenden, men vi lagde lidt forsigt ud med at modellerede RAKU-kopper fredag aften. Vi pressede processen en smule og søndag middag var vi klar til at tænde op i RAKU-tønden. De har alle hørt mig fortælle og forklare om RAKU-brændinger, men det kan jo være svært at forestille sig, at man smider ting i en gammel foret olietønde, varme op med ukrudtsbrænderen og tager det op, når det er rødglødende for at smide det i en spand med savsmuld.

Efter reduktion i savsmuld tages RAKU'en op, mens det stadig er brændvarmt:
Spændingen var stor, men ved første brænding blev der holdt lidt afstand
Og efter en hurtig afkøling kan man holde ved tingene og begynde at ane resultatet:
Glæden over den første kop der dukker op
Kopperne beundres inden afvaskning
Det kan godt gøre lidt ondt at skure sine fine ting med ståluld......
Kobber-effekten var populær
Jeg var på forhånd noget spændt på, hvor meget der ville klare hele processen. Men alle kopper kom hele vejen igennem og jeg er en vildt imponeret over resultaterne.
Der var et par stykker som i formning i folkeskolen havde haft fingrene i ler - men ellers havde de ingen erfaring. Heldigvis har alle givet udtryk for at det var en god weekend og at det måske kunne være sjovt at gentage en anden gang.

Og mig?? Jeg havde den skønneste weekend men indrømmer gerne, at jeg var noget brugt søndag aften. Der er normalt  ikke meget skødekat over katte Strindberg, men det virkede til, at han også nød stilheden, da alle var taget hjem og jeg faldt ned i sofaen:

lørdag den 1. juni 2019

No-nonsens på vej ud i verden - og mere på vej

En gang i mellem overvejer jeg, om jeg ikke snart skulle gøre alvor af at få lavet noget keramik til salg. Men det er som om, der aldrig ender så meget på hylderne, at det bliver rigtig aktuelt.

Lige for tiden får jeg kun lige lavet nok til at få suppleret  til eget brug, til de gaver hvor jeg kan "slippe afsted" med keramik og til venner og bekendte, der ringer og spørger ,om jeg har noget på hylden, de kan hente til en gave.
Lige nu passer det niveau  mig så fint.
Jeg kan sagtens leve af mit 25 timers job som ingeniør og mine ManuVision-behandlinger supplerer det en smule. Men min keramik skal primært være for min egen skyld og det skal være sjovt!

Derfor passer det mig fint f.eks. sjældent at have bestillinger, der er præcise og skal afleveres til en fast dato. Jeg fik lavet (de fleste) af tallerkenerne til vores konfirmation, men det var også så målrettet, at jeg kunne mærke, at det som hovedregel er ikke sådan, jeg skal arbejde på værkstedet.

Krea-Teck og dermed keramik skal være et frirum og det skal være sjovt. 

Men samtidig er det jo sjovt at kunne sende noget ud i verden.

På det seneste er det en del "no-nonsens", der er sendt afsted:
 
D: 24 cm // h: 4,0 cm
D: 20 cm // h: 8,0 cm
Et par serveringskåle blev på opfordring en del af en fælles-gave til en gammel studiekammerat i forbindelse med en (forsinket) 50 års fødselsdag.

Et fad og to "brikker" er afhentet af en veninde til en anden 50 års fødselsdag.

 
 Samme veninde har spurgt efter gave til et guldbryllup.
"Bare et eller andet i samme stil".
Og DET er da sjovt at arbejde med en bestilling, der er så åben.

Så dagen er i dag brugt på værkstedet bl.a. med at dreje "no-nonsens" i forskellige store størrelser.

Nu har jeg desværre opbrugt mit stentøjsler - men jeg har en halv pakke rødt ler.
Måske no-nonsens også kunne være flot i denne kombination:

Det skal vist prøves i morgen.

- o - o -  O - O - o - o -

Efter en intensiv periode med forberedelse til konfirmation (herunder syning af kjole, renovering af køkken og fabrikation af tallerkener) og en masse festivitas med 3 yderlige konfirmationer og som sagt en 50 års fødselsdag, har jeg skulle bruge tid til at finde mig selv igen.
At jeg for år tilbage var nede med stress har sat sine spor og at jeg er introvert betyder, at selv hyggelige aftener og rigtig sjove fester "koster" i dage og uger efter.

Men nu kan jeg mærke mig selv igen.
Og hvor er det dog fantastisk at kunne genopdage sig selv som glad og fuld af overskud.
Endnu engang sender jeg en kærlig og taknemmelig tanke til ManuVision-uddannelsen som har vist mig vejen tilbage til at være i verdenen på denne måde.

torsdag den 30. maj 2019

Planlægning og kommende 52½ års fødselsdag

Jeg er kommet godt igennem en hektisk periode med konfirmationer (vores egen og 3 andre), 50 års fødselsdag, renovering af køkken og selvfølgelig fabrikation af en masse tallerkener. De sidste dage har jeg givet mig selv lov til at falde ned og få pusten og jeg kan mærke, at jeg igen længes efter at komme tilbage til min 60-30-30-kombination med ingeniørarbejde, keramik og ManuVision.

Jeg er startet ved skrivebordet.
Jeg bliver så imponeret af de "bullet journals", jeg ser rund omkring på nettet og tanken var, at jeg også ville lave mig en i hånden. Men det får jeg jo aldrig sat tid af til at holde igang. Så nu har jeg lavet en kombination af en kalender og en  "journal" på computeren - så må vi se, om den kan fungere for mig og hvor længe jeg  holder interessen. 
Lige nu er det mit bedste bud på overordnet planlæg og overblik.


For år siden blev jeg inviteret ud og spise af en flok veninder i forbindelse med min 50 års fødselsdag. Siden fulgte de 4 veninder efter med ca. ½ års mellemrum og hvergang er fødselaren blevet inviteret ud til forskellige oplevelser eller ophold. På et tidspunkt var der en, der regnede ud, at når den sidste fyldte 50 var der ca. et halvt år, til jeg blev 52½. Det blev hurtigt bestemt, at det skal vi selvfølgelig også alle fejre. Så kan vi jo fortsætte med at ses hvert halve år.
Til forskel fra de runde (og halvrunde som 55) skal "fødselaren" stå for at arrangere ved 52½ og 57½.
Vi ses også ud over disse "planlagte" aktiviteter. Vi har læst sammen for snart mange år siden og ses også med flere af de andre fra den gang.

Nu skal vi piger mødes fredag om 14 dage og jeg er godt igang. 
Invitationer/program er lavet og delt ud:
Med print på begge sider af et A4 og foldet på midten blev det rigtig fint.

Der er selvfølgelig lagt op til masser af hygge og forhåbentlig mange gode timer på værkstedet. 
Det kan godt være svært lige at kaste sig i gang med leret, så jeg har også lavet inspirationsark til alt jeg har planlagt:
Jeg glæder mig helt vildt til at have et par døgn på værksteddet sammen med 4 skønne kvinder. Det er ikke sikkert, at vi når hele programmet igennem - jeg har bare lyst til at præsentere dem for noget at det, der fylder i MIT liv.

Så nu er jeg klar til den praktiske forberedelse. Jeg tænker at dreje og forgløde lidt ekstra til at RAKU-dekoration som vi også kan brænde om søndagen. Og så skal der dreje til sgraffitto.

Desuden er der et par stykker der har spurgt om jeg har noget stående til salg på hylden. Det har jeg stort set ikke. Så resten af Himmelfarts-ferien skal vist bruges på værksteddet.



mandag den 25. juni 2018

Kig forbi Brabrand....

Jeg har brugt rigtig meget tid på at etablere mit kommende værksted og en gang i mellem har jeg været nødt til at minde mig selv om at dét arbejde ikke var det væsentlige.

Værkstedet er jo bare en ramme - en skøn og dejlig ramme - men bare en ramme.

Det vigtige er jo, hvad den ramme kommer til at indeholde og derfor:

DU ER HERMED INVITERET.

På torsdag den 28. tager jeg officielt værkstedet i brug og du er velkommen til at kigge forbi. 😃

Kom forbi 5 min eller et par timer (jeg er på værkstedet 17-23) og tag gerne en veninde eller søster med. Der er kaffe på kanden og bobler i vinen og så kan vi jo ønske hinanden god ferie samtidig.

Tag også gerne strikketøjet eller andet kreativt arbejde med. Efter ferien håber jeg at holde "åbent" i værkstedet en gang eller to om måneden til hyggeligt og kreativt samvær.

Men du er selvfølgelig også velkommen til bare at kigge forbi til en snak.

Jeg bor i Brabrand ved Århus og jeg håber, vi ses på trods af dette lidt korte varsel

torsdag den 16. februar 2017

Gang i værkstedet

Efter mit lille værksted har stået mere eller mindre øde hen de sidste par år, er jeg langsomt ved at sparke gang i det igen. Og lige nu er der gang i små projekter i alle faser:

Noget drejes af
Noget drejes op
Forsøg kasseres
Prototype renses af og er klar til at prøve igen.....
Genbrugsler er klar til at blive æltet op
Andet genbrugsler ligger stadig i blød
Da kameraet var pakket væk fik jeg også øje på et par gamle støbeforme - forhåbentlig er der også et par lamper undervejs.

Alt i alt havde jeg en skøn dag og NYDER at komme tilbage i mit lille bitte værksted. 
Der er nye idéer, der skal afprøves. Samtidig er der gamle projekter, som endnu ikke er lykkes HELT til min tilfredshed. Lige nu ved jeg ikke, om jeg skal takke min tålmodighed eller stædighed, men jeg tror stadig på de der støbte fyrfadsstager......
Og jeg ELSKER, at jeg fremover får tid til at få ler i hænderne igen.

lørdag den 18. oktober 2014

Værkstedsdag uge 41 - færdig til glasering

Det tog sin tid, men ENDELIG har jeg skåle og fyrfadsstager færdige til glasering og sidste brænding.

Vi tage dem lige en gang mere inden glasering:



 

Glasering er ikke det mest spændende, jeg ved - og jeg er ikke god til det!!
Jeg har for noget tid siden investeret i en sprøjtepistol fra Bosch og det hjælpe mig meget. Specielt i forbindelse med disse dekorationer, der tørrer ind til pulver, der ligger på den forglødede overflade, har jeg stor glæde af den. Skålene kan ikke dyppes eller pensles med glasur, fordi det vasker pulveret af og en mellem-brænding gør ikke den store forskel, da pulveret ikke "brænder fast".

Nu har jeg jo kun et ligge bitte værksted (se det evt. her) på knap 4 m2 og der er selvfølgelig ikke plads til en sprøjtekabine. Så i mangel af bedre er jeg begyndt at indtage badeværelset, når jeg glaserer:


Det er langt fra optimalt, men det fungere p.t. og er supernemt at gøre rent.
Jeg har emnet, der skal glaseres, stående på en dims til potteplanter, så kan jeg dreje emnet, mens jeg glaserer.

Og så er der en håndfuld fyrfadsstager der også er ved at være i mål:


Alt er nu glaseret og afleveret til sidste brænding ude i byen, da min egen ovn desværre er lidt af et fejlkøb og ikke som forventet kan bruges til meget andet end forglødning.

Og nu venter jeg så tålmodigt på, at jeg kan hente mine ting og se dem HELT færdige.

lørdag den 27. september 2014

Værkstedsdag uge 39 - dekoreringsfredag

Denne uge blev min værkstedsdag brugt ved skrivebordet.

En familie af 3 skåle har stået på mit bord og råbt på at blive dekoreret. Jeg har bare ikke kunne beslutte mig for hvordan. Men pludselig var den der og så er det jo bare med at komme igang.

Denne gang arbejder jeg i flere farver og med farverne direkte på den forglødede skærv. Det er absolut ikke sidste gang, jeg arbejder på den måde og hjerne kører på højtryk for at finde nye måder at bruge denne teknik.

Diameter: 23 cm. Højde: 9,5 cm.
Diameter: 19 cm. Højde: 7,5 cm.

Min søster spurgte en gang, om det var nødvendigt at lave det så præcist, når jeg dekorerer. Det har jeg tænkt meget over og det er det åbenbart! Jeg er ikke god til frihåndstegning - det er desværre ikke noget man bruger meget som ingeniør. Så jeg konstruerer mine mønstre, næsten som jeg ville en teknisk tegning af et hus:

Skålen er målt op, hjælpestreger lavet og skabelonen brugt til optegning.
1. farve er lagt på.
2. farve er lagt på.
3. farve og så er mønsteret færdigt.

Det tager mig SINDSYG lang tid at lave disse dekorationer. Men jeg nyder timer, der går med det og har jo ikke noget pres på i forhold til at få noget færdigt. I øvrigt passer arbejdet også fint sammen med min intention om at sætte farten ned. Man KAN bare ikke skynde sig med sådan noget!!

Og i øvrigt skulle min søster nødigt snakke!! Find hende evt. på IG som bruger HeidiVandal. Alt er malet i hånden og det er da om noget præcist!!
Måske er vi bare en lidt nørdet familie på den måde.

Jeg havde som sagt en familie på tre og den sidste står nu og venter på, at jeg går i gang:
Diameter: 19 cm. Højde 11,5 cm. 
Derefter skal de selvfølgelig glaseres med transparant  glasur og stentøjbrændes.


Men det bliver nok ikke lige i dag jeg går igang med den sidste skål. 
Det skal gerne være en lidt praktisk weekend. hvor jeg får nogle af de igangværende projekter i huset gjort lidt mere færdige. Det kunne nu være skønt at få gjort rent bord på den front og komme videre med noget at det andet, der råber på opmærksomhed.

Men solen skinner!!
Jeg tror, jeg starter med en overspringshandling: en kop kaffe og en halv time på teressen med mit broderi.

Ha' en fantastisk weekend!!

søndag den 31. august 2014

Værkstedsdag uge 34 & 35

Hen over sommeren har jeg ikke været meget på værkstedet.
Jeg har nydt det gode vejr, samværret med familien og bare ladet stå til; muligheden for at gå på værkstedet har været der - jeg har bare ikke brugt den.

Med stor fornøjelse opdagede jeg, at da det igen blev hverdag, kom lysten til værkstedet og keramikken igen. Det glædede mig fordi jeg tror at det der keramik er godt for mig. Roen ved at sidde ved skiven, de meditative timer når jeg dekorerer og glæden når jeg brænder RAKU.

Jeg arbejder ikke bevidst målrettet - og så dog alligevel
Jeg har tidligere nævnt mine prototyper til fyrfadsstager. Nu er gipsformene også færdige og jeg er i gang med en egentlig produktion:

de todelte gipsforme klar til støbning

Formene er samlet, snørret og fyldt med flydende ler

Skallen har dannet sig, overskydende ler hældt ud og kanten rettes af.
 Og så er der bare tilbage at vente på, at stagerne bliver så tørre, at formene kan skilles ad og stagerne tages ud for at tørre færdigt.
Gipsformene stilles også til tørre, så de bliver klar til næste sæt.

De forglødede stager er lette, lette, lette og jeg glæder mig til at få dem igennem glasurbrænding, så jeg kan vurdere (og vise) de endelige resultater.
Men det haster ikke - lige nu er det bare sjovt at støbe og se hylden blive fyldt.

- 0 - 0 - 0 - 0 - 0 -

Og selvfølgelig er jeg også i gang med flere krukker til hestehårsbrænding.
Når krukkerne er drejede skal de glittes - d.v.s. at overfladen gøres glat og lukkes ved at gnide den f.eks. en ske, mens krukken er læderhård.
Dette er også et tilnærmelsesvis meditativt arbejde og der kan næsten ikke bruges for lid tid, med mindre krukken når at tørre for meget under vejs. 



Hele fredagen i uge 35 gik med at glitte!
Jeg har brugt en billig ske som afsætter lidt farve i overfladen af krukken. Jeg håber det er jern og at jeg på den måde kan "fremkalde" en glød i krukkens overflade.
Det er arbejde, der ikke sviner alverden, så krukkerne blev bragt op i stuen til skrivebordet og den tændte brændeovn. Nu er de færdige og sat til tørre, så de kan blive klar til en snarlig forglødning.

fredag den 13. juni 2014

Værkstedsdag uge 24 - prototyper på fyrfadsstager

Det er den tid på året, hvor man med børn i indskoling og mellemskolen RENDER til alle mulige møder og sommerfester.
I dag er det i SFO'en. Knægten fra 4. vil hellere være alene hjemme men tøsen tøsen i 2. GLÆDER sig helt vildt til, at jeg skal komme og deltage i den årlige sommerfest.
Og det gør jeg så med glæde lige om lidt. Ungerne bliver så hurtigt store og jeg forsøger at huske mig på, at om ganske få år er der INGEN af dem, der vil have mig med NOGEN steder.

Men på min lidt korte værskstedsdag nåede jeg alligevel, hvad jeg havde sat mig for:


Mine tre drejede prototyper er blevet modulleret færdige og mangler nu bare at blive trimmet/drejet af i bunden og få ordnet den sidste finish. 

Der skal laves to-delte støbeforme af proto-typerne. Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg har set det gjort på internettet. Og det kan vel ikke være så svært??
Derefter er det bare at får tørret formene og gå i gang med støbning af stager.
Jeg forventer at lave dem gangske, ganske tynde i papirs-porcelæn og med farver, der fremhæver strukturerne.
Du kan se mit første eksperiment HER

Jeg tænker, at man kan have en eller flere stående sammen og kombinere på kryds og tværs af strukturer og farver. Alt efter temperament.



- O - O - O - O - O -

I går ramte jeg det magiske tidspunkt med 25.000 sidevisninger.

Det betyder, at jeg skal have skudt en give-away i gang.
Den vender jeg tilbage med i morgen.
Nu står den på sommerfest og derefter weekend med ungerne. Desværre har kæresten vagt det meste af de næste dage og vi kommer ikke til at se ham meget.
Heldigvis er det snart ferie for os alle.

GOD WEEKEND.

lørdag den 7. juni 2014

Værkstedsdag uge 23 - tålmodighedsarbejde

Med tålmodighed, god kaffe og god musik er det en gang i mellem helt utroligt, hvad man kan få fra hånden.

Denne værkstedsdag er mængden af det jeg har lavet ikke umiddelbart imponerende, men jeg er godt tilfreds og godt på vej.

Jeg har tidligere eksperimenteret med hængende pendler i porcelæn, F.eks. HER hvor resultatet er temmelig nedslående. Men det kan da bare ikke passe, at jeg ikke kan lykkes!! Så på den igen!

Denne gang arbejder jeg i papir-porcelæns-ler. Og som sagt med STOR, STOR tålmodighed, god kaffe i koppen og syng-med-musik (Spandau Ballet - havde næsten glemt dem) i højtalerne.


Der rulles pølser, 2-3 mm i diameter og ganske langsomt bygger jeg en lampe op i min gipsform. 
Jeg elsker at arbejde på denne måde. Resultatet glider i baggrunden og arbejdet bliver nærmest meditativt.

Da dagen nærmede sig afslutning, var lampen bygget færdig og nu er jeg så i gang med det svære tålmodighedsarbejde: at vente på lampen ganske langsomt tørrer ud og bliver klar til at komme ud på bordet. Det tynde ler kræver en langsom udtørring for ikke at revne og gå i stykker. For en sikkerhedsskyld går jeg og "vander" lampen for at sikre mig, at det ikke går for hurtigt.


Om aftenen fortsatte jeg mine tålmodighedsprojekter; først til Disney Sjov og så et par film frem til den anden side af midnat.


Det ligner perler eller flamincokugler på et fad. Det er rent faktisk små lerkugler 2-3 mm rullet i samme papir-porcelænsler som anvendt til lampen. Det ser jo ikke ud af meget - men her ligger faktisk minimum 5 timers arbejde.
Her er også tale om videreudvikling af et tidligere projekt. 
Planen er at bygge formen til en fyrfadsstage, lave en 2-delt gipsform og støbe i porcelæn. 

Et tidligere forsøg (se lidt af processen HER) er som eksperiment vellykket. 



Jeg er glad for strukturen, men formen skal strammes op og produktionsmåden forbedres.
Her gik min gipsform i stykker efter første støbning og så er arbejdet altså alligevel for stort for mig.



- O - O - O - O - O -

På det meget mere private plan går jeg og overvejer at starte op på en uddannelse som massør/terapeut.
Jeg er ikke sikker på, det er noget jeg kommer til at bruge arbejdsmæssigt, men jeg er overbevist om, at jeg som menneske vil have godt af den fordybelse og udfordring, der ligger heri. 
Uddannelse er to-årig og jeg kan tage den sideløbende med mit 30-timers-job som ingeniør.

Men hvad så med mine kreative arbejder?? Kan jeg trives med at lægge dem på hylden i de to år, uddannelsen varer??

Jeg ved det ikke men er godt klar over, at det vil blive nødvendigt, hvis jeg beslutter mig for at springe ud i det.

Tænke, tænke, tænke...........
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...