Viser opslag med etiketten fuglefoderhus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fuglefoderhus. Vis alle opslag

lørdag den 15. september 2018

Hønen eller ægget.....

Hvis jeg skal mærke HELT ind til, hvad jeg synes, der er sjovt eller spændende at lave af keramik, er der ingen tvivl om, at det er en vekselvirkning mellem arbejdet ved drejeskiven og dekorationen efterfølgende. Jeg laver også ting UDEN dekoration, men MEST fordi den dekoration, jeg laver, er så langsommeligt og en lille del af mig håber en dag at kunne begynde at sælge af mine ting. Så med fremtidig salg for øje arbejder jeg også på ting, der ikke er så tidskrævende.
Med der er ingen tvivl om, hvad jeg synes er sjovt:
Lille udpuk af det jeg har lavet de sidste 5-6 år
En overgang syntes jeg at det var lidt idé-forladt at bruge det sammen mønster igen og igen, men en sød kvinde kaldte det mit "signatur"-mønster og det er jo lige præcis dét det er.

For et par dage side fik jeg en gammel skål i hånden:
Fra et projekt med højtbrændt lertøj med reduktion
Den er fra tiden, hvor jeg gik på daghøjskolen Clayart og bunden afslører, at vi er tilbage i år 2000. Den gang overvejede jeg at gå i gang med en uddannelse som keramiker, men læreren keramiker Keld Slot, som jeg havde i netop den periode, hvor skålen her blev lavet, gav mig rådet: "Du skal KUN blive kunstner/kunsthåndværker, hvis du absolut ikke kan lade være! Kan du holde det på hobby-plan og være glad for det, så gør det!" Jeg fulgte hans råd i mange år, men det har jo flyttet sig en smule siden og er blevet til en mere seriøs hobby.


Og i dag mens jeg klarede den sidste rengøring af en krukke, der skal afleveres som gave:
Krukke med sorte blomster og frække pletter
H = 22cm, D = 17cm

kom jeg til at tænke på Keld igen. Pludselig slog det mig at allerede MENS jeg gik på Clayart - altså for 18 år siden - lod Keld en bemærkning falde om, at min force inden for keramik måske er emner dækkede af mønstre. 
Og så er det jeg kom til at undre mig over om Keld så noget der allerede var under udvikling eller om min keramik har udviklet sig på denne måde p.g.a. Kelds udtalelse. 
Ægget eller hønen.......? 


Det er pudsigt at tænke på men i bund og grund ligegyldigt. Det vigtige er, at jeg har det sjovt med det jeg laver; evt. salg må i denne forbindelse komme i anden række....


I øvrigt lever Keld lever i dag af at være havearkitekt. 



Og jeg er super glad for mit valg om at sammensætte mit arbejds-/hobby-liv som en "60% ingeniør - 30% ManuVision-terapeut - 30% pottemager"-løsning . :-)

onsdag den 17. februar 2016

Gennem mit beskidte køkkenvindue

nyder jeg dagligt det liv, der er omkring foderhuset:
Kunderne sidder nærmest i kø for at komme til.

RAKU-foderhuset lavede jeg tilbage i 2012 og det har snart hængt ude længe. De først år kom det ind hver sommer for at skærme for sollyset, men de senere år har det fået lov at hænge hele året. 

Jeg har været spændt på om den sorte farve i raku'en ville forsvinde (det er blot ilten trukket ud af leret, måske ville det ilte i lyset) men her ser det nu endnu meget fint ud.


Og da foderhuset hænger bare lige på den anden siden af indkørslen er der masser af muligheder for at følge med:

Egentlig har jeg en blanding af ferie og arbejde-hjemme denne uge. I dag er det delvist arbejdsdag, men jeg tror lige, jeg snupper et par timer på værkstedet, inden jeg laver det færdigt, der er i kalenderen.

onsdag den 24. oktober 2012

Fuglefoderhus #2



Fuglefoderhuset her er til egen have. Jeg har arbejdet med en anden form for dekoration, som desværre ikke lever helt op til forventningen. Mønsteret i sig selv er jeg glad for - det passer bare hverken til "skålenes" form eller til at skulle ses længere fra.

Men det er jo blot en erfaring, som jeg kan tage med videre. Og fuglene er nok ligeglade.

Jeg har skiftet kæderne fra det første foderhus ud med en sort snørre. Det synes jeg til gengæld fungere rigtig fint. Markeringen af hullerne med de sorte knuder passer perfekt.


Nu skal jeg bare finde det rigtige ophængnings-sted i haven, hvor det er let at komme til at fodre og hvor jeg kan følge med fra vinduet.

Der er flere fodrehuse undervejs. Nye mønstre og nye monteringsmetoder er i støbeskeen.
Sent i nat kom jeg også i tanke om en HELT anden model, der kunne være sjov at eksperimentere med.

I min el-ovn er termometeret gået itu. Men et nyt, brugt er indkøbt og snart kan jeg også forsøge mig med stentøj. Det er trods alt lidt mere holdbart.

Nu kalder en fødselsdags-date (fra i lørdags) med kæresten. Jeg gætter på AROS her i Århus med Munck-udstillingen Angst og middag for 2 -  og håber det er rigtigt!

Jeg håber, du også får en god aften   ;-)

lørdag den 15. september 2012

Fuglefoderhus & mariehøner i raku

Lørdag formiddag blev brugt på at brænde et par ovnfulde raku. For mig er det altid en stor fornøjelse - næsten ligegyldig hvordan emnerne kommer ud af ovnen. Jeg holder af selve processen med ild (ovnen varmes op med gas), røgen i forbindelse med reduktionen i savsmuld og det hurtige resultat jeg har i hånden når keramikken er blevet kølet af i vand. Selv lugten holder jeg af!

I dag var jeg oven i købet så "heldig" at være tilfreds med det meste. Specielt dette fuglefodre hus som er under udvikling:



Der kan stadig arbejdes med proportionerne og kæden synes jeg heller ikke fungere helt; men som den første prototype er jeg ganske udmærket tilfreds!

Denne her bliver afleveret til en fødselsdag - men der er flere i værkstedet, der venter på træk-af-voks og glasur.


Jeg havde også et par mariehøner med i ovnen:


Desværre har vi glemt at give dem sorte pletter, så jeg er nødt til at ønske mig, at ungerne laver nogle flere til mig. Håber at mine vinduer på terrassen næste sommer skal fyldes med mariehøner og biller.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...