Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syning. Vis alle opslag

søndag den 29. april 2018

Pung af cykelslange

Det er sandsynligvis fuldstændigt kikset, men jeg er vild med at arbejde med cykelslanger!!

Materialet er jo billigt. Jeg henter hos den lokale cykelsmed og får lov til at rode i hans spand med kasserede slanger. Så sørger jeg for at finde de brede, som ikke runder for meget; det er lettest at arbejde med. At der er lapper eller tekst betyder ikke så meget, da det evt. kan bruges dekorativt. 
Og i kraft af materialeprisen (GRATIS) kan man jo så bare slå sig løs uden at det bliver alt for ærgeligt, hvis det ikke rigtig lykkes.

I april var sønnike (8. klasse) i London og i den anledning syntes jeg, det var mest smart, at han havde en pung med. Det er ellers ikke noget, han bruger og han mente sagtens, han kunne nøjes med en lille mønte-pung, jeg lavede for år siden. Så jeg tilbød at sy en i cykelslange, hvilket blev accepteret:


Knægten tog den med, men jeg tvivler på, den var i brug på selve turen. Den har i alt fald ikke været i brug siden og faktisk tænker jeg, at jeg nu skal overtage den.
Den er ikke så stor, men der er plads til de kort, jeg bruger og hvis jeg en sjældent gang har kontanter, er der også plads til dem:





Det næste projekt med cykelslanger, tænker jeg, skal være noget større. Jeg forestiller mig en computertaske, der er udformet, så jeg kan bruge den som rygsæk, når jeg cykler.
Men den tid, den glæde.
Det projekt skal jeg nok sætte lidt mere end en eftermiddag af til.....

torsdag den 28. april 2016

Leg med cykelslanger

Jeg er ikke sikker på, om jeg er mest tålmodig eller mest stædig.
Men mange af de projekter jeg kaster mig ud i meget omfattende og langvarige. Og hvis jeg er bevist om det lykkes det mig oftest at blive færdig - enten med hjælp af tålmodighed eller stædighed.

Men en gang imellem kaster jeg mig over nogle små hurtige ting bare for sjov skyld.
En aften i sidste uge var jeg alene hjemme og efter et besøg hos den lokale cykelsmed gik jeg i gang ved symaskinen. Det kom der lidt forskelligt ud af:

Punge i forskellige størrelser og udformninger.

Min egen favorit er den med rød lynlås og struktur i slangen:

Den mest praktiske, fordi der også kan være dankort mm, er med hvid skrift og hvid lynlås:

Og den sjoveste er nok den med knappen. Den er lavet i ét stykke, der bare er foldet og kan derfor ikke blive så stor, men den kan dog rumme en 20'er eller to:

Alt i alt en en billig og hyggelig aften - jeg kunne helt sikkert godt finde på at eksperimentere videre en anden dag. Jeg tænker, at det også må være muligt at få fat i bilslanger og med dem må man kunne lave de sejeste covers til Ipad mm.

torsdag den 2. april 2015

At erkende en fejl....

ENDELIG er det påske!!
Jeg har arbejdet mandag-onsdag op til fridagen og nu skal ferien nydes i fulde drag!!

Så jeg var oppe før familien i morgen og med frisk kaffe kastede jeg min over nogle gamle skåle, der aldrig er blevet helt færdige:

Der blev tegnet og dekoreret videre på de forglødede emner. 
Jeg har andre i samme form (som jeg vist aldrig har vist, er blevet helt færdige) og de er absolut det keramik, som jeg selv har lavet, jeg er mest glad for!!
Disse er ikke så store (~11 og 16 cm i diameter) men de "mangler" i hverdagen og jeg glæder mig til at få både disse tre og 2 større, der også står og venter, igennem den sidste brænding.


Jeg havde også troet at en lille del af ferien skulle bruges på liiiige at omforme to mindre og billige flis-tæpper til et større. 
Jeg mangler rent faktisk et tæppe i forbindelse med, jeg behandler, men jeg VIL bare ikke give alverden for det; jeg skal jo bruge mit 10.000-hjerter-tæppe, når det engang er færdigt.

Men man skal altså ikke være for stolt til at ombestemme sig, hvis man opdager at det, man har besluttet sig for, bare ikke holder en meter!!

Og det gør mit tæppeprojekt ikke!

Jeg havde ellers gjort mit forarbejde godt: tænkt og tegnet:

Men resultatet er altså bare ikke tilfredsstillende:

Og i betragtning af, hvor lang tid det tager, gider jeg ærlig talt ikke fortsætte.
Jeg har ellers klippet samtlige 204 stumper til det tæppe, der ville blive perfekt i størrelsen (216*162 cm), men nu ryger det hele i skraldespanden.

Kæresten ryster på hovedet af mig. 
Men i mine øjne har det jo bare været billig underholdning. Jeg mener: tæpperne kostede 19,- stykket og hvad kan man EGENTLIG få for 38,- nogen steder?
Hverken hvis man vil i biografen eller drikke fadøl ved åen kommer man langt med 38,-.
Jeg har været underholdt og så pyt med de timer, der er gået til. 

Jeg håber, du også får nydt din ferie.

onsdag den 11. marts 2015

Tøse-pigens taske

Advarsel: jeg er en stolt mor og dette KAN blive et "prale"-indlæg :-)

Tøse-pigen drømte om at sy sig en ny taske og det kastede vi os over for noget tid siden. Tøse-pigen er 9 år gammel og jeg havde mine forbehold for hendes deltagelse. De blev alle gjort til skamme!!
T-shirt'en lyver!! Hun er lige præcis perfekt.

Men stor fornøjelse tømte vi stof-kisten og fandt mulige materialer.

Vi blev enige om en god form på tasken og så gik hun igang med at designe. Det blev til en brain-storm med 15 mulige designs.



Dem kogte vi ned til 5. Så lavede hun i lidt større og i rigtigt mål mere præcise tegninger af disse designs og valgte det endelige.



Tøse-pigen har aldrig før syet på symaskine, så selvfølgelig måtte vi i gang med nogle øvelser, så hun lige lærte maskinen at kende.


Der blev syet både ligeud med lige sting og i mønstre med zig-zag til patchworken.
Endelig kunne vi gå i gang med selve tasken. 

Jeg har selvfølgelig været med på sidelinjen hele vejen men 90% af syarbejdet har Tøse-pigen stået for. Det var blot i forbindelse med det aller, aller sidste (foer i hanken/remmen) at jeg tog over.



Projektet strakte sig over en weekend og vi havde rigtig mange gode timer sammen.
Tasken er flittigt i brug og jeg overvejer om jeg måske også skal sy en til mig selv i samme facon.



Behøver jeg sige, at jeg er en stolt mor til en stolt 9 årig??


- O - O - O - O - O -

Jeg går i øjeblikket med mange tanker om, hvad jeg skal/vil med bloggen her.

Der er så meget fornøjelse i at dele de kreative arbejder jeg bruger min tid på.
Samtidig erkender jeg, at jeg hverken er stabil nok i mine indlæg, dygtig nok som skribent eller aktiv nok i blog-land til at opbygge en større læserskare.
Hånden på hjertet: indlægenes indhold er også en omgang noget spredt fægtning!

Jeg har overvejet at skifte både navn og indhold; at koncentrere mig om den uddannelse til ManuVision-behandler jeg har valgt at dedikere mig til de næste par år.

Samtidig er der så meget andet jeg også gerne vi vise og dele - så måske skal jeg have to blogge??
Men det vil jeg jo aldrig få vedligeholdt!!

Så her og nu holder jeg fast i bloggen her og lader den repræsentere mit liv som det er pt.:
en rodekasse i spredt fægtning under udvikling. :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...