Viser opslag med etiketten broderi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten broderi. Vis alle opslag

fredag den 30. marts 2018

Marts i billeder

Et lille kig på den forgange måned med nogle af billederne fra IG.

Marts har har jeg bl.a. brugt på fremstilling af en masse kopper:


Nu er de alle glaseret, voks er pillet ud af bogstaverne og ovnen er pakket. I vores gamle hus skal tingene planlægges lidt. Jeg kan ikke brænde keramik mens vi bruger komfuret - så ryger sikringerne. Så jeg må vente med at tænde keramikovnen til vi er færdige med aftensmaden.


 Marts blev også måneden hvor Bergman-puden blev HELT færdig. Måske mest fordi jeg havde lyst til at starte et nyt broderiprojekt og jeg har selverkendelse nok til at vide, at Bergman ALDRIG ville blive færdig, hvis jeg var gået i gang med noget nyt (og derfor mere spændende).  Denne gang arbejder jeg med farver, masser af farver og geometriske mønstre. Hold da op det går hurtigt i forhold til de grå nuancer efter præcist oplæg.



Desværre har marts jo ikke budt på forår. Måske er det derfor, naturkatten foretrækker at sove på orden i urtepotten fremfor under et træ i det fri. 

Men i dag er vejret skønt her i Århus. Måske kan man endda finde et sted med læ for nydelse af en enkelt kop kaffe. Og skal vi så ikke håbe, det er startskuddet på forår??



søndag den 20. august 2017

Shades of gray

Efterhånden mangler jeg kun det sidste med to nuancer af grå, hvilket betyder, at min tid med Bergman er ved at være slut.
(forringet billedkvalitet - beklager det blå hjørne)

Alt er talt op efter diagram og det har været noget af en opgave. Nuancerne ligger så tæt, at jeg hele tiden har måtte tegne ind på mønsterarkene, hvor langt jeg er nået for at holde tungen lige i munden:


På onsdag er det præcis 3 år siden, jeg skrev om Bergman-puden første gang. Tre år er jo "ingenting", men hold da op det er længe siden......
Hvor er der sket meget siden da!!

Der er selvfølgelig brugt RIGTIG mange timer på ManuVision-uddannelsen, som jeg sluttede i december 2016. Der er brugt temmelig mange timer på 10.000-hjerter-tæppet. Og der er også gået nogen timer i stilhed med Bergman.

Det sidste tid har jeg arbejdet noget målrettet med at få puden færdig.
Jeg har brug for at fokusere og vil i virkeligheden gerne bruge MEGET mere tid på værksteddet med min keramik. Men jeg distraheres af ufærdige projekter, som jeg også har lyst til.
Jeg kan og vil ikke undvære et håndarbejde, jeg kan sidder foran flimmeren med, men det er tiden at begrænse mig til mindre eller færre projekter.
I første omgang fortsætter jeg med allerede igangværende projekter, så jeg kan få "ryddet ud".







onsdag den 3. september 2014

Man skal stå tidligt op.......

Man skal stå tidligt op, hvis man vil sætte farten ned og alligevel nå det hele i god tid!!

Sagt med ord der i nogle kredse er vældig populære, er jeg "omstillingsparat". Jeg kan lynhurtigt overskue, at planer bliver ændret og jeg kan hurtigt få noget fra hånden og blive klar til de nye planer.
Faktisk er jeg så god til det, at det er blevet en vane, at ALT skal foregå hurtigt. Jeg venter til sidste øjeblik med at gå i gang og så tonser jeg der ud af for at nå det hele.

D.v.s.: sådan har det været de sidste snart mange år.
Men lige for tiden øver jeg mig i at være langsom. Rent bogstaveligt talt forsøger jeg at sætte farten ned. Jeg går langsommer, laver mad langsommere, arbejder langsommere osv, osv.
Og jeg kan mærke, det er godt for mig. Det kræver noget ekstra planlægning, men den tid er givet godt ud og jeg synes at kunne mærke at selv hjernen har sat omdrejningshastigheden ned.
Det er dejligt.

Når jeg så er gået tidligt i gang (f.eks. med aftensmaden), har lavet tingene langsomt og alligevel er blevet færdig, før jeg plejer, finder jeg mit broderi frem og sætter tempoet yderligt ned.

Jeg er nu kommet i gang med den pude jeg tidligere har omtalt.
Faktisk er jeg kommet rigtig godt i gang og alle ledige stunder bliver brugt på puden.
Men jeg synes faktisk også, at jeg er nået langt de sidste 8 dage:

Motivet er et billed af Ingmar Bergman, som jeg har fundet på nettet. Desværre kan jeg ikke finde ud af hvem fotografen er:

Jeg synes faktisk godt, man kan genkende hans træk.

Jeg fandt også et program på nettet: "KG-Chart Pro for Cross Stitch", som jeg har brugt til at lave mit mønster. Programmet kan man bruge gratis i 30 dage og selvfølgelig er det så vigtigt, at jeg får printet HELE mønsteret ud, inden de 30 dage er gået. Jeg regner ikke med lige foreløbigt at skulle lave et mønster mere og regner derfor ikke med at købe programmet.

Programmet er efter et par begynderfejl let at bruge. F.eks. fik jeg lavet et decimalfejl og talte mig frem til at skulle brodere 1000*1000 sting. Det er selvfølgelig ikke rigtigt - det svarer til 20 sting pr. cm!!
Jeg brodere på 4,4 hvilket giver 220*220=48400 sting. Og det er svært nok til mig! Jeg har 8 grå nuancer og det er et KÆMPE tællearbejde samtidig med, jeg har svært ved at skelne farverne fra hinanden.

Historien om mit materiale-indkøb kan komme ved en anden lejlighed :-)
Nu skal der puttes børn og så skal der broderes........

lørdag den 23. august 2014

Jeg sætter farten ned!!

Siden sidst er det blevet hverdag og sommeren ser ud til at være ovre, men der er også gået næsten en måned siden det sidste indlæg.

Det er typisk hårdt for mig, når hverdagen begynder igen; jeg bliver trist og har svært ved at overskue den kabale, det kan være at få et familieliv med alles interesser og ønsker til at gå op.
Denne gang har ikke været anderledes. Altså bortset fra de tilkommende udfordringer der kom af, at motoren i bilen stod af den sidste feriedag og at kæresten smuttede 14 dage på kursus i England.

Nu har jeg fået styr på bilparken, kæresten er kommet hjem, kabalen med fritidsaktiviteter er gået op og for første gang i 4 uger har vi en weekend hvor vi alle 4 er samlet.
Det er dejlig og betyder, at jeg har også fundet lidt ro. 
Faktisk kan jeg jo godt li' hverdagen, bare den ikke er alt for stresset!

Men jeg har brug for mere ro.
JEG HAR BRUG FOR AT FINDE ET TEMPO, HVOR JEG NÆSTEN GÅR I STÅ!!
Jeg tror, at det først er dér, jeg rigtig kan høre tankerne og mærke, hvad det egentlig er, der er godt for mig.
Der er så mange tanker om fremtiden, håb og drømme. Men jeg har svært ved at finde ud af, hvad der kommer fra mig og hvad jeg samler op fra alle andre.

Så nu sætter jeg farten ned!!
Og startskuddet er et nyt håndarbejdsprojekt, som muligvis ender som et evighedsprojekt.

Jeg vil brodere en pude 50*50 cm. 
Motivet er et fotografi af Ingmar Bergman, som jeg har lavet om til et broderi-mønster. 
Der er 8 grå nuancer og det bliver et kæmpe tællearbejde med 1000*1000 korssting.
Måske kan du her få en idé om, hvor kompliceret motivet er:

Dette er selvfølgelig bare et udsnit - på puden kan hele ansigtet ses.

Så nu er det bare med at få fat i materialerne og komme igang ;-)

søndag den 19. februar 2012

Gamle tasker

Jeg har noget med tasker! De kryber ind under huden på mig og bliver en del af mig. Det sker, at jeg falder for en taske, køber den men aldrig RIGTIG kommer til at bruge den. De er ikke så interessante. Så er der dem, jeg har i årevis og bogstavelig slider op. Lad os dvæle ved dem og her kigge på én af de hjemmelavede.

De geometriske figurer er inspireret af bogen: "Etnisk broderi" af Mary Norden. Den kan varmt anbefales, hvis du mangler praktisk syvejledning, mønstre eller blot idéer til, hvad broderier også kan bruges til.

Jeg startede fra en ende af med de store mønstre og flader. Jeg vidste selvfølgelig at det med tiden skulle blive en taske og kendte ca. størrelsen. Mønsteret mellem firkanterne voksede op i hanken og efterhånden kom bunden også til. Fra start af tror jeg ikke, jeg havde forestillet mig, at bund og hank også skulle broderes, men begge dele endte med at være broderet fast til selve tasken.

Indvendigt er tasken udført med de mest praktiske ting. Den er selvfølgelig foret og der er karabinhage til nøgler, lommer med lynlås til mobil og penge eller dankort. De fancy detaljer har jeg aldrig brugt! Selve tasken er lukket med en lynlås - det har jeg til gengæld været glad for!

Tasken har fulgt mig i tykt og tyndt. Den har været fin til en strikke trøje, frisket en sort frakke op og i perioden med den grønne jakke var den også rigtig fin!

Nu er årene gået - mange år er gået og tasken er ved at være slidt. Hver gang jeg bruger den, overvejer jeg, om hanken holder, til vi er hjemme igen. Jeg bliver snart nødt til at tage stilling til, om jeg skal ud i et større lappe-//genbrugsprojekt eller det bare er tiden til en udskiftning.

Måske kunne jeg gøre noget smart med noget lækkert læder :-)


fredag den 15. april 2011

Højskolesangbog godt på vej.

Manden min arbejder på en højskole og bruger i sagens natur også flittigt højskolesangbogen. Han har sin egen, men den forsvinder i mængden og står derfor oftest der hjemme. Derfor er jeg i gang med et broderet omslag, så den altid vil være let at finde. Manden min er ofte væk i nogle dage af gangen og broderierne er derfor inspireret af ungernes tegninger - så er vi alle 3 en smule sammen med ham, når han ikke kan være hjemme hos os.

Mine to unger tegner meget forskelligt.
Drengen på 8 er historiefortæller. Det er tegninger, der vokser med lokationer, personer og dyr. Der er SJÆLDENT farver på, måske et par enkelte streger med en guld-tusch, men han kan fortælle om alt på tegningen. de indbyrdes relationer, historien før mm. Lige p.t. er han optaget af drager og bruger flittigt bogen "Tegn drager" med Ralph Masiello. Den kan VARMT anbefales.

Pigen på 5 er æstetiker. Hun tegner detaljer men er måske mest optaget af mønstre og kompositioner i tegningerne: to hjerter - en blomst - to hjerter - osv. Farver er selvfølgelig et kapitel for sig og har helt deres betydning i hendes univers. På trods af hendes optagenhed af mønstre og ensartethed findes der lige nu en henkastet tilfældighed i tegningerne, som jeg elsker..




I denne forbindelse har jeg givet mig selv lidt friere hænder i fortolkning af deres billeder. At brodere sætter en del begrænsninger i forhold til tegningernes detaljer og farvespil. Her ses foreløbig resultater.
Desværre lader farvegengivelserne en del tilbage at ønske. Det må jeg gøre bedre i forbindelse med fotografering af færdig sangbog.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...