Viser opslag med etiketten beklædning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten beklædning. Vis alle opslag

lørdag den 22. februar 2014

"Outside in" eller "inside out"??

Lige et hurtigt billede af min dobbelt-strikkede trøje der ENDELIG er blevet færdig.


Trøjen er strikket i to lag så den er ret-strikket på begge sider.
Den er blevet en smule stor, specielt den øverste halvdel af ærmerne. Men det var nu sådan de så ud, der for godt 12 år siden da jeg gik igang. Jeg har overvejet at sy ærmerne ind og klippe dem af. Men da jeg ikke som sådan har nogen vrangside, er der ikke noget sted at "gemme" syningen. Så trøjen bliver som den er.

Den er stikket i ren uld, tung som et ondt år men FANTASTISK dejlig varm!!

Ja, ja - fotogen er jeg ikke. Og slet ikke når jeg samtidig forsøger at forklare kæresten, hvordan han betjener kameraet!!


Jeg er selvfølgelig allerede blevet restløs af ikke at have et stikketøj i gang. Så jeg er (i mangle af bedre) gået igang med en brødkurv i vendestrik:


Den skal selvfølgelig valkes og er det ikke nok, må jeg stive den også.

Og mens jeg stikker her sidder jeg og GLÆDER mig til at modtage en stor pose garn, jeg har bestilt på udsalg. Ikke fordi jeg helt ved, hvad jeg skal bruge det til. Men fordi jeg blev fristet LANGT over evne :-)

torsdag den 13. februar 2014

Værkstedsdag uge 6 - og vinterferie-strik

Værkstedsdagen i uge 6 og den første halvdel af vinterferien er gået med færdiggørelse af keramik, der stod rund omkring på hylderne.

Der er blevet regnet og tegnet på nye mønstre, lavet skabeloner og optegnet på keramiske emner.
Der er malet med træk-af-voks, påført underglasur og trukket voks af igen.

Og i morges stod jeg op for at gå i gang med at glasere blandt andet den stak her:

Lad mig sige med det samme: jeg kan ikke fordrage at glasere. Det fanger mig ikke og der er så meget, der kan gå galt i denne næstsidste proces og spolere det hele.

I dag har jeg yderlig lært følgende:
- aldrig glasere på tom mave eller under tidspres. Og aldrig ALDRIG under en kombination af de to!
- efter påføring af underglasur skal der forglødes en ekstra gang inden glasering! 
- jeg er nødt til at skaffe mig mulighed for at sprøjte- eller dyppeglasere for at opnå et tilfredsstillende resultater!!

Nå, nu er et hele klaret og sat til tørre i både keramik- og almindelig ovn og kan om et par timer afleveres på Huset i Århus, hvor jeg har leget mig en ovn til en stentøjsbrænding. 
Hold da op hvor jeg glæder mig til at se tingene igen på den anden side.

- O - O - O - O - O -

Her i ferien har jeg også igen kaste mig over et andet projekt.

Et gammelt strikketøj er fundet frem og nu SKAL det altså færdiggøres!!
For mere end 12 år siden gik jeg i gang med en dobbelt stikket trøje. Der har været mange masker på pindene siden men NU skal den være færdig. INDEN jeg starte på arbejde igen på mandag.

13 pinde mangler jeg og så lige sammensyningen. Det må da kunne lade sig gøre selv om der også skal være tid til at hygge med familien!!

mandag den 1. juli 2013

Kjolen i vendestrik er nu i brug

På et tidspunkt fik jeg lyst til at eksprimentere lidt med vendestrik. Ude opskrift kastede jeg mig ud i det og efter et par forsøg lykkedes det mig at få lavet et mønster til en nederdel. Toppen blev dog aldrig rigig god og kjolen har ligget ubrugt i skabet.

Nu er en del at toppen pillet op og jeg har lavet en ny. Det hjalp på brugsværdien!!

Her kjolen i fuld sving:
 


Halsen er blevet lidt vel stor, men længden er, så den forhåbentlig passer det næste år eller to.
Man kan godt lige ane, hvor jeg har pillet op til, men jeg regner med (håber på) det udjævner sig i forbindelse med vask.

Princippet for hals og stopper er næsten en gammel kending.

Tøsen er klar - nu mangler vi bare noget varme.

søndag den 14. april 2013

Reste-vest med oldemorsfirkanter

Her mens jeg er kravlet op af jordfaldhullet, er det ikke blevet til så meget kreativt arbejde. Der har været så meget andet, der har optaget mig og krævet min energi.

Men lidt er dog blevet til - f.eks. denne lille vest til datteren. 



Den er hæklet i alpaca-garnet fra min vævestrikkede kjole, men der måtte dog lige suppleres op et par gange. Garnet er lagt dobbelt og der er brugt hæklepind 4½.
Opskriften på frikanterne kan du finde en henvisning til her.

Da det ser ud til at vesten har ramt piges smag, håber jeg, hun kommer til at bruge en over et par bare, kolde skuldre her i foråret - som forhåbentlig venter lige henne om hjørnet.

fredag den 29. marts 2013

Kom an forår og varme!!

Jeg har (ENDELIG) fået færdiggjort et strikkeprojekt, der har ligget snart meget længe og været næsten færdigt.


En sommertop stikket i ren silke fra Netto.

Der er slået op med to farver, hvilket giver en fin lille farvet kontrast til de klokker, der danner den nederste kant.
Selve toppen er strikket i brede striber af 3 vrang, 1 ret.
Afslutningerne øverst er baltiske fletninger. Over skuldrene er blot slået masker op og så er der strikket rundt over henholdsvis haludskæringer og ærmegab. Når de to fletninger ligger helt tæt, giver det næsten fornemmelse af én bred fletning, der deler sig i to.
Dén detalje er jeg selv rigtig godt tilfreds med.


Jeg har tidligere sagt det og det gælder stadig:
JEG ER VILD MED BALTISK FLETNING.
Anvisningen har jeg fundet via Fru Madsen.

Og nu toppen er færdig, kan det ventede forår og varmen bare komme an - vi trænger efterhånden ;-)

fredag den 8. februar 2013

Filtede hjemmesko - favoritten

Jeg har efterhånden strikket en del filtede hjemmesko og er vist ved at være færdig med at forsøge mig med nye strikkemetoder.

Jeg har dog lige lagt den sidste anvisning ind på siden "filtede hjemmesko". Dette er min absolutte favorit og det blive vist mest den, jeg kommer til at bruge fremadrettet.


Som altid reguleres størrelse blot ved at ændre maskeantallet - så giver resten sig selv.

Jeg synes at det er sjovt at lege med striberne men selvfølgelig kan hjemmeskoene også strikkes i ensfarvet. "Teaterfutterne" er som udgangspunkt strikket efter Favoritten. Blot er den sidste firkant ensfarvet med indstikkede og broderede blomster.

fredag den 11. januar 2013

Det blev en ommer.......

men heldigvis var der en anden der kunne bruge "ommeren".


  For en uge siden manglede jeg et lille hurtigt projekt - sådan et jeg lige kunne starte fredag eftermiddag og være færdig med inden sengetid. Samtidig mangler jeg en hue til en kommende skitur. I mit hoved blev det  til to fluer med et smæk og kort tid efter, var jeg i gang med at købe garn.

Der blev hurtigt slået op, men trods utallige strikkeprøver og trevlen op efter at være startet, blev huen IKKE i min størrelse. Og færdig til sengetid blev den da slet ikke. Men som det ses var der en anden, der blev rigtig glad for den, da den endelig var færdig!!


Nu er jeg i gang igen.

Jeg fortsætter med samme strikketeknik: to-farvet, forskudt helpatent.
Det giver en tæt og meget elastisk strik, der ydermere har de to fordele, at der kun stikkes med en farve garn pr. pind samt at huen kan vendes efter humør. Jeg strikker med sort og et kulørt chancerende garn og de to garner dominerer hver deres side.


Teknikken blev selvfølgelig fundet i min ynglings strikke-/hæklebog: Politikens Strikke- & hæklebog af Vivian Høxbro. Efter at have strikket i ca. 40 år købte jeg min første strikkebog og jeg synes, den er GENIAL. Der er ingen egentlige opskrifter (bortset fra på sokker) men masser af anvisninger på forskellige teknikker. Jeg kan kun anbefale bogen, som på et tidspunkt kostede sølle 40,- i Netto. Jeg købte en håndfuld som ligger og skal bruges som gaver når det helt rigtige tidspunkt er der.

Jeg var ikke tilfreds med sammensyningen på ommeren, så selvfølgelig har jeg også forsøgt mig med magic loop. Jeg er ikke imponeret. Jeg synes, der går ALT for meget tid med at flytte masker rundt på pinden og jeg ville straks hoppe over på strømpepinde, hvis de fandtes i rigtigt nr. i mine gemmer. Det gør de ikke, så jeg forsætter stædigt med min hue på magic loop og overvejer om der skal mere tilbehør til i samme stil. F.eks. en halsvarmer-ting inspireret af Fru Madsens Inspira

onsdag den 21. november 2012

Teater-futter med tulipaner

Jeg har netop færdiggjort en mindre mellemopgave:
Hjemmelavede hjemmesko med "broderede" tulipaner.

Opgaven var for kæresten, som er i gang med at opsætte den afsluttende forestilling med eleverne på højskolen. Hjemmeskoene var "blot" en rekvisit, som jeg lidt vel hurtig slog ud med armene og tilbød at lave.

Futterne kommer hjem igen, når de er færdige med turnéen, så det er faktisk helt ok. Ja, altså bortset fra at jeg ikke rigtig synes, at jeg har tid til disse hyggelige omveje.

I samme anledning har jeg lige mindet mig selv om at få lagt anvisningen på disse hjemmesko op på siden "filtede hjemmesko".
Denne opskrift er min absolutte favorit. Der er mulighed for at lege med farver og striber på en sjov måde, men der strikkes i forholdsvis store flader, hvilket betyder, at modellen ikke er alt for kompliceret.


Og så er der ellers en flok julekugler, der kalder.
Jeg har lukket og slukket for kontoret for denne uge; jeg snupper mig en fridag og sammen med min fri-fredag, har jeg pludselig masser af tid til mine egne sysler.
De næste 4 dage skal der drejes så meget, som min bagdel og mine hænder kan holde til.
Drejeskives træsæde er hård ved rumpen og raku-leret slider godt på mine kontor-hænder.
Måske må jeg arbejde lidt med indpakningen ind i mellem.


fredag den 19. oktober 2012

Filtede hjemmesko - den nemme

Fra i dag kan du på siden "Filtede hjemmesko" finde anvisningen på disse:


Det er ikke de mest spændende at strikke og heller ikke at se på. Men de er rigtig nemme at gå til og hvis man f.eks. anvender noget chancerende garn, er jeg sikker på, at de kan blive vildt flotte!

Disse er en str. ~35. Men igen reguleres størrelsen let ved at have flere eller færre masker.

God fornøjelse ;-)

onsdag den 17. oktober 2012

Filtet hjemmesko - domino

På siden "Filtede hjemmesko" kan du fra i dag finde anvisningen på parret her:


Bemærk at det ikke er en egentlig opskrift - blot en anvisning i billeder med en smule tekst.
Håber det er lige til at gå til.

Disse her passer en størrelse ~32 men reguleres let i størrelse ved at ændre maskeantal - så giver resten sig selv.

Håber det giver lyst til at gribe strikkepindene og få brugt nogle af garnresterne.

torsdag den 27. september 2012

Udvikling af en opskrift - hjemmesko

I vores hus er fodkoldt om vinteren og for ganske kort tid siden, nævnte kæresten, at det var ved at være tiden at få indkøbt hjemmesko til vinteren. Men jeg har masser af uldgarn på lageret og straks tilbød jeg at strikke til ham. Jeg har før strikket til mig selv efter DROPS opskrift; skoene var dejlige at have på og jeg manglede noget strikketøj der ikke var alt for besværligt til de gode film.



SKO 1:
Jeg gik i gang men opdagede hurtigt, at der muligvis ikke var helt garn nok og én af firkanterne måtte blive med mønster for at række. Et enkelt felt med domino blev det til i første omgang.

SKO 3:
 Og mens jeg så sad der og strikkede videre, kom jeg i tanke om at skoene jo HELT kan stikkes i domino. Og med en opslagning med picot'er ville der også komme en rigtig fin kant. (Kan VARMT anbefale politikkens strikkebog - set i NETTO til 40,-)

Det er dog en noget besværlig måde at strikke hjemmesko på - hyggeligt og rigtig fint - men besværligt.

SKO 2:
En dejlig mellemting, hvor der er mulighed for at lege med farver og mønstre men samtidig få nogle masker over pinen, så vi kan få varmet vores tær'.

Og selvfølgelig er SKO 4 også udtænkt. Den bliver SUPER let at stikke, men egner sig nok bedst til helt ensfarvet sko. Den må også lige prøves.

Og nu har jeg så 3 enlige hjemmesko, der alle mangler en makker, før de kan komme i vaskemaskinen, blive filtet og komme på fødderne!
Haster straks op til pindene og går i gang.

Er der måske interesse for en kort strikkeanvisning til de forskellige modeller??


torsdag den 13. september 2012

Vævestrikket kjole HELT færdig

Det er som om min interesse for projekter falmer efterhånden, som de skrider frem. Når de er færdige, er jeg klar til at forære væk eller blot lade indgå som brugsting i hverdagen.

Sådan har det også været med den vævestrikkede kjole, som ER taget i brug. Den er sådan lidt flipper-farverig, som jeg er vild med og dén skal nok finde anvendelse. Her i efteråret, hele vinteren og foråret over er jeg helt sikker på, at den kommer flittigt i brug.

Når det har være lidt varmt i vejret har jeg brugt den med en lille underkjole, bare ben og flade sko. På billedet er jeg på vej til Festuge i Århus og har klædt mig på til at kunne være ude: langærmet lang bluse under, uld tights og vinter støvler.

Jeg måtte have knægten på 9 til at agere fotograf - bær venligst over med både ham og modellen ;-)

Kjolen er strikket i alpaca uld med mørk lilla som grundfarve. Hertil mørk og lys blå, gul, orange, pink og lys lilla. Hele kjolen er strikket i 4 forskellige typer af vævestrik: perlegrus (kommer jeg HELT sikkert til at strikke igen), zigzag, quilt og små romber (egen opskrift). Under brystet er strikket en "lise" og på ærmerne er de to typer strik adskildt af baltiske fletninger.




torsdag den 30. august 2012

detaljekik af sommertop

Nu er sommeren ved at gå på hæld. Og jeg er ved at være færdig med en sommerbluse, som næsten af sig selv er smuttet på og af pindene.

Inden jeg gik i gang med blusen, var jeg sikker på at ærmegab og halsudskæring skulle laves med baltiske fletninger. Jeg er VILD med baltiske fletninger. Tak til
Fru Madsen,
hvor jeg første gang lagde mærke til dem.

Resten af blusen gav pludselig sig selv efter erhvervelse af ny strikkebog - den kommer vi tilbage til i et senere indlæg. Kanten synes jeg giver en lidt feminin fornemmelse som sammen med det lidt grove garn (hør og silke fra Netto) fungerer rigtig fint.

Her lidt billeder af detaljer. Hele blusen følger, når den er færdig.

tirsdag den 12. juni 2012

Baltisk fletning på vævestrikke kjole

Jeg kæmper forsat med min strikkede kjole. Jeg er i gang med ærmerne og de har drillet voldsomt. Jeg havde et helt klart billede i mit hoved, men den gode mavefornemmelse udeblev, da jeg var godt igang med at strikke. Så på den igen. Og igen. Og igen. Har slet ikke styr på hvor mange gange jeg forsøgte, før jeg endelig blev tilfreds. Men nu er jeg på rette kurs igen.
Videre på ærmerne har jeg brugt "små romber". Måske bliver der plads til "bikube" som afslutning. Men jeg må vist hellere vente og se hvordan ærmerne udvikler sig.
Jeg har jo ikke noget teoretisk grundlag for at sammensætte farver og mønstre, så jeg må stole på mavefornemmelsen. Det er såmen også fint - kræver måske bare lidt flere forsøg.
Jeg har valgt at genbruge "perlegrus" men har skiftet en af farverne. Tænk sig at det betyder SÅ meget at skifte 1/3 af farverne! Fantastisk.
På selve kjolen har jeg en "lise" men umiddelbart efter jeg havde strikket den faldt jeg for en
Baltisk fletning hos fru Madsen
Og der var ingen tvivl; selvfølgelig skulle der være baltiske fletninger på min kjole. Efterfølgende har jeg opdaget, at jeg har opskriften i en af mine strikkebøger. Det har bare aldrig faldet mig ind at bruge den! Det roder jeg bod på nu. Næste strikkeprojekt skal være en sommerbluse i silkekvalitet og den baltiske fletning kommer til at udgøre en væstentlig del af dekorationen.
Opskriften fandt jeg via fru Madsen her.





Jeg har trippet lidt rundt om mønster til ærmekublen men har nu fået konstrueret en opskrift, der dog mangler renskrivning. Jeg har også opdaget en fejl - så er det godt, jeg ikke er gået igang med at strikke.
Jeg må lige rette til og så skal 1. ærme hurtigt blive færdigt. Og ærme nr. 2 er allerede på pindene.

Jeg har aldrig "lært" at konstruerer strikkeopskrifter, men jeg kan en del basis tilskæring og så er det jo bare frem med regnestokke og få det omsat.

fredag den 27. april 2012

Ny type vævestrik??

Jeg er nu nået så langt på min vævestrikkede kjole, at skørtet nærmer sig sin afslutning. Det betyder, at der er forfærdeligt mange masker og det går ikke så hurtigt fredad. Mens jeg stædigt har nørklet den ene pind efter den anden, har jeg tænkt over ærmerne og afslutninger. Jeg har brug for et mønster, der i udtryk ligner det, jeg har brugt til skørtet (Zigzag; ses her) men med mindre mønsterrapporter.

Og nu tror jeg, at jeg har den! Måske har jeg opfundet en "dyb tallerken", men lad mig præsentere en ny type vævestrik:
Mini romber
Jeg har snydt lidt i forbindelse med farveskiftet, så det følger romberne. Det betyder, at jeg på et par pinde skal strikke med to farver. Vævestrik er jo ellers kendetegnet ved, at der kun anvendes én farve garn i forbindelse med hver pind. Men jeg tilpasser altså så mønsteret her, så det passer mig.


Undervejs fik jeg også udviklet denne:
Romber
Men den blev for stormønsteret til dette brug. Den ryger i gemmekassen til et senere projekt. Overvejer at strikke den op i uldgarn, filte det let i vaskemaskinen og anvende "stoffet" i forbindelse med i standsættelse af min Stokke-møbel (gadefund der trænger til noget kærlig hånd). I den forbindelses skal den vist strikke op i garnfarver med større kontrast. Så tror jeg mønsteret træder mere tydeligt frem.

I løbet af weekenden håber jeg at opdatere min side med opskrifter på de typer af vævestrik, jeg anvender i forbindelse med kjolen. Her kommer begge Romberne selvfølgelig med.


Når jeg når længden på kjolen, får jeg jo også brug for en afslutning. Jeg arbejdede på prøver til 02.30 i nat - hyggeligt, men dumt, frk. Andersen!! Vækkeuret gav lyd kl. 06.30. Det er ALT for lidt søvn til mig!!

Men jeg fandt frem til det, jeg har brug for: en feminin kant der giver hele kjolen noget lethed. Det bliver en kombination; en hæklet åben muslingekant med picoter. Denne kant kommer i brug forneden og på ærmerne. Den skal modificeres i forhold til prøven; men nu har jeg den på plads. I halsen bliver det en kombination og rundt i selve halsåbningen vil jeg nøjes med den stikkede afslutning og picoter.

Mine unger elsker i øvrigt navnet på de nye strikke typer: "FAAAAR. Mor strikker rumper!!!.





lørdag den 31. marts 2012

Videre på vævestikket kjole

Ind i mellem alt det andet sørger jeg for at få tid til at strikke på min kjole. Lige nu arbejder jeg på pind 4 og er vildt overrasket over, hvor langt jeg når.

Mønsteret p.t. er "zigzag" og jeg regner med, at hele nederdelen skal holdes i denne strik. Jeg holder fast i min mørke lilla som grundfarve men lader farve to variere i striber. Der bliver godt nok knald på, men jeg elsker det!








Her et lille glimt af hvordan forløbet er. Over lisen ses bærestykket i "perlegrus". Under lisen "quilt" her over livsstykket. Og endelig "zigzag" i nederdelen.

Jeg idder og overvejer, hvordan afslutningerne skal være. Valget står lige nu mellem hæklede feminie kanter i mørk lilla eller en mere fast strikket kant med "snoet garn".

TÆNKE - TÆNKE - TÆNKE.




Lige de næste par dage bliver der dog ikke tid til at tænke over strikketøjet. Jeg får besøg af min skønne søster og hendes dejlige unger. Der bliver garanteret tid til lidt nørklerier af den ene eller anden slags, men der skal jo også være overskud til at snakker :-)

onsdag den 14. marts 2012

Kan slet ikke lægge strikketøjet fra mig....

Mens jeg sidder og tænker over livet, universet og alting (jeg ved det: svaret er 42 - jeg leder efter spørgsmålet!) nyder jeg mit strikketøj. Jeg havde slet ikke drømt om at min kjole ville skride så hurtigt fremad, men hvert ledigt øjeblik bliver for tiden brugt med pindene i hånden.

Her et glimt af livstykket. Det strikkes i quilt og for at give noget sammenhæng, lader jeg den lilla grundfarve følge med ned over striberne. I mit univers er det et væld af farver - andre vil sikkert mene noget andet :-).

Det er sjældent jeg strikker efter opskrift - jeg udvikler oftest undervejs. Her hvor jeg leger med både teknikker, mønstre og farven, kan jeg blive noget usikker på, om helheden bliver fin. Men selvfølgelig bliver den det! Lige nu er jeg i alt fald begejstret og glæder mig til, der bliver stille i huset, kaffen er brygget og jeg igen kan kaste mig over skålen med det skønneste garn.

tirsdag den 13. marts 2012

Der er strikket en "lise"

Jeg strikker videre på min vævestrikkede kjole. Jeg er færdig med bærestykket og har samlet masker op for at strikke ned af: livstykket og siden nederdelen. Som overgang mellem det tætsiddende bærestykket og resten af kjolen, der skal være mere løstsiddende, har jeg strikket en "lise". Jeg er lidt i tvivl om lisen er blevet for voldsom. Det må jeg afgøre, når jeg når lidt længere og prøver kjolen på ;-)
På billedet anes lige det næste stykke med vævestrik, som skal strikkes i "Quilt". Mere herom senere.

torsdag den 1. marts 2012

Mit nye strikketøj

Mit nye stikketøj bliver hverken en trøje til datteren eller mig selv. Det bliver derimod en kjole til mig selv: en eksplosion i farver, et studie i vævestrik og en udfordring på tålmodighed.


Jeg er blevet farveinspireret af "crazy kjolen" hos Bettekun og har hos den lokale garnhandlende indkøbt garn af hjertets lyst. Der er ikke garn nok, men der kan suppleres efterhånden som mønstre og kjole udvikler sig. Det eneste, der er taget stilling til, er, at grundfarven skal være den mørkelilla.


Strikkeprøver er ellers ikke min stærke side men denne gang er jeg gået amok i prøver. Desværre kan jeg ikke huske, hvor jeg har fundet vejledning i de forskellige vævestrik - det eftersøger jeg selvfølgelig, så den rette kan få æren!


Model er min egen all-time-favorit. En efterhånden gammel sag som er BRUGT godt og grundigt til alle situationer: med et par frække strømper, høje sko og håret sat til narrestreger; mere neutralt med sorte tights og lange sorte støvler, hvor kun den lilla t-shirt under har givet farve eller med en langærmet lang t-shirt under til et par cowboybukser. Jeg har hver gang følt mig godt tilpas og velpåklædt.

Nu er det tid til at skifte den ud og jeg er gået i gang med det lækreste garn i 100% alpaka. Det er noget forbandet tyndt garn, der egentlig skal strikkes på en pind 2-2½. Vævestrik i sig selv bliver dog temmelig tykt og robust, så for at få den lethed jeg går efter, er jeg startet ud på pind 6 til bærestykket. Jeg er nu nået til ærmegabene - hold da op det kommer til at tage lang tid! Og man kan allerede nu være nervøs for, om jeg er startet for farverigt ud. Men nu er det jo farver jeg går efter, så sådan bliver det!

Håber at mønstrene og farverne, der skal udvikle sig undervejs, kan holde min interesse fanget og drive mig fremad!

fredag den 20. januar 2012

Gamle projekter

Det sker, at jeg i min iver efter at afprøve nye idéer, glemmer at bliver færdig med ældre projekter. Enkelte taber jeg HELT interessen for, andre kæmpe jeg færdige, men enkelte dukker op igen og igen - og hver gang er det en glæde at komme videre igen.

For ca. 9 år siden startede jeg med at strikke en trøje. Kort tid efter blev jeg gravid, men jeg LOVEDE mig selv, at trøjen skulle være færdig, inden jeg gik i gang med babytøj. Jeg har strikket meget siden både på alt muligt andet og også på trøjen her. Og nu er jeg klar til at gå igang med ærmerne - DEN SKAL NOK BLIVE FÆRDIG - engang.


Trøjen er stikket i dobbelt-strik. Det vil sige at man faktisk strikker to trøjer samtidig. De hænger sammen, er glatstrikkede, vendbare og med den ene som et foer af den anden. Der strikkes hele tiden "en ret, en vrang". Retmasker danner den side man kigger på; vrangmasker danner den anden. Man kan garanteret arbejde i flere farve, men jeg ynder nu kun at bruge to, således at den ene side farvemæssigt bliver som et negativt tryk af den anden. I starten skal man holde tungen lige i munden, men mønsteret kommer forholdsvis hurtigt til at ligge i hænderne, hvis man er en rutineret strikker. Jeg vil absolut ikke anbefale denne metode til en begynder ;-)

Jeg strikker sjældent efter egentlig opskrift og heller ikke denne gang. Men hvis du har lyst til at prøve denne strikkemetode, så smid mig en besked, så skal jeg stykke en beskrivelse sammen af metoden. Alle mønstre i to farver kan anvendes, jeg finder tit inspiration i en gammel bog, jeg har med stikkemønstre fra Gotland. Og selve opskriften på en trøje findes jo næsten overalt. Man skal blot huske at vælge en størrelse eller to større end man egentlig bruger, da trøjen bliver vældig tyk. Og også i dobbeltstrik kan det selvfølgelig lade sig gøre at lave nogle fine detaljer. Her ses detalje af overgang til hals/krave, som jeg selv synes er lykkedes rigtig godt.

Jeg strikke i uld på pind 3½ - der er købt ca. 1½ kg garn og den bliver tung og garanteret varm. Og sikkert på mode igen en gang eller to mere før jeg bliver helt færdig.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...