52½ års fødselsdag - RAKU-kopper

Jeg har i weekenden fejret min 52½ års fødselsdag sammen med en flok veninder. Jeg har tidligere fortalt lidt om planlægningen - det kan du læse HER.

Jeg havde valgt at invitere dem til at snuse til min verden og det meste af tiden brugte vi på værkstedet. Det var som altid super hyggeligt og det var sjovt at introducere dem til den keramik, som optager MIG så meget. Og inden de kørte hjem søndag var alle enige om, at kaffe smager rigtig godt af egne kopper - også selvom der er en smule bismag af røg:

Inden vi sagde farvel drak vi alle kaffe af egne kopper

Programmet var tæt hele weekenden, men vi lagde lidt forsigt ud med at modellerede RAKU-kopper fredag aften. Vi pressede processen en smule og søndag middag var vi klar til at tænde op i RAKU-tønden. De har alle hørt mig fortælle og forklare om RAKU-brændinger, men det kan jo være svært at forestille sig, at man smider ting i en gammel foret olietønde, varme op med ukrudtsbrænderen og tager det op, når det er rødglødende for at smide det i en spand med savsmuld.

Efter reduktion i savsmuld tages RAKU'en op, mens det stadig er brændvarmt:

Spændingen var stor, men ved første brænding blev der holdt lidt afstand

Og efter en hurtig afkøling kan man holde ved tingene og begynde at ane resultatet:

Glæden over den første kop der dukker op

Kopperne beundres inden afvaskning

Det kan godt gøre lidt ondt at skure sine fine ting med ståluld......

Kobber-effekten var populær

Jeg var på forhånd noget spændt på, hvor meget der ville klare hele processen. Men alle kopper kom hele vejen igennem og jeg er en vildt imponeret over resultaterne.

Der var et par stykker som i formning i folkeskolen havde haft fingrene i ler - men ellers havde de ingen erfaring. Heldigvis har alle givet udtryk for at det var en god weekend og at det måske kunne være sjovt at gentage en anden gang.

Og mig?? Jeg havde den skønneste weekend men indrømmer gerne, at jeg var noget brugt søndag aften. Der er normalt  ikke meget skødekat over katte Strindberg, men det virkede til, at han også nød stilheden, da alle var taget hjem og jeg faldt ned i sofaen:

Aflysning......

Jeg har tidligere lagt datoer op for drop-ind-værksted. 

Næste og sidste gang var planlagt til på torsdag, men "desværre" er jeg nødt til at aflyse.

Heldigvis er grunden udelukkende af den gode slags: sammen med en flok tidligere studiekammerater pakker jeg kufferten og drager til Dublin for at fejre en 50 års fødselsdag. Én af vores venner blev efter studiet gift med en skøn irsk kvinde og det blev i Irland de (desværre) slog sig ned. Vi har holdt vores 25 års jubilæum som ingeniører, så at vi er 14 der lige smutter en weekend til fødselsdag, synes jeg egentlig er meget fint.

Og jeg glæder mig.

Både til at være sammen med de gamle venner og til at have en weekend hvor jeg kan være 

"Henriette -20 år - ingen forpligtigelse" :-)

Desuden er hans kone kendt irsk keramiker og jeg håber, jeg har fået hende overtalt til, at vi skal se hendes værksted eller nogle af hendes arbejder i Dublin; hun laver bl.a. de flotteste mosaikker. 

Prøv lige at klikke dig videre til Laura O'Hagan her

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

Det er vist ved at være lidt lang tid siden, jeg har vist katten frem??

Han kom faktisk lige og hilste på, mens jeg sidder her ved skrivebordet. Det sker ikke så tit - han er helt sin egen og jeg ser mest til ham, når han kommer og aflevere mus (levende og døde) om natten. 

Men vi fik lige et sjældent stille øjeblik sammen:

Måske fordi han havde fået en splint i næsen og det trods alt var rart, at jeg med pincetten lige kunne hjælpe med det.

Nu er han gået igen og har lagt sig på den øverste hylde over skrivebordet, hvor jeg ikke kan nå ham ;-)

Fremdrift på værkstedet...

Det bliver ikke til ret meget kreativt for tiden. Al min tid og opmærksomhed går stort set på at komme så langt som muligt med det kommende værksted.

Opsummeringen er at så langt (og lidt længere) er vi nået i dag:

Det har krævet masser af morgenkaffe og Pipi-attitude: "Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt"

Og noget fyraftensrødvin med status på dagens og morgendagens to-do-lister er det også blevet til:

Uden mange ord lidt billeder fra processen:

Ikke alt er blevet gjort i den mest hensigsmæsige rækkefølge. Vi pillede vinduet ud, lagde det nye tag midt i den gamle vinduesåbning og først derefter murede vi op og pudsende væggen - dét vil jeg nok gøre anderledes en anden gang:

Min søde pap-søn mistede for kort siden sin mormor og da hans mor desværre heller ikke er her længere, var han den eneste til at arve.
Skabet her fra mormors lejlighed forelskede jeg mig FULDSTÆNDIGT i og da han ikke kunne få det forventede for det ved et salg, fik jeg det i gave til værksteddet.
Behøver jeg sige, at det er HELT fantastisk og jeg er SUPER GLAD for det?

  Med min keramik på bordpladen og Strindberg på toppen har skabet fundet sin HELT naturlige plads i værksteddet - bedre bliver det ikke!!

Jeg indrømmer gerne: det er et stort arbejde at lave det hele selv!
Og det er ikke sikkert jeg igen vil kaste mig over SÅ stort et projekt uden professionel hjælp.

Men de mange seje træk......

.....bliver helt sikkert det hele værd

Og nu glæder jeg mig bare til snart at kunne indvie værkstedet til det, der faktisk er vigtigt:

RAKU på vej. Planen er sorte, rå "blomster", røde pletter og den karakteristiske hvide glasur med krakeleringer

Og forhåbentlig kommer bloggen igen til at blive mere aktiv med MASSER af arbejder fra værksteddet.

Blå no-nonsens

Det er ikke altid helt let at tage billeder, når den firbenede ven er nysgerrig:

Strindberg er ikke helt tilfreds med at skulle holde sig på sidelinjen

Der har været gang i ovnen og en bestilling på kopper med tekst og uden hank er klar til afsendelse:

Når jeg arbejder kreativt, er fordybelsen det vigtige for mig personligt. Det betyder, at jeg ofte laver ting, der tager rigtig, rigtig lang tid og kræver mange håndteringer. F.eks. ting med "signatur"-mønster.

Med disse "no-nonsens" forsøger jeg at optimere processerne og holde tingene på et funktions-  og fabrikationsmæssigt højt niveau. Det betyder at de enkelte ting skal fungere godt i hverdagen, men også at de optimeres i forhold til frembringelsen.
Kopperne her har i bunden en lille fod - fordi det giver en god stabilitet, når koppen bliver sat på bordet. Samtidig giver foden et godt greb, når kopperne dyppes i glasuren og derved får jeg lettere en pæn kant mellem det glaserede og uglaserede. Dét er for mig "no-nonsens"!

Karakteristik indvendig kant med farvespil i glasuren

I samme ovnfuld havde jeg lavet kopper til os selv. Kæresten er super støttende i forhold til mine forskellige projekter (både kreativt og i forbindelse med ManuVision), men det er endnu ikke lykkes for mig at lave en kop, han gider drikke af. Han er derfor den ultimative testperson.

Denne gang er det lykkes og jeg har ryddet ud i skabet, så vi nu kun har kopper (mine kopper) som passer sammen:

Og det ER da hyggelig at nyde en te- og kaffepause - her i påsken - af eget service.

Marts i billeder

Et lille kig på den forgange måned med nogle af billederne fra IG.

Marts har har jeg bl.a. brugt på fremstilling af en masse kopper:

Nu er de alle glaseret, voks er pillet ud af bogstaverne og ovnen er pakket. I vores gamle hus skal tingene planlægges lidt. Jeg kan ikke brænde keramik mens vi bruger komfuret - så ryger sikringerne. Så jeg må vente med at tænde keramikovnen til vi er færdige med aftensmaden.

 Marts blev også måneden hvor Bergman-puden blev HELT færdig. Måske mest fordi jeg havde lyst til at starte et nyt broderiprojekt og jeg har selverkendelse nok til at vide, at Bergman ALDRIG ville blive færdig, hvis jeg var gået i gang med noget nyt (og derfor mere spændende).  Denne gang arbejder jeg med farver, masser af farver og geometriske mønstre. Hold da op det går hurtigt i forhold til de grå nuancer efter præcist oplæg.

Desværre har marts jo ikke budt på forår. Måske er det derfor, naturkatten foretrækker at sove på orden i urtepotten fremfor under et træ i det fri. 

Men i dag er vejret skønt her i Århus. Måske kan man endda finde et sted med læ for nydelse af en enkelt kop kaffe. Og skal vi så ikke håbe, det er startskuddet på forår??

Hjemme igen :-)

Det siges at i modstand ligger muligheden for udvikling. 

Og det kinesiske tegn for "krise" er todelt, så det indeholder både "fare" og "mulighed". 

I weekenden hvor jeg var fuldstændig ødelagt over kattens forsvinden, havde jeg haft RIG mulighed for at forsøge at finde ud af, hvorfor jeg bliver SÅ helt ude af proportioner ked af det (bl.a. ved afsked).

Natten efter søndag kom Strindberg af sig selv pludselig hjem ❤️❤️❤️ 

Lige nu har jeg selverkendelse nok til de næste måneder - der er ikke nogen, der behøver sende flere "kriser" min vej foreløbig.

Efterlysning......

Jeg tror måske jeg bliver nødt til at høre "Strikke-sangen" i aften!!

Mit regningsbetalende job er p.t. temmelig usikkert og bedst som jeg troede, vi var ved at komme på rette kurs, viser det sig at bølgegangen måske alligevel er for høj, til vi kan navigere i farvandet. Samtidig er der så mange ændringer på vej at jeg på et tidspunkt seriøst bliver nødt til at (gen-)overveje min plads på båden.

Meget, meget mærkelig situation at stå i når jeg nu er klar over, at nogen har talt med store ord for, at jeg var en del af firmaet fremadrettet. Men der må også være en grænse for loyalitet. 

Oven i det er katten gået hjemmefra.

Forhåbentlig er han kun på springtur, men det er HELT usædvanligt, at vi ikke har set ham i 1½ døgn og vi er LANGT forbi det tidspunkt, jeg blev urolig.

Vi havde kat, da jeg var barn og jeg har også siden boet i hus med kat, så min fornuft ved godt, at han sandsynligvis kommer hjem.

Men der er bare et eller andet, der siger mig, at vi ikke ser ham igen. Forhåbentlig er det humøret generelt, der snakker negativt med.

Under alle omstændigheder er hele dagen gået med den kat, der ikke er her:

Jeg går en tur igen senere for at kalde på ham og i morgen må jeg rundt til naboerne. 

Lige nu vil jeg tænde for brændeovnene, snuppe et glas rødvin (dem får jeg drukket nogle af for tiden......) og nyde, at der er en anden, der har taget ansvaret for dagens aftensmad.

Lige nu hviler vi bare ud......

Bedst som vi tror ,vi er på rette vej eller endda har fundet vores rette hylde, slår livet ofte et slag med halen og vi skal igen prøve at finde en balance i det hele.

For mig er det lige nu en erklæret konkurs og virksomhedsovertagelse, der stikker en pind i hjulet.

Jeg har været RIGTIG glad for at komme (endnu længere) ned i tid og jeg var også ved at få styr på mine 3 arbejdesdage på regningsbetalende job, mit arbejde med ManuVision (kropsterapi) og mine kreative arbejder. 

Men lige nu kræver det regningsbetalende job lidt mere - både i tid og i tanker.

Jeg hænger stadig på og min aftale fortsætter (i alt fald foreløbigt), men selvfølgelig er der en masse ting, der lige nu kræver noget ekstra for at firmaet i det nye format får forfæste og at vi får sikret os en fremtid.

Derfor har det været lidt sparsomt med indlæg. 

Men lidt kreativt er det dog blevet til.

Én weekend tog jeg "fri" til at lege med cykelslanger. Det er jo billige materialer som man ofte kan hente gratis hos den lokale cykelsmed. Og suppleret med spænder mm jeg i tidens løb har klippet af kasserede tasker, var der noget at lege med.

Jeg havde ingen egentlig plan eller mønster da jeg gik i gang; blot en idé som jeg måtte revidere som arbejdet skred frem. Tasken er ~25*40 cm og har en rigtig fin størrelse for mig.

Der er lidt skønhedsfejl og mangler. F.eks. vil jeg en anden gang sørge for at sætte foer i.

Men selve tasken fungere godt.

Dette blev afprøvet på den tur til New York som kæresten, ungerne og jeg netop er kommet hjem fra. I forhold til mit arbejde var det ikke det mest optimale tidspunkt at rejse på, men det var jo ikke let at vide, da vi planlagde.

Vi kom hjem i går aftes og var i skole og på arbejde i dag.

Så her i aften hviler vi bare ud.

Katten blev sendt i pension, mens vi var væk. Jeg nåede at hente ham i går aftes og han har været noget urolig både i går aftes og hele natten. Men nu er han også landet og nyder livet foran brændeovnen.

Han er stadig ikke HELT sig selv, men jeg nyder, at han er en smule mere kælen og mere opsøgende end normalt.

Alt i alt bliver således heller ikke til så meget keramik, som jeg gerne ville.

Jeg har en hel stak færdige skåle stående på skrivebordet. Men jeg har ikke rigtig nået kigget på dem endnu. 

Derfor bare en lille teaser:

Tanken var, at jeg ville lave skåle til at kunne deltage i et marked her op til jul. 

Men måske ombestemmer jeg mig......

Så sjovt synes jeg faktisk ikke, det er at lave små ens skåle....

Men måske skal de bare kombineres med større unika skåle og vaser????

Tænke, tænke, tænke.