Viser opslag med etiketten hæklerier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hæklerier. Vis alle opslag

søndag den 1. april 2018

Påskepynt - to-do//ta-da

Jeg har aldrig gjort ret meget ud af at pynte op til påske. Da ungerne var små malede vi lidt æg og fik lidt pynt med hjem fra daginstitutionerne som vi selvfølgelig havde fremme.
Men det er snart mange år siden og ungerne sætter nu langt mere pris på den gode mad der kommer på bordet (i aften lammekølle med knuste kartofler og den bedste tomatsalat) end på jeg pynter op.

En lille smule er det dog blevet til i år:
 


Jeg er nemlig blevet færdig med de sødeste kaniner efter opskrift fra STRIKKEFÅRET.

Jeg havde egentlig glem ALT om dem og var faktisk på jagt efter noget HELT andet da jeg fandt dem. Men skønt de blev færdige. Et projekt der blev påbegyndt for 2 år siden er endelig afsluttet. 
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange ufærdige projekter jeg har liggende i de forskellige gemmer??

Påskeæg gør vi heller ikke meget i. Men Strindberg har fået fyldt sin "kylling" med katteurt og lige i dag gider han den:

Med ønske om et par gode sidste påskedage.

lørdag den 29. juli 2017

Ferieafslutning

Alle gode ting slutter på et tidspunkt og desværre er det ved at være tiden for min ferie.

Det er nu faktisk ok at skulle i gang igen. Selvfølgelig ville det være skønt at snuppe 3 ekstra uger, men jeg er i år ikke helt ødelagt over at skulle starte igen.
I perioder hvor jeg har været mere plaget af stress, har jeg kun sovet ganske lidt i nætterne op til arbejdsstart. Jeg husker utallige nætter siddende søvnløs i stuen med tårene trillende ned af kinderne og de resultatløse forsøg på at finde en lillesmule overskud til at skulle i gang igen.

Her i huset plejer vi at sige:
"Hvis man bliver bedre til at arbejde end til at holde fri, skal man tage sit liv op til revurdering".
Dér er jeg slet, slet ikke. 
Men det regningsbetalende arbejde er det fint at komme tilbage til.
Jeg har oprettet firma og fået mit CVR-nummer og glæder mig til at blive mere organiseret i forbindelse med mine ManuVision-drømme.
Jeg skal have fundet og tilmeldt mig et eller flere markeder med henblik på salg af keramik. Dét glæder jeg mig også helt vildt til.

Men lige nu nydes de sidste rester af ferien:

Vejret lader en smule tilbage at ønske, men under dynen i sofaen under halvtaget er stadig dejligt. Og med opstart af et nyt babytæppe af resterne fra 10.000-hjerter-tæppet i hænderne og Stillidsen af Donna Tartt i ørene NYDER jeg den sidste rest af ferie.

Jeg opdager lige: jeg har da aldrig vist 10.000-hjerter-tæppet, som er blevet færdigt!!
Det snupper vi lige en anden dag :-)

mandag den 30. januar 2017

Skal vi ikke snart se noget kreativt??

Når man vælger et navn som "Krea-Teck" til sin blog indikere det, at man har forestillet sig at fylde den med noget kreativt under en eller anden form.

Da jeg for godt to år siden besluttede mig for at begynde på ManuVision-uddannelsen, var jeg godt klar over at tiden til Krea-Teck ville blive minimal og det var i den grad med i mine overvejelser.

Jeg blev færdig med uddannelsen i december og januar er gået med at få rammerne for mit fremtidige liv til at falde på plads. Så NU skal der noget kreativt på bloggen!

Vi starter i det små med et "ind i mellem"-projekt:

Jeg har som så mange andre en ganske forfærdelig masse garnrester. Her er det lidt af resterne fra 10.000-hjerter-tæppet, der er i brug. Jeg forestiller mig, at garnresterne skal omdannes til babyudstyr - i første omgang barnevognstæpper. Der er ikke udsigt til, at jeg kommer til at mangle, men jeg drømmer om at lave et lager til børn, niecer og nevøer. Sådan en Bedste-/moster-/faster-kasse som der kan deles ud fra, når den tid kommer. 
Måske bliver det bare til det ene tæppe her. Men der er så mange mønstre, jeg kunne tænke mig at afprøve og barnevognstæpper er mindre projekter, som ganske fint kunne bruges som demonstration.

- o -0 - 0 - 0 - 0 - 0 - o -

Januar er ved at nærme sig sin afslutning og jeg har som ønsket fået styr på rammerne for fremtiden.
Jeg har været til MUS-samtale (god mad og masser af rødvin med 2 chefer) og vi er nået til enighed om, at jeg fremadrettet går yderligt ned i tid, så jeg får 3 dage på kontoret og en smule hjemmearbejde i forbindelse med besvarelse af telefon, svar på mail mm.
Det får en drøm til at blive virkelig og mit arbejdsliv kommer til at se således ud:

30% ManuVision (behandling og træning)
30% Krea-Teck (keramik, formgivning mm)
60% ingeniørarbejde 

Det giver en arbejdsuge på 120% - i min verden 6 dage. Det opnår jeg ved at tage en aften i brug til Manu-Vision og en halv lørdag eller søndag til Krea-Teck.
Jeg er SÅ glad for, hvordan det er faldet på plads og glæder mig til at fylde rammerne ud.

Men den sidste fridag her i januar er HELT min egen. Der skal færdiggøres lidt projekter og laves en del planlægning. Jeg starter med lidt hyggelig morgenmad til computerarbejdet.

mandag den 26. december 2016

Det nåede lige at blive til et par nisser......

Kort før jul sagde min 13-årige søn, at det var underligt, at det var lige ved at være jul. Vi havde lige som ikke stresset over julen, som vi har gjort andre år.
Og det er jo fuldstændigt rigtigt. 
Min eksamen og afslutning af ManuVision-uddannelsen har taget SÅ meget af min tid og energi, at julen ikke har fået den store opmærksomhed i løbet af december. Og f.eks. er julegaver blevet indkøbt i absolut sidste øjeblik. 

Sådan skal det ikke være fremover. Jeg er vild med jul og de forberedelser, der kan ligge i løbet af december.
Men måske kan jeg tage med mig, at det absolut ikke behøver været stresset og at det vigtigst faktisk kan nåes på ganske kort tid. 

Trods tiden er det jo f.eks. lykkes mig at få forøget bestanden af nisser en smule.
De blev godt nok først færdige 2. juledag. Derfor får de i år bare lov at sidde på reolen. Til næste år kommer de ud og klatre i stuen.
Jeg havde lidt problemer med perlerne, som jeg ikke havde så mange af som husket. Og en tur til centrum for at komme i en hobbybutik stod ikke øverst på listen over, hvad jeg prioriterede. Derfor måtte mine nisser have mindre næser i forskellige farver.
Men jeg er nu kommet til at hold af dem.
Samtidig har jeg valgt at lime perlerne fast på hænder og fødder, så jeg kunne klippe snorene helt inde ved perlerne. Det har jeg også gjort ved de løse hænder. Så når mine skal ud og klatre, skal jeg bruge et par små elastikker. Til gengæld er de rigtig søde som de sidder der to og to ........

Jeg så nisserne først hos Bella og opskriften fandt jeg hos Strikkefåret.
Nisser hæklet af Bella's mor.

Nisserne fra Strikkefårets hånd.
Jeg synes, det er forunderligt, hvordan den samme opskrift kan give vidt forskellige udtryk. De røde næser hos Belle og de mindre næser på mine nisser gør virkelig en stor forskel.

Med dette et noget sent men stort og kærligt:
GLÆDELIG JUL
til alle der måtte læse med.


søndag den 10. juli 2016

Det her forår........

Det her forår har på mange måder taget fusen på mig!!

Jeg er selvfølgelig stadig i gang med uddannelsen til kropsterapeut: ManuVision-behandler og -træner og jeg er nu færdig med 3. ud af 4 moduler. Det var tanken at jeg her i 2016 skulle sætte alle sejl til med behanlinger og studeren, men jeg har måtte sætte ambitionerne ned for at få enderne til at nå sammen. Det var anderledes end planlagt, men det har været helt rigtig og godt for mig.

Arbejdsmæssigt havde jeg troet, at jeg skulle finde ud af at geare lidt ned. Sådan er det ikke blevet. Jeg er stadig på nedsat tid: 30 timer. Men mine arbejdsopgaver har været kæmpe store og jeg har haft virkelig travlt. Det har været hårdt undervejs, men jeg kan med undren konstatere, at det har været ok. Jeg har klaret LANGT mere, end jeg ellers har kunnet og det er lykkes mig at komme igennem uden at bukke under for stress! 
Det er en kæmpe sejr for mig at nå hertil - man  kommer aldrig på den anden side af stress, men måske er jeg nået til at kunne udfordre mig selv lidt mere igen.

Og så har foråret jo budt på familieforøgelse - sådan HELT lige pludselig ud af det blå!


Og jo tak, søde Bella - det går rigtig fint med at være misse-mor.
Det siges at sibiriske skovkatte først og fremmest knytter sig til én person. Det har vores også gjort og han følger mig helst hele dagen, hvis det er muligt. Det er lidt synd for ungerne som må kæmpe noget ekstra for at få kontakt, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg NYDER det.

Vi hygge med hæklerier i drivhuset i regnvejr:
Jeg fanger lige fluen i timianen.

Mere hygge, mere regnvejr og mere 10.000-hjerter-tæppe:
Går du??
Og værkstedet har vi her i weekenden også fundet tid til at komme:
Det ser da meget spændende ud.....

Måske kan jeg hjælpe lidt til......

Nej tak - jeg tror bare, jeg bliver her lidt.....

Hvad mener du - man kan da sagtens sove her, når hun nu er så lang tid om det?!!!

Jeg tjekker lige, om det står HELT rigtigt.

Mine forældre synes det er noget skørt at give så (forholdsvis) mange penge for en kat. Sådan en kan man da hente gratis over på gården eller nede hos naboen.
Men jeg er vild med skovkatte og de sibiriske har den fordel at de skulle være allergi-venlige. Pap-sønnen lider voldsomt p.g.a. kaninen og det har vi taget hensyn til med ham her.
Og som min mor konstaterede da hun så ham: jeg har ønsket mig en skovkat siden jeg var 15 år - så pr. år jeg har ventet, er det jo næsten billigt........

At han så (også) er helt perfekt i forhold til standard for racen er bare lidt sjovt.
Han er ud af et kuld på 5 hvor 3 ligner hinanden så meget, at det er svært at se forskel. Opdrætterne Else har beholdt én af dem til avl og for kort tid siden lånt de to andre til udstilling:

Det er som sagt lidt sjovt.
Men det vigtige er selvfølgelig, at vi har fået en rask og på alle måder skøn kat i huset.

Med ønske om en god sommer
Den Gamle Gale KatteDame









mandag den 1. februar 2016

Sendt til tælling.....

Jeg har fornemmelse af at være sendt til tælling!
Mit hoved bobler med idéer der gerne vil prøves af. Og specielt trækker værkstedet og keramikken efter jeg sidst kom hjem med bl.a. vaserne fra sidste indlæg.

Men jeg sidder på bænken og kommer ikke ind i kampen de nærmeste dage (måske uger).
På kursus for 8 dage siden lykkedes det mig at lave en arbejdsskade på mig selv.
I korte træk: et brækket ribben, et "led i ryggen" der er hoppet ud og en formodentlig større blodansamling i eller under brystmusklen.
Det er flot - rigtig flot! Og det gør ondt - rigtig ondt!!

Så det meste af min tid tilbringes i sofaen med mindre håndarbejder, fordi det stort set er det eneste jeg kan holde til, når dagens absolut bedste energi er brugt på det regningsbetalende job.

Men det betyder også, at jeg har haft tid til at eksperimenterer lidt med garn og lys:

Garnrester og syltetøjsglas inspireret af utallige billeder rundt omkring. Jeg har ikke haft nogen opskrift men har blot prøvet mig lidt frem, indtil det lykkedes.




Min udgangspunkt for første forsøg var fru Madsens fine tørklæde.



Det blev en prøve med lidt grovere garn end først tænkt - jeg havde ikke mindre end hæklenål nr. 2. Og som ofte når jeg liiiige kommer i tanke om et nyt projekt kunne en mindre ikke opdrives med det samme.

Min mor knipler og har arvet håndarbejdsting efter nogle af familiens ældre kvinder. Så selvfølgelig kunne hun hjælpe, da vi var til fødselsdag et par dage senere:

Her en lille prøve med hæklenål 0,6 med det fineste garn og til sammenligning et almindeligt cm-mål. Men det bliver altså for småt!! Der er alligevel for meget i mit hoved til, at jeg lige nu gider kaste mig over så fint et projekt for at trække det på et brugt syltetøjsglas.

Desværre kørte kæresten i et ubevogtet øjeblik alle vores brugte glas på genbrugspladsen, så det var så næsten det for denne omgang. 
Jeg fandt dog et gammelt halvtømt glas bagerst i køleskabet - det skal jeg vist arbejde på i aften.

fredag den 9. januar 2015

Hul på et nyt kapitel og masser af tæpper

En gang i mellem er der en idé der dukker op og på trods af alt fornuft bare ikke vil lade sig affeje igen.
De sidste dage har jeg fået en sådan idé og jeg er nødt til bare at springe ud i det.

I morgen lørdag kl. 9.00, hvilket vil sige om 15 timer, tager jeg hul på et nyt kapitel i mit liv.
Dér starter jeg uddannelsen til ManuVision-træner og -behandler. 
Det er helt vildt og jeg glæder mig for sindsygt, men samtidig bliver min nervøsitet for at starte ABSOLUT ikke mindre, jo tættere vi kommer på opstarten. Jeg er et introvert menneske og et helt hold af nye mennesker jeg skal forholde mig til og være sammen med de næste 2 år er en kæmpe mundfuld.

Til markering af det nye kapitel har jeg besluttet mig for at hækle et tæppe:


Her et lidt manipuleret billed af den hækleprøve jeg allerede har lavet.
Jeg kommer til at bruge den mørke grundfarve og hjerter i den viste farve.
Grundfarven er ensfarvet mens hjerterne er hæklet med changerende garn.

Det skal være et håndarbejde, der er til at have med på farten og jeg vil derfor hækle i større dele: 5 i bredden og 4 i højden. Efterfølgende skal de syes eller hækles sammen. 

Hver firkant bliver: 
H * B = (14 hjerter * 36 hjerter) =  ~30 cm * ~50 cm

I alt:
 H * B = (70 hjerter * 144 hjerter) =  ~150 cm * ~200 cm

I denne opdeling ligger en masse symbolik:
Der bliver i alt 20 felter, som repræsentere de 20 måneder uddannelsen varer.
Der bliver i alt 10.080 hjerter, der repræsentere de magiske 10.000 timers træning, der skal til for at opnå verdensklasse (ekspert-niveau). Desværre har jeg ikke fundet det muligt at ramme PRÆCIS 10.000 hjerter og samtidig de ønskede mål.
Betydningen af hjerterne giver næsten sig selv :-)

Når tæppet er færdigt (forhåbentlig samtidig med jeg er færdig med uddannelsen) vil der ligge mange, mange timers opmærksomhed og omsorg hæklet ind i det.
Fortsætter jeg efter endt uddannelse med at behandle, skal tæppet bruges til at lægge over klienter under behandlingerne. Dels for at varme klienten dels som en kærlig påmindelse til mig selv om, hvad jeg har lært under uddannelsen.
Fortsætter jeg ikke som behandler, bliver tæppet bare mit eget minde om en indvendig rejse i mit liv.

Garnet er strømpegarn fundet på bud i Bilka; desværre havde de ikke nok i butikken, så jeg har bestilt over nettet og får det først leveret i næste uge.
Nøj, hvor jeg glæder mig til at gå i gang!!!


Det her er jo ikke det første hjerte-tæppe jeg begynder på.
Tæppet til "My First Baby Box" er jeg også kommet lidt videre på:


Desværre har jeg allerede konstateret, at jeg ikke har nok af grundfarven grøn og jeg hækler derfor i vandrette striber, som efterfølgende skal hækles eller syes sammen.
Tæppet har en usikker fremtid!! Jeg tror, det bliver pakket væk midlertidigt, mens jeg går i gang med mit ManuVision-tæppe :-)


Der er dog blevet et andet tæppe færdigt til Box'en.
Rester fra min dobbelt-strikkede trøje kunne lige blive til et baby-tæppe (~80 cm * 70 cm) i "havskum" fra min ynglings "Strikke- og hæklebog" fra Politiken.

Let, luftigt, varmt og stort nok til at kunne svøbe i nyfødt i.
Det opfylder vist de fleste krav.


Og hermed ønskes alle en god weekend.

Jeg vil bruge min fredag aften til samvær med familien og mental forberedelse til kort uddannelsesdag i morgen (9-13) og en længere søndag (9-17.30).
Mon ikke jeg bliver så træt, jeg "stener" resten af weekenden??

mandag den 5. januar 2015

Endnu en Kai Bojesen

Vi har en ung mand i familien, der går op i design og i år ønskede sig en Kai Bojesen abe i julegave. Desværre var budgettet til gaver begrænset i år og dette lå noget over.
Men "hvad du ønsker skal du få", så jeg hoppede også med på vognen med hæklede design-ikoner.  


Alt postyret om opskrifter mm er gået fuldstændig hen over hovedet på mig. Men heldigvis var opskriften atter tilgængelig hos Kreaposen, da jeg fik idéen. Så jeg kunne gå i gang efter en hurtig udflugt efter garn.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med - men hvor er det en super opskrift og jeg blev overrasket over, hvor skøn min egen abe blev. Det var ikke tanken i første omgang, men det kunne da godt være, at jeg laver en mere, der skal blive her i huset.


Den ER jo både sød at se på og sjov at lave.

Og modtageren på 20 år?? 
Han var først noget paf over at få "en bamse". Men da han fik det taget nærmere i øjesyn, så han ud til at blive rigtig glad for den.
Og hvem ved. Mon ikke vi engang hæver gave-budgettet igen, så han også kan få en original??

lørdag den 3. januar 2015

Hjertevarme........

Lige for tiden hækler jeg "små hjerter" til "små bitte hjerter".


 Jeg er gået I gang med et tæppe til projektet "My first baby Box" og det er jo alle tiders mulighed for at afprøve teknikker som er set og bemærket rundt omkring. Denne gang er det hos Busters Mors Verden jeg har fundet inspirationen og en rigtig god anvisning. Da jeg forsøger at få ryddet ud i mine garnrester bruger jeg grønt strømpegarn til bund og rester af akryl/mohair til hjernerne og hækler med nål 2½.
Det bliver et noget farverigt tæppe - mest af nød - men jeg kan faktisk godt li' det.

Jeg har tidligere nævn projektet "My First Baby Box" som du kan læse mere om her. Desværre har Tusindfryd ikke længere en fysisk butik, men tingene kan efter sigende nu afleveres hos: 
Garn-iture
Vesterbrogade 180
1800 Frederiksberg C

Åbningstider
Mandag Lukket
Tirsdag til Fredag 12-17.30
Lørdag 11-14

Og vil du vide mere om projektet, kan du finde det på deres facebook-side


Siden jeg selv har blogget og læst med hos jer andre, er der gået mange dage - jul og nytår og kommet og gået igen.

2015 har vi kun lige taget hul på.
Jeg håber og tror at det nye år bliver fantastisk og vil i alt fald gøre mit til det!!

Jeg har taget beslutningen om at starte på ManuVision uddannelsen og går allerede nu med kæmpe sommerfugle i maven over at skulle starte næste weekend. Det bliver en stor omvæltning for både mig og familien, men jeg er sikker på at det kommer til at gøre mig godt og derved også kommer resten af familien til gode.

De næste par år (så længe uddannelsen varer) kommer jeg til at have meget at se til og jeg må nok begrænse mine kreative sysler noget. Der skal dog også blive tid til også at være lidt aktiv med hænderne :-)
Men hvad skal jeg bruge bloggen til fremadrettet, når der ikke bliver helt så meget kreativt arbejde at blogge om??
Det ved jeg endnu ikke, men foreløbig lader jeg den have sit eget liv og så må vi se, hvor det bærer hen ad.

IF IT DOESN'T GO RIGHT - GO LEFT!!


Og hermed:

ET FANTASTISK NYTÅR TIL ALLE 



fredag den 25. juli 2014

Ferietid og mindre projekter med tilfældig farvesammensætning

Det er ferietid og jeg nyder det!!

Men faktisk er jeg ikke så god til at slappe af og holde ferie. Jeg bliver utålmodig og ked af, at tiden bare forsvinder mellem fingrene på mig. Den dyrebare ferietid skal strækkes og bruges optimalt - det bliver så hurtigt hverdag igen.

Så jeg kaster mig over projekter. Der er et par store, som vi vender tilbage til efter ferien. Helt kort drejer det sig om færdiggørelse af gang i kælderen og færdiggørelse af et træhytte i haven.
Det er knokkel-projekter og jeg glemmer at stoppe i tide, så jeg bliver så forbandet træt de dage, jeg er i gang.

Men til de mere stille stunder ligger der også projekter. 
Egentlig er jeg gået igang med at strikke, men uld på pind 10 - det er det altså heldigvis for varmt til. Det må vente til køligere dage.

Så jeg hækler:
Jeg har stadig en toilet-taske-kasse, som ikke er færdig og det jeg havde hæklet blev kasseret, da jeg fandt det frem igen.

Og så syer jeg perler:
Inspirationen er Filihunkat's fine tasker af hama-perler, men jeg bruger de små grønlandske og arbejder på kombineret pung og mobiltelefon-holder.

Fælles for projekterne er det tilfældige farvevalg. Det er dejligt at arbejde på den måde og tingene får mere liv end de ofte gør, når jeg arbejder i planlagte mønstre.
Faktisk er det vel lidt det samme, jeg arbejder med, når jeg brænder hestehårskrukke; de lidt tilfældige mønstre der opstår under vejs.

- 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 -

Selvfølgelig bliver der også tid til at være sammen med familien. Der er dage vi river ud og tager på tur men ellers har vi lavet vores små rutiner.

En fast ting er blevet, at vi svømmer hver aften. Vi er ikke så gode til at ligge på stranden, men henunder aften smutter vi ud og får os en dukkert. 

Fodbold-drengen er igang med kammeraterne hele dagen. De spiller fodbold ude i varmen og smutter ind og tager en pause og et spil på X-boxen, når de ikke kan holde det ud længere. Kammeraterne er lige ved at falde over hinanden for at komme med ud og bade. Det sker, at en enkelt får lov. Men der er også dage hvor det KUN er vores familie.

Tøsepigen er her i ferien ikke så udadfarende. Hun nyder at sidde sammen med mig med sine egne små projekter og der bliver lavet smykker og tegnet/malet. Specielt vores stille aftener på terrassen i stearinlysenes skær, er hun glad for.

Og når ungerne går til ro er det tiden for voksentid. Vi er startet på en ferie-serie og som det sidste inden vi går til ro, ser vi et afsnit af "Game og Thrones" og får os en Gammel Dansk Shot.

Jeg håber, du også for holdt den ferie, der lige passer dig :-)

tirsdag den 20. august 2013

Klippe-klister eller produktudvikling af en toilettaske

Min toilettaske-æske har fulgt mig længe og vidt omkring.


Egentlig udsprang den af et broderi der udviklede sig efterhånden og jeg må jo erkende, at den aldrig er blevet helt færdig. Den indvendige finish lader en del tilbage at ønske og bagsiden er heller ikke for køn.


Men den fungerer rigtig godt for mig. Låget sider fast og kan bruges til opbevaringsplads til mindre ting: smykker, tandtråd mm, når jeg er afsted. Alt i alt jeg er superglad for min lille toilet-taske-æske, som altid står pakket klar til afgang - en vane fra dengang jeg havde et arbejde, der indeholdt en stor del rejseaktivitet.

Men selvfølgelig er det et par mindre ting, der kunne optimeres og i dag har jeg haft en skøn eftermiddag, hvor jeg har fordybet mig i den næste generation af toilet-taske-æsken.

Udgangspunktet er også denne gang et rør fra tændbriketter til brændeovnen. Den er skåret til og samlet igen med gaffa. Størrelsesforhold på taske og låg er ændret og der er blevet et lille låg til låget, så man nu kan bruge det til opbevaring under rejsen.



Nu er den klar til videre montering.
Tanker går nu på, om den udvendigt skal stikkes eller hækles inden det skal valkes.
Jeg skæver til en gammel kaffefrakke men er også vældig inspireret af et nærbillede af noget hæklet, som jeg desværre ikke kan finde billedet igen. Heldigvis nåede jeg at lure teknikken, som jeg aldrig havde set før og kommer jeg forbi igen, LOVER jeg at linke :-)

Indvendigt skal der af praktiske årsager voksdug af en eller anden slags og denne gang skal der lukkes med en lynlås.
Uhhhh - jeg glæder mig til den næste fri-fredag der skal helliges projektet her.
Indtil da står den på prøvestrik og -hækling.

søndag den 14. april 2013

Reste-vest med oldemorsfirkanter

Her mens jeg er kravlet op af jordfaldhullet, er det ikke blevet til så meget kreativt arbejde. Der har været så meget andet, der har optaget mig og krævet min energi.

Men lidt er dog blevet til - f.eks. denne lille vest til datteren. 



Den er hæklet i alpaca-garnet fra min vævestrikkede kjole, men der måtte dog lige suppleres op et par gange. Garnet er lagt dobbelt og der er brugt hæklepind 4½.
Opskriften på frikanterne kan du finde en henvisning til her.

Da det ser ud til at vesten har ramt piges smag, håber jeg, hun kommer til at bruge en over et par bare, kolde skuldre her i foråret - som forhåbentlig venter lige henne om hjørnet.

mandag den 20. februar 2012

Sæder til skamler og gæstepladser færdige

Så blev mine sæder til husets forskellige skamler og gæste-spisepladser færdige. Vi har spisestole i stof og er noget sarte over dem, så ungerne og ungernes spisende gæster sidder på skamler ved måltiderne. Og når vi er rigtig mange tages vindueskarmen også i brug. Her i opvarmningsperioden er den varm nok, men ellers kan den være en kold fornøjelse for rumpen.

Sæderne er en broget flok, men jeg synes, at vi mangler noget spræl og farver i huset. (Måske savner jeg bare foråret og lyset!) Samtlige sæder er hæklet og efterfølgende filtet i maskinen. De mangler lige en gang gummi på undersiden for at blive liggende, men ellers er jeg rigtig godt tilfreds.

Ved mit skrivebord har jeg også taburetter til gæster (typisk Lea der gerne vil sysle med, når jeg sidder dér). De stammer fra mit barndomshjem og trænger til en kærlig hånd. I første omgang er de blevet forsynet med sæder, der oprindeligt var forsynet med hjul og til potteplanter. Nu har jeg hæklet et par sæder, der er lidt mindre men i familie med de øvrige, hvilket giver lidt sammenhæng, når de taburetter også tages i brug i stuen.

På det nederste billede ses i øvrigt et af mine andre kommende projekter. Det er en Stokkestol, der stod ved institutionen og ventede på storskrald. Det er noget ramponeret og sædet helt ødelagt. Men med knofedt, maling og ombetrækning er jeg sikker på, den bliver rigtig fin igen. Jeg elsker, når tingene på den måde får et nyt liv :-)

søndag den 5. februar 2012

Sæder til taburetter


Jeg har længe været vild med de der filtede sæder, der i dyre domme kan erhverves i dyre butikker. Indrømmer gerne, at jeg har været for nærig.

Men inspirationen kommer til den, der venter aktivt. Denne gang via Gitte/ditogdut der har hæklet "numse-varmer".

Jeg har nu prøve-hæklet og -filtevasket. Der er regnet og tænkt. Garnet er købt og nu hækles der for fuld kraft i alle ledige stunder i glade farver.

Jeg har valgt en forholdsvis tæthæklet mellemlægsserviet som udgangspunkt - men i virkeligheden er det jo smag og behag hvor åben man ønsker sine filtede ting. Jeg brugte timer på nettet for at finden den HELT rigtige opskrift og endte som det ses med en fra Familie Journalen. Nu bærer siden præg af mine overvejelser og udregninger på garnforbrug m.v.

Det er jo i forbindelse med prøvestrikningerne bemærkelsesværdigt så forskelligt 2 garntyper opfører sig i forbindelse med filtning. De er begge 100% uld, hæklet på pind 4½ og inden filtningen med samme struktur. Jeg kan bedst li' den der efter filtingen har mindst hæklestruktur.

Glæder mig til at vise, hvor fine de er sammen med de skamler, vi har stående i stuen.

fredag den 27. januar 2012

Opsamling: børnebog

På et tidspunk fortalte jeg om, at jeg var ved at fabrikere en børnebog som barnedåbsgave. Indlægget kan du se her: tilbage på sporet. Jeg har nu fået anskaffet mig et kamera - det kan alt, jeg skal bare lige lære at bruge det ;-). Og nu kan jeg vise bogen frem!!

Endnu engang en varm tanke til min søster der har ladet mig bruge både hendes idé med at hækle kanter mm og ikke mindst hendes rigtig fine tegninger. Prøv lige at se hendes oprindelige design og idé.





Jeg har ikke ændret meget ved hendes arbejdsmetoder:
     *  læg tegninger ryg mod ryg
     *  laminere
     *  lave huller
     *  hækle
     *  samle
Jeg har dog fundet det lettest at hækle en hulrække i den side, der vender mod ryggen og afslutte samme side med en række picot'er. Derefter var det let at "hækle" bogen sammen og afslutte med en knyttet snoning over alle enderne; jeg slap for hæftningen og kvasten er rar at nulre i fingrene. Picot'erne giver i øvrigt også en rigtig dejlig nubret kant der garanteret også vil falde i små pilfingres smag.

Valg af farver er selvfølgelig noget dikteret af, at det er en bog til en pige. Og så skulle de selvfølgelig ikke være HELT ved siden af i forhold til tegningerne. Men en smule kant må der nu helt sikkert gerne være og rækkefølgen er tilfældig.

søndag den 8. januar 2012

Hæklet taske/etui til sæbe

En gang i mellem må man smide alle fornuftige gøremål i en rodebunke på gulvet og bare kaste sig over et uplanlagt, impusbaseret projekt!!

På badeværelset har jeg en velduftende sæbe til at ligge. I forbindelse med rengøringen blev jeg irriteret over skålen med sæbe og med inspiration fra andre blogger har jeg lavet en lille taske til at have hængende. Udgangspunktet er to oldemorsfirkanter (se evt. opskrift under "opskrifter"). Disse er efterfølgende blevet hæklet sammen og forsynet med en hank i lilla silkebånd.

Det er da blevet REN "mormor".

Rigtig hyggeligt og overskueligt nørkleri til en søndag eftermiddag. Og med rigtig gode muligheder for udvikling til f.eks. mobil-taske til at bære om halsen.

Jeg er selv helt vild med selve firkanten, som du kan se under "opskrifter".
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...