Viser opslag med etiketten hestehårsbrænding. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hestehårsbrænding. Vis alle opslag

søndag den 31. august 2014

Værkstedsdag uge 34 & 35

Hen over sommeren har jeg ikke været meget på værkstedet.
Jeg har nydt det gode vejr, samværret med familien og bare ladet stå til; muligheden for at gå på værkstedet har været der - jeg har bare ikke brugt den.

Med stor fornøjelse opdagede jeg, at da det igen blev hverdag, kom lysten til værkstedet og keramikken igen. Det glædede mig fordi jeg tror at det der keramik er godt for mig. Roen ved at sidde ved skiven, de meditative timer når jeg dekorerer og glæden når jeg brænder RAKU.

Jeg arbejder ikke bevidst målrettet - og så dog alligevel
Jeg har tidligere nævnt mine prototyper til fyrfadsstager. Nu er gipsformene også færdige og jeg er i gang med en egentlig produktion:

de todelte gipsforme klar til støbning

Formene er samlet, snørret og fyldt med flydende ler

Skallen har dannet sig, overskydende ler hældt ud og kanten rettes af.
 Og så er der bare tilbage at vente på, at stagerne bliver så tørre, at formene kan skilles ad og stagerne tages ud for at tørre færdigt.
Gipsformene stilles også til tørre, så de bliver klar til næste sæt.

De forglødede stager er lette, lette, lette og jeg glæder mig til at få dem igennem glasurbrænding, så jeg kan vurdere (og vise) de endelige resultater.
Men det haster ikke - lige nu er det bare sjovt at støbe og se hylden blive fyldt.

- 0 - 0 - 0 - 0 - 0 -

Og selvfølgelig er jeg også i gang med flere krukker til hestehårsbrænding.
Når krukkerne er drejede skal de glittes - d.v.s. at overfladen gøres glat og lukkes ved at gnide den f.eks. en ske, mens krukken er læderhård.
Dette er også et tilnærmelsesvis meditativt arbejde og der kan næsten ikke bruges for lid tid, med mindre krukken når at tørre for meget under vejs. 



Hele fredagen i uge 35 gik med at glitte!
Jeg har brugt en billig ske som afsætter lidt farve i overfladen af krukken. Jeg håber det er jern og at jeg på den måde kan "fremkalde" en glød i krukkens overflade.
Det er arbejde, der ikke sviner alverden, så krukkerne blev bragt op i stuen til skrivebordet og den tændte brændeovn. Nu er de færdige og sat til tørre, så de kan blive klar til en snarlig forglødning.

søndag den 20. juli 2014

Give Away - afslutning

Vel hjemme efter camping-/teltferie med mine unger er det vist på høje tid at få afsluttet den give away, jeg satte i gang for noget tid siden.

Det lykkedes mig både at få brændt og vokset inden vi tog afsted, men at få taget billeder og lavet et indlæg måtte så desværre vente til nu.

Men her, til Lisbeth og Bente frit valg mellem følgende 4 krukker:
Krukke 1 af 4: h~10,5 cm; d~12,5 cm

Krukke 2 af 4: h~12,0 cm; d~11,0 cm

Krukke 3 af 4: h~11,0 cm; d~12,0 cm

Krukke 4 af 4: h~13,5 cm; d~16,0 cm
I lægger bare en besked herunder med jeres valg (efter først til mølle) og sender mig en mail med adressen, så får jeg sendt afsted i starten af næste uge.

Krukkerne er brændt i RAKU-ovnen, taget brændvarme ud (~800oC) og dekoreret med hestehår. 
Efterfølgende er de vokset med bivoks for at fremhæve den glatte overflade og give en dybere glød.

Krukkerne er ikke vandtætte og derfor ikke egnede til våde madvarer. 
Jeg bruger selv en til opbevaring af hvidløg, hvilket er optimalt.

Tillykke med krukkerne og tak fordi I ville deltage :-)

mandag den 30. juni 2014

Give away - "trækning"

For at bøde på at jeg er forsinket, laver jeg lidt om på reglerne i forbindelse med trækningen af give away'en.

Det var 2 der meldte sig på banen, med lyst til at få tilsendt en lille hestehårskrukke:
Søde Lisbeth fra Galten
og
Søde Bente som er begyndt at kigge med og efterlader de mest hjertevarme hilsner.

TUSINDE TAK FORDI I VILLE LEGE MED!!

Selvfølgelig kan jeg ikke lave en trækning mellem de to skønne damer og derfor:
TA-DAAAA
er der selvfølgelig en krukke til jer begge!!

Krukkerne er på vej igennem produktionen:

Og om ca. en uge kommer der færdige billeder med fri valg til de to damer. 
Jeg skal nok kontakte jer direkte, så det ikke er nødvendigt selv at holde øje med, hvornår jeg er færdig.

Jeg beklager selvfølgelig, at krukkerne ikke som forventet er klar, men det der regningsbetalende-job har været noget hårdt ved mig de sidste uger. 
I løbet af dagene har jeg holdt den gående på sukker og koffein og om aftenen et par glas rødvin eller øl til at falde ned på igen.
SÅ meget for 28 dages kur der netop er overstået!!
Jeg ER blevet de 5 år ældre og rosacea'en bryder ud igen.
Tilbage på hesten :-)

Heldigvis ser det ud til snart at aftage lidt igen. Sommerferien nærmer sig og byggebranchen falder lidt til ro nogle uger. 

lørdag den 14. juni 2014

GIVE AWAY - hestehårskrukke

Som varslet sætter jeg i anledning af 25.000 sidevisninger en give away i gang:


Krukken på billedet er afsat, men der er 4 mere på vej.
Den 28. ligger jeg billeder op af de 4 og er du den heldige, får du retten til at vælge en af de 4.

Jeg har set mange mere eller mindre indviklede regler for give away.
Lad os holde denne her HELT simpel.
Én kommentar herunder (så jeg kan finde dig hvis du vinder) udløser ét lod.
That's it.

For god ordens skyld: jeg sender selvfølgelig krukken til dig på sikker vis - dog kun i Danmark.

Samtidig bliver jeg selvfølgelig glad, hvis du vil dele og lægge ovenstående billede ud på din egen blog.
Og faste følgere eller læsere er som altid meget velkomne.

God lørdag og held og lykke.

lørdag den 3. maj 2014

Værkstedsdag uge 17 - en lille RAKU-brænding

Værksteds-dagen i uge 17 blev bla. brugt på en lille RAKU-brænding. Både fordi jeg havde lyst, men også for at få ryddet op på værkstedet.

Jeg havde lige de tre, der står her og venter på rengøring og voks:


En krukke, der aldrig fik et låg, blev til en vase-ting med en efterhånden typisk Henriette-dekoration. 
RAKU er ikke vandtæt, men jeg tænker, at jeg med denne her skal forsøge mig med vandglas, som efter sigende skulle kunne gøre jobbet.

Og så et par med hesthår. Den forreste er jeg rigtig godt tilfreds med. Den bagerste kunne egentlig godt tage turen en gang mere. Men jeg tror, at den får lov at blive. 

Da jeg lavede mine første forsøg med hestehår fik jeg en kollega til at klippe lidt af konens hest. Men når jeg har talt med heste-ejere, har jeg godt kunne høre, at det nok ikke er af denne vej, jeg på sigt skal skaffe mig hestehår.
Så jeg gik på nettet, fandt en slagteri der var godkendt af Hestens Værn og kontaktede dem. Ikke noget problem!! En uge senere kunne jeg hente en hale. Det kræver selvfølgelig noget arbejde. En hestehale er slagteri-affald og det er et beskidt arbejde at få hårene klippe af, få dem vasket og få dem arrangeret, så de er klar til brug.

Men nu har jeg en fin "dusk", hvor der er til de næste mange, mange brændinger:



Når krukkerne kommer brændvarme ud af ovnen, skal det gå lidt stærkt, så de ikke blive for afkølede, inden hårene kommer på. Så jeg bruger et system med malertape, hvor hårene sidder klar til at blive plukket, når jeg skal bruge dem:



Billeder af de færdige og rene krukker følger :-)

mandag den 13. januar 2014

Værkstedsdag uge 2, 2014

I den netop forgangne uge snød jeg lidt med afholdelse af min værkstedsdag.

Jeg startede torsdag med en dobbeltbrænding. Imens den elektriske ovn stille hævede temperaturen i forbindelse med en forglødning, slog jeg mig løs i indkørelsen med RAKU-ovnen, hestehår og sukker. Det var ikke fordi der var meget til RAKU-ovnen, men det var det, jeg havde lyst til. Det var heller ikke det hele, der klarede turen og den noget hårdhændede behandling.

Men der kom lidt igennem, som jeg er godt tilfreds med:

Lille krukke med hesthårsdekoration. Højde ~11cm; diameter ~17cm
Lille krukke - bagside

Større krukke med hestehårs- og sukker-dekoration. Højde ~12 cm; diameter ~20 cm

Større krukke - bagside
 
Større krukke - detalje af låg med sukkerdekoration

Jeg kan rigtig godt li' denne type af krukke, men jeg er faktisk ikke ret glad for at lave dem.
Jeg savner også en form for greb eller håndtag på lågen, når jeg kommer lidt op i størrelse. Men jeg kan ikke rigtig finde et greb, der passer til resten af krukken.
Så i denne omgang kommer der vist ikke flere af denne type.


Min datter har somme tider lyst til at gå på værkstedet med mig. Selv om der ikke er meget plads, skal hun selvfølgelig altid være velkommen og som regel får hun lov til at lave, hvad hun har lyst til og får kun hjælp, når hun spørger efter det.
Jeg forsøger at sørge for, at det bare er hyggeligt.

De sidste par gange har hun arbejdet på skålen her.
Bladet sad egentlig på en tallerken, men den gik itu og vi blev enige om, at det da er et rigtig fint låg.

"naturskål med låg" - Lea 8 år

Resten af min værkstedsdag blev smurt ud over fredag, lørdag og søndag, som jeg brugte i en lånt lejlighed i København sammen med min mor og søster.
Vi mødes ind i mellem uden mænd og børn til en overnatning (denne gang 2) og bruger tiden på snak og håndarbejde mens vi indtager letlavet mad og en passende mængde rødvin suppleret med bailey og irish coffee efter behov.
Sådanne frirum kan absolut anbefales sammen med veninder eller familie. Jeg nyder det i alt fald i høj grad og kommer træt men genopladet hjem.

For nemheds skyld greb jeg garn og strikkepinde med. Billede må komme, når jeg er helt færdige med et par nye hjemmesko til mig selv.

lørdag den 16. november 2013

Værkstedsdag uge 46

Værkstedsdag i denne uge startede torsdag eftermiddag og fredag kl. 23 ryddede jeg vældig træt op efter en skøn, lang dag ved sparkeskive.
 
Fra brændingen torsdag kom bl.a. denne krukke med hestehårsdekoration:
 



Det er mit første forsøg med denne type brænding og jeg er vild med det. Krukken er ikke glaseret, men står rå med dekoration og skal lige have en gang voks for at opnå den glød, jeg er ude efter.
 
Jeg skal helt sikkert lave mange flere ting med denne form for dekoration og de næste kunne f.eks. blive disse, som blev startet fredag:
 


Det er igen krukker og der er et stykke vej, til de er klar til brænding:
De skal trimmes/drejes af
Krukkerne skal skæres op, så låget kan tages af
Der skal laves håndtag til de største
Den gennerelle finish skal laves.
 
Jeg kan næsten ikke vente til søndag, hvor det ser ud til, der igen kunne blive et par timer på værkstedet til mig.


søndag den 10. november 2013

Efter værkstedsdag uge 45

Efter min værkstedsdag i fredags blev brugt til at lave ophængningssystem, lave midlertidigt ophæng til julekuglerne og glasere disse:


Desværre havde jeg et uheld ganske kort tid efter billedet her blev taget og alle de røde kugler røg på gulvet for mig. Heldigvis "kostede" det kun 4, så det var nådigt sluppet.

Og nu har jeg nu ting til at stå til tørre; her krukker og nogle julekugler:


Julekuglerne har fået "træk af voksen" fjernet og de står nu med rå felter, der bliver sorte i forbindelse med RAKU-brændingen. Man kan ane ophænget der blev brugt ved glaseringen - det er træ og bomuld og brænder væk under brændingen.


De øverste krukker er glittet og jeg skal forsøge mig med hestehårsdekokation.
Den nederst krukke er fejlbehæftet. Krukken sprang for mig under forglødningen, men jeg vil forsøge at bruge den ødelagte overflade som dekoration.


Planen var at jeg skulle have brændt i dag, men i fredags spredte sig pludselig en FORFÆRDELIG stank i kælderen, mens kæresten var i bad. En prop i kloakken betød at vandet stammede sig op og steg op gennem afløb på badeværelse og på værksteddet.
Hurtigt til telefonen lykkedes det at få fat i kloakservice og derefter stod den på oprydning og rengøring.

Derfor står alle tingene stadig til tørre og RAKU-brændingen må blive i morgen mandag, når det er fyraften fra mit regningsbetalende-job :-)

onsdag den 6. november 2013

Glat som barnehud

INDRØMMET!!

Jeg er rigtig godt tilfreds med overfladen på krukken her:


Den er glittet, som jeg vist aldrig har glittet før. Og nu er den så fantastisk glat, at jeg må på værkstedet flere gange om dagen bare for at mærke.

Desværre er billedet taget om aftenen og den dårlige belysning betyder, at det slet ikke SES, hvor fantastisk overfladen er.

Planen med krukken er selvfølgelig, at der skal et låg til.

Og så skal den brændes.
En kollega har plyndret konens hest for hestehalehår og jeg planlægger en:

RÅ-NØGEN-RAKU-HESTEHÅRS-BRÆNDING.

Rå = ingen forglødning
Nøgen = ingen glasur
RAKU = "rendyrket nydelse" (direkte oversat)
Hestehårsbrænding = anvendelse af hesthår til dekorering af den ~1000oC varme keramik.

Uh ha forventningens glæde er stor :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...