Viser opslag med etiketten stentøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stentøj. Vis alle opslag

torsdag den 20. juni 2019

NO-NONSENS til salg

Under fanen "BUTIKKEN" kan du finde lidt nyt til salg.

Det drejer sig om en flok NO-NONSENS lave fade (diameter 21-30 cm). Jeg er selv rigtig glad for at bruge dem til servering af f.eks. salater, men de er også rigtig fine som frugtskåle eller tilsvarende:
Lys stentøjsler med "guld"-glasur eller rød stentøjsler med blå glasur
De er lidt frække sammen - men jeg kan li' det

Mål og priser varierer en smule men det kan du se på "BUTIKKEN", hvor du også finder lidt flere billeder.

Det blå sæt kan selvfølgelig også stables.
På engelsk hedder det "nesting" - det lyder så hyggeligt.
Efterhånden er vores egne skabe og skuffer ved at være fyldte og jeg håber, at der fremadrettet kommer lidt mere til salg.

lørdag den 1. juni 2019

No-nonsens på vej ud i verden - og mere på vej

En gang i mellem overvejer jeg, om jeg ikke snart skulle gøre alvor af at få lavet noget keramik til salg. Men det er som om, der aldrig ender så meget på hylderne, at det bliver rigtig aktuelt.

Lige for tiden får jeg kun lige lavet nok til at få suppleret  til eget brug, til de gaver hvor jeg kan "slippe afsted" med keramik og til venner og bekendte, der ringer og spørger ,om jeg har noget på hylden, de kan hente til en gave.
Lige nu passer det niveau  mig så fint.
Jeg kan sagtens leve af mit 25 timers job som ingeniør og mine ManuVision-behandlinger supplerer det en smule. Men min keramik skal primært være for min egen skyld og det skal være sjovt!

Derfor passer det mig fint f.eks. sjældent at have bestillinger, der er præcise og skal afleveres til en fast dato. Jeg fik lavet (de fleste) af tallerkenerne til vores konfirmation, men det var også så målrettet, at jeg kunne mærke, at det som hovedregel er ikke sådan, jeg skal arbejde på værkstedet.

Krea-Teck og dermed keramik skal være et frirum og det skal være sjovt. 

Men samtidig er det jo sjovt at kunne sende noget ud i verden.

På det seneste er det en del "no-nonsens", der er sendt afsted:
 
D: 24 cm // h: 4,0 cm
D: 20 cm // h: 8,0 cm
Et par serveringskåle blev på opfordring en del af en fælles-gave til en gammel studiekammerat i forbindelse med en (forsinket) 50 års fødselsdag.

Et fad og to "brikker" er afhentet af en veninde til en anden 50 års fødselsdag.

 
 Samme veninde har spurgt efter gave til et guldbryllup.
"Bare et eller andet i samme stil".
Og DET er da sjovt at arbejde med en bestilling, der er så åben.

Så dagen er i dag brugt på værkstedet bl.a. med at dreje "no-nonsens" i forskellige store størrelser.

Nu har jeg desværre opbrugt mit stentøjsler - men jeg har en halv pakke rødt ler.
Måske no-nonsens også kunne være flot i denne kombination:

Det skal vist prøves i morgen.

- o - o -  O - O - o - o -

Efter en intensiv periode med forberedelse til konfirmation (herunder syning af kjole, renovering af køkken og fabrikation af tallerkener) og en masse festivitas med 3 yderlige konfirmationer og som sagt en 50 års fødselsdag, har jeg skulle bruge tid til at finde mig selv igen.
At jeg for år tilbage var nede med stress har sat sine spor og at jeg er introvert betyder, at selv hyggelige aftener og rigtig sjove fester "koster" i dage og uger efter.

Men nu kan jeg mærke mig selv igen.
Og hvor er det dog fantastisk at kunne genopdage sig selv som glad og fuld af overskud.
Endnu engang sender jeg en kærlig og taknemmelig tanke til ManuVision-uddannelsen som har vist mig vejen tilbage til at være i verdenen på denne måde.

tirsdag den 7. maj 2019

Her og nu........

Køkkenprojektet skrider godt frem og vi har nu igen et fuldt funktionsdygtigt rum.
Der mangler selvfølgelig et smule, men efter kommende indsats i aften må de sidste detaljer vente til efter søndag, hvor vi skal afholde konfirmation med hjemmelavet mad.

Konfirmationskjolen er også næsten færdig.
Den skal lige skylles op og der skal indkøbes et bredt fedt silkebånd til snører i ryggen.
Billeder kommer måske efter søndag.

Det, der til gengæld ikke skrider så godt frem, er mine tallerkener:

Hele stakken her revnede i større eller mindre grad i forbindelse med forglødningen og er lige til lossepladsen.
Ærgerligt, ærgerligt. 
Vi blive så nødt til at holde en anden større fest, for at jeg kan opfylde min drøm om at dække til mange mennesker med mit eget service.
Havde jeg på søndag manglet en eller to, havde jeg måske været endnu mere træt af det. Men det her er jo helt håbløst og jeg er nødt til bare at slippe drømmen her og nu og få borddækningen til konfirmationen styret i mål på en anden måde.

fredag den 22. marts 2019

Tallerken-projekt

Jeg har kastet mig over at dreje tallerkener. Jeg har en gammel drøm om at dække et STORT bord udelukkende med mine ting og den forestående konfirmation er en god anledning. Tøsepigen har sagt ok til at dække op med mors keramik og med nye glasurer har jeg ramt en farveskala, hun synes er fin. Heldigvis er vi enige om, at de ikke skal være ens:


Jeg har foreløbig 3 færdige, som jeg er rigtig god tilfreds med:
Denne her har Tøsepigen taget til sig
 som dekoration på værelset indtil konfirmationen

 Jeg tænker dem som en del af min "no-nonsens"-serie: keramik der først og fremmest på mest praktiske måde opfylder deres funktion. Der er således inden dekoration udover spillet i glasurene og det mest imponerende er deres store (måske lidt upraktiske) størrelse. Men størrelse skulle til; kæresten og jeg falder ALTID i svime over store imponerende tallerkener, når vi er ude og spise.

Og værksteddet bærer alle steder præg af mit projekt:

 I skrivende stund har jeg:
3 helt færdige
7 forglødet og klar til glasering (måske en brænding i weekenden)
5 færdige og til tørre på hylden
en forestående HELT weekend på værkstedet.

 Konfirmationen er i maj - mon ikke jeg når at få 30 færdige??
Og heldigvis forsvinder de jo ikke, hvis jeg ikke når det! Så må vi bare holde en anden større fest.


lørdag den 26. januar 2019

TILBUD i forbindelse med oprydning

En af mine drømme for 2019 er at falde mere "på plads" i de beslutninger ,jeg har taget om at indrette mit liv med en 60-30-30-kombination. Det skal som tidligere nævnt forstås på den måde, at mit arbejdsliv skal indrettes med:
60% ingeniør-arbejde
30 % ManuVision
30 % kreative arbejde - primært keramik

Den opmærksomme læser vil hurtigt bemærke, at det giver en arbejdsbelastning på 120%. Dette er blot et udtryk for, at aftener og weekend-dage tages i brug med samme prioritering som det regningsbetalende-ingeniør-job får. Specielt keramikken hælder til "hobby"-siden - men det er vigtigt for mig og skal prioriteres.

For at dette skal lykkes arbejder jeg på få gjort det hele lidt mere simpelt. Jeg fokuserer på uafsluttede projekter og er også gået i gang med at rydde op og ud.
Først efter jeg gik i gang, fandt jeg ud af, at oprydning nærmest er blevet en "bevægelse", som er ledt af en lille, smilende, spinkel, japansk kvinde - Marie Kondo. Det er vist mig i en nøddeskal - jeg finder først ud af, hvad der er det nye sort, når alle andre er videre.
MEN i denne forbindelse er jeg nået til værksteds-hylderne og på min nye side BUTIKKEN finder du derfor lige nu noget af min keramik til oprydningspriser.

Her lige et par oversigter, men på BUTIKKEN kan du selvfølgelig se alle tingene på større billeder:


lørdag den 15. september 2018

Hønen eller ægget.....

Hvis jeg skal mærke HELT ind til, hvad jeg synes, der er sjovt eller spændende at lave af keramik, er der ingen tvivl om, at det er en vekselvirkning mellem arbejdet ved drejeskiven og dekorationen efterfølgende. Jeg laver også ting UDEN dekoration, men MEST fordi den dekoration, jeg laver, er så langsommeligt og en lille del af mig håber en dag at kunne begynde at sælge af mine ting. Så med fremtidig salg for øje arbejder jeg også på ting, der ikke er så tidskrævende.
Med der er ingen tvivl om, hvad jeg synes er sjovt:
Lille udpuk af det jeg har lavet de sidste 5-6 år
En overgang syntes jeg at det var lidt idé-forladt at bruge det sammen mønster igen og igen, men en sød kvinde kaldte det mit "signatur"-mønster og det er jo lige præcis dét det er.

For et par dage side fik jeg en gammel skål i hånden:
Fra et projekt med højtbrændt lertøj med reduktion
Den er fra tiden, hvor jeg gik på daghøjskolen Clayart og bunden afslører, at vi er tilbage i år 2000. Den gang overvejede jeg at gå i gang med en uddannelse som keramiker, men læreren keramiker Keld Slot, som jeg havde i netop den periode, hvor skålen her blev lavet, gav mig rådet: "Du skal KUN blive kunstner/kunsthåndværker, hvis du absolut ikke kan lade være! Kan du holde det på hobby-plan og være glad for det, så gør det!" Jeg fulgte hans råd i mange år, men det har jo flyttet sig en smule siden og er blevet til en mere seriøs hobby.


Og i dag mens jeg klarede den sidste rengøring af en krukke, der skal afleveres som gave:
Krukke med sorte blomster og frække pletter
H = 22cm, D = 17cm

kom jeg til at tænke på Keld igen. Pludselig slog det mig at allerede MENS jeg gik på Clayart - altså for 18 år siden - lod Keld en bemærkning falde om, at min force inden for keramik måske er emner dækkede af mønstre. 
Og så er det jeg kom til at undre mig over om Keld så noget der allerede var under udvikling eller om min keramik har udviklet sig på denne måde p.g.a. Kelds udtalelse. 
Ægget eller hønen.......? 


Det er pudsigt at tænke på men i bund og grund ligegyldigt. Det vigtige er, at jeg har det sjovt med det jeg laver; evt. salg må i denne forbindelse komme i anden række....


I øvrigt lever Keld lever i dag af at være havearkitekt. 



Og jeg er super glad for mit valg om at sammensætte mit arbejds-/hobby-liv som en "60% ingeniør - 30% ManuVision-terapeut - 30% pottemager"-løsning . :-)

lørdag den 7. april 2018

Blå no-nonsens

Det er ikke altid helt let at tage billeder, når den firbenede ven er nysgerrig:
Strindberg er ikke helt tilfreds med at skulle holde sig på sidelinjen
Der har været gang i ovnen og en bestilling på kopper med tekst og uden hank er klar til afsendelse:

Når jeg arbejder kreativt, er fordybelsen det vigtige for mig personligt. Det betyder, at jeg ofte laver ting, der tager rigtig, rigtig lang tid og kræver mange håndteringer. F.eks. ting med "signatur"-mønster.
Med disse "no-nonsens" forsøger jeg at optimere processerne og holde tingene på et funktions-  og fabrikationsmæssigt højt niveau. Det betyder at de enkelte ting skal fungere godt i hverdagen, men også at de optimeres i forhold til frembringelsen.
Kopperne her har i bunden en lille fod - fordi det giver en god stabilitet, når koppen bliver sat på bordet. Samtidig giver foden et godt greb, når kopperne dyppes i glasuren og derved får jeg lettere en pæn kant mellem det glaserede og uglaserede. Dét er for mig "no-nonsens"!

Karakteristik indvendig kant med farvespil i glasuren


I samme ovnfuld havde jeg lavet kopper til os selv. Kæresten er super støttende i forhold til mine forskellige projekter (både kreativt og i forbindelse med ManuVision), men det er endnu ikke lykkes for mig at lave en kop, han gider drikke af. Han er derfor den ultimative testperson.

Denne gang er det lykkes og jeg har ryddet ud i skabet, så vi nu kun har kopper (mine kopper) som passer sammen:

Og det ER da hyggelig at nyde en te- og kaffepause - her i påsken - af eget service.

fredag den 16. marts 2018

Detaljer

Over julen lavede jeg de første kopper med hank i mange år. Da kopperne er i dagligt brug på min regningsbetalende arbejdsplads, har jeg haft rig mulighed for at undersøge, om mine "nye" hanke fungerer. Og jeg kan blot konstatere, at jeg er tilfreds - YDERST tilfreds:
Hankens lodrette let svungne form passer perfekt til tommelfingeren.

Det er tydligt at hanken er påsat og det tryk den har fået ved begge vedhæftninger fungerer rigtig fint med formen.
 
Det er HELT SIKKERT sådan her hankene skal være på de kopper, der står og venter på værkstedet.
Og lige om lidt går jeg forhåbentlig i gang.
 
Men først skal skorstensfejeren komme forbi.
For år tilbage installerede vi en lille ny brændeovn på 1. sal. Men i forbindelse med indretning af værelser til ungerne blev rummet for småt og brændeovnen blev demonteret igen.
Nu er drømmen, at den skal monteres på det kommende værksted. Jeg skal bare have afklaret med skorstensfejeren, om det overhovedet er muligt og hvordan skorstenen skal være. Værkstedet ligger i en tilbygning til huset og taget er fladt. Skal skorstenen helt over taget på selve huset, bliver det for voldsomt både arkitektonisk og økonomisk og jeg må finde en anden opvarmningsmetode.
Jeg krydser fingre og håber, han snart dukker op.
Både fordi jeg er spændt på, hvad han siger til planen for brændeovnen og fordi jeg glæder mig til at komme i gang på værkstedet.


onsdag den 28. februar 2018

no-nonsens til eget brug

Når jeg laver keramik til os selv er det meget tydelig om tingene fungerer.
Først og fremmest skal jeg have lyst til at sætte dem ind i skabene og så skal der selvfølgelig være nogen der har lyst til at tage dem ud og bruge dem.
 
Det sidste stykke tid har jeg tjekket "no-nonsens"-konceptet ved at lave nogle få ting til mig selv. Så kan jeg tjekke, om andre end jeg tager dem i brug og jeg får undersøgt, hvordan tingene virker i ovn, mikroovn, opvaskemaskine mm.
 
Og jeg indrømmer gerne: jeg er indtil nu svært tilfreds med "no-nonsens"!
Og det ser ud som om, hele familie har taget de nye skåle til sig - de er i alt fald altid enten i brug eller venter på, at opvaskemaskinen bliver sat i gang igen.

Mellem * d/h ~15/6 cm * til morgenmad/pasta/suppe/servering

Lille flad * d/h ~13/4 cm * til desert/chokolade/oliven/tilbehør
De sidste måneder har jeg arbejdet fuld tid i et nyopstartet firma. Når man starter helt fra bunden af er der en masse der lige skal på plads - alt det man tager for givet på en etableret og evt. større arbejdsplads. Meget af dette har jeg taget hånd om og nu hvor vi faktisk er oppe og kører bliver min arbejdstid igen 25 timer om ugen.
Hvor bliver det skønt at komme ned i tid og igen få gang i værkstedet :-)
Jeg kan i alt fald roligt lave masser af no-nonsens-skåle til familiens eget brug.
 
 


tirsdag den 30. januar 2018

Mere "no-nonsens"

Efter en ganske kort periode som arbejdsløs og fristillet startede jeg i nyt job i forbindelse med årsskiftet.
To tidligere kollegaer og chefer har startet eget firma og da jeg blev spurgt, om det var noget for mig at være en del af, havde jeg ikke brug for at tænke over det. Jeg har arbejdet tæt sammen med de to de sidste 10 år og vi kender hinanden bedre end de fleste kollegaer. De har set mig gå ned med stress og komme på fode igen og kender mig godt nok til at vide, hvor meget og lidt jeg kan holde til.
 
Derfor var situationen lidt speciel, da vi startede i det nye firma allerførst det nye år.
Sommetider er der en buket blomster til den nyansatte - jeg medbragte en gave til ejerne af det nye firma men til glæde for os alle:

 
 
Fordelen for mig er, at jeg virkelig kan få prøvet designet af og få øje på de små detaljer.
I den blå glasur danner der sig f.eks. en helt fantastisk indvendig kant:

Og fanger jeg lyset rigtig, når koppen er tømt, kan jeg næsten svømme væk i farvespillet her:

Og så er det jo bare dejligt at kunne konstatere, at kopperne har en helt perfekt størrelse for mig og at hanken er blød og lækker at holde ved.
 
Jeg har i øvrigt undgået hanke i mange år.
Jeg synes, de er besværlige både at lave og at sætte på. Men her har jeg fundet en løsning, hvor jeg skærer hanken af udrullet ler, glatter kanterne og sætter dem på, så det er tydligt påsatte hanke. DET fungerer for mig og passer fint ind i no-nonsens-tanken - selvfølgelig skal arbejdsprocessen være synlig! Jeg er virkelig tilfredse og kommer i 2018 til at lave MASSER af kopper både med//uden hank og med//uden skrift.
 
 

fredag den 27. oktober 2017

no-nonsens - fødselsdagsgaven

I morgen har min pap-søn fødselsdag.
Han er en ung mand i starten af 20-erne og har meldt ud, at han ønsker sig keramik i fødselsdagsgave. Og det skal han selvfølgelig ha'!!

no-nonsens//skiffergrå
Og selvfølgelig i den glasur han på forhånd havde udset sig.
Åh hvor jeg krydsede fingre, både da jeg pakkede og da jeg åbnede ovnen.
Men jeg er fuld tilfreds og glæder mig til at aflevere gaven.
Egentlig skulle der have være 6 spiseskåle. Men han inviterede sig selv til aftensmad, den dag jeg havde tænkt, jeg skulle dreje de sidste. Og vi endte med at sidde og snakke i flere timer bare os to, så han fik så noget andet i stedet for de sidste to skåle.

SERVERINGSSKÅL. d: ¨26cm - h: ¨8 cm

SPISESKÅLE. d: ¨16 cm - h: ¨5,5 cm

SMÅ SERVERINGSSKÅLE. d: ¨11 cm - h: ¨2,5 cm

Jeg arbejder her med en ler, der er tilsat lava, som under brændingen træder igennem glasuren - her som mørke "reduktionspletter". Lavaen er ikke synlig før under glasurbrændingen og er med til at give glasuren ekstra dybde og liv.
Denne glasurs farve og udseende er meget afhængig af tykkelsen, den bliver lagt på i. Jeg glaserer med lidt løs hånd og derfor varierer skålene i farve og i udtryk.

Jeg er uddannet ingeniør og arbejder som sådan i mit "regningsbetalende arbejde". Det ligger derfor naturligt for mig at bruge linealer, arbejde præcist og regne med flere decimaler efter kommaet.
Når jeg kigger på keramik lavet af andre, er jeg vild med at kunne se, at tingene er håndlavet og derfor aldrig HELT ens. For nogle er det måske naturligt at arbejde sådan - det er ikke naturligt for mig!!

Når jeg arbejde med keramik, forsøger jeg derfor at "spænde ben" for mig selv. Jeg vejer leret til de enkelte skåle men har forbudt mig selv at måle undervejs, når jeg arbejder på drejeskiven. Derved sikre jeg mig en ensartethed i størrelse men også den varians, jeg godt kan li'.
Samtidig giver lavaen og glasuren her mig noget modspild og jeg ved aldrig HELT hvordan brændingen kommer ud.
(præcis som når jeg arbejder med RAKU)

Næsten metallisk kant mellem bund og side i SERVERINGSSKÅL. 

Rødlig stribe i bund af SPISESKÅL

Mere blålig bund og metallisk kant i SPISESKÅL

Weekenden står nu på fødselsdag og en smule arbejder på mit kommende værksted:
Væggene er blevet vandskuret, men vi skal lige have styr på noget regnvand ved den bagerste mur, inden vi støber gulv.

Men forhåbentlig bliver det også tid til tid ved drejeskiven:
Meget gerne sammen med katten :-)

God weekend.
Jeg håber, den bliver fyldt med præcist det, du skal bruge for at blive klar til mandag igen.




onsdag den 25. oktober 2017

No-nonsens test-skåle

Jeg har været i tænkeboks.......

Jeg har som udgangspunkt for min tanke om en "miks og match"-serie haft lyst til en praktisk linie af tallerkner og skåle. Men dem jeg havde tænkt mig frem til fungerer ikke rigtigt.
Det er fine skåle og jeg nyder at bruge dem - de kommer bare aldrig RIGTIGT ind i mit køkken.

Så jeg gik i tænkeboks og fandt frem til følgende kriterier for NO-NONSENS:
Maksimalt indhold i skåle
Minimal optagelse af plads i skabe.
Skal kunne "stå alene" men være simpel nok til at kunne kombineres med andre forme.

Og i dag har jeg så tømt ovnen med de første test:

3 NO-NONSENS skåle i de tre glasurer jeg gerne vil arbejde videre med.


Hver glasur er lagt på i to tykkelser og kanterne er dels helt rene, dels rillede.

Og jeg er glad - rigtig glad!!
Dem her har jeg lyst til at arbejde videre med!!!

Der kom lidt flere ud af ovnen - men de er til en gave, så dem må I se senere.
Men dem er jeg også RIGTIG GLAD for.
Og til forskel fra de skåle, der stadig står på hylden ved mit skrivebord kommer NO-NONSENS helt sikkert ind i mine køkkenskabe.

Så jeg er tilbage med en idé om, hvad jeg gerne vil arbejde med og med masseer af lyst til rigtig at gå i gang.
Åh det føles godt :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...