Jeg er stadig keramik-lysten

Min lyst til at lave keramik er ikke formindsket. 

Jeg har bare i en meget lang perioder prioriteret anderledes og sådan må det, i kraft af min ManuVision-uddannelse, være længe i nu! Så når jeg ind i mellem laver små "heller", hvor keramikken får plads og rum, er det bare med at nyde det.

Og denne weekend skaber jeg plads til keramik.

Jeg har forglødet en ovn-fuld i nat og glæder mig til at gå i gang med at arbejde videre med mine eksperimenter.

Jeg troede ikke, der var så meget klar, men det endte alligevel med, at jeg måtte pakke ovnen om flere gange, for at få plads til det hele. Og som det ses er ovnen pakket til kanten.

Først og fremmest skal jeg brænde en gang RAKU.

Det er ikke praktiske brugsgenstande der kommer fra RAKU-ovnen, men processen er en lise for sjælen.

Der er et par skåle med udskæringer. Planen er, at den ene skål skal være hvid, den anden grøn med meget reduktion (=metal-farver) og begge skal "broderes" med metaltråd.

Jeg er via instagram inspireret af DjoHanne1 og hendes hulbroderier på pap tilbage i maj og jeg er spændt på at se, om jeg kan ramme samme løssluppenhed i mine huller.

Der er lidt håndbyggede skåle med låg som Tøsepigen og et par veninder har lavet. De skal selvfølgelig have glasur (garanteret i flere farver) og i RAKU-ovnen.

Og det ER lang tid siden jeg har brændt sidst, så der er lige et par nisser fra et familie-projekt en adventssøndag 2014 som stadig ikke er færdig.

Men selvfølgelig skal det hele ikke i RAKU-ovnen.

Jeg har lidt stående som skal brændes lidt mere brugsvenligt. Desværre kan jeg ikke selv brænde stentøj (JA, jeg ønsker mig en anden ovn) og jeg samler sammen til en større tur på "Huset" i Århus, hvor jeg kan få brændt tingene, til den temperatur som jeg ønsker.

Vaserne her er begittet med hvid og skal hånd-dekoreres. De skal efterfølgende glaseres indvendigt, mens jeg håber på, at begitningen udvendig vil sintre (smelte) sammen med den farve, jeg maler med.

Jeg har en teori om, at det kan lade sig gøre. Men men der er ingen klogere end jeg der har kunne bekræfte min teori. Så selvfølgelig skal det afprøves.

Der er også et familie-projekt mere, som bare skal forglødes og stentøjsbrændes.

Jeg overvejer at stykke et kursus sammen, hvor man kan dekorere sit eget hånddrejede krus og familien er forsøgskaniner. Det er med noget delt begejstring, men alle har lavet et krus. 

Så der er masser jeg glæder mig til at give mig i kast med i weekenden.

Jeg glæder mig også til ManuVision-uddannelsen starter igen i næste weekend, men det er jo en HELT anden snak.

God weekend til dig og dine

Som man spiser en elefant.....

Jeg er ikke ret god til at huske vittigheder og kan vel egentlig kun 2. Og så er det endda lykkes mig at kludre i pointen i den sjove adskillige gange.

Den anden er egentlig ikke rigtig sjov men lyder:

Hvordan spiser man en elefant??

Èn bid af gangen!!

Den vittighed har jeg tænkt en del over de sidste par uger, hvor jeg har haft fornemmelsen af, at det hele var ved at vokse mig over hovedet. 

Hvordan løser jeg det her og komme i bund med det hele uden at tabe pusten??

Jeg har forsøgt mig med at tage en lille ting af gange; nyde det jeg får gjort og lade være med at have helhederne i fokus ret længe af gangen.

OG DET VIRKER!!

Jeg får langsomt arbejdet mig igennem nogle af de opgaver, der venter og dét, at ændre mit eget fokus fra det der skal laves, til det jeg får lavet, har en kæmpe betydning for, hvordan jeg oplever og har det med det hele.

Det er muligvis ganske basalt for de fleste men jeg har tidligere kun forstået det med mit hoved.

Nu mærker jeg det også i kroppe :-)

At erkende en fejl....

ENDELIG er det påske!!

Jeg har arbejdet mandag-onsdag op til fridagen og nu skal ferien nydes i fulde drag!!

Så jeg var oppe før familien i morgen og med frisk kaffe kastede jeg min over nogle gamle skåle, der aldrig er blevet helt færdige:

Der blev tegnet og dekoreret videre på de forglødede emner. 

Jeg har andre i samme form (som jeg vist aldrig har vist, er blevet helt færdige) og de er absolut det keramik, som jeg selv har lavet, jeg er mest glad for!!

Disse er ikke så store (~11 og 16 cm i diameter) men de "mangler" i hverdagen og jeg glæder mig til at få både disse tre og 2 større, der også står og venter, igennem den sidste brænding.

Jeg havde også troet at en lille del af ferien skulle bruges på liiiige at omforme to mindre og billige flis-tæpper til et større. 

Jeg mangler rent faktisk et tæppe i forbindelse med, jeg behandler, men jeg VIL bare ikke give alverden for det; jeg skal jo bruge mit 10.000-hjerter-tæppe, når det engang er færdigt.

Men man skal altså ikke være for stolt til at ombestemme sig, hvis man opdager at det, man har besluttet sig for, bare ikke holder en meter!!

Og det gør mit tæppeprojekt ikke!

Jeg havde ellers gjort mit forarbejde godt: tænkt og tegnet:

Men resultatet er altså bare ikke tilfredsstillende:

Og i betragtning af, hvor lang tid det tager, gider jeg ærlig talt ikke fortsætte.

Jeg har ellers klippet samtlige 204 stumper til det tæppe, der ville blive perfekt i størrelsen (216*162 cm), men nu ryger det hele i skraldespanden.

Kæresten ryster på hovedet af mig. 

Men i mine øjne har det jo bare været billig underholdning. Jeg mener: tæpperne kostede 19,- stykket og hvad kan man EGENTLIG få for 38,- nogen steder?

Hverken hvis man vil i biografen eller drikke fadøl ved åen kommer man langt med 38,-.

Jeg har været underholdt og så pyt med de timer, der er gået til. 

Jeg håber, du også får nydt din ferie.

UFO'er og hjertetæppe

Jeg har begået mig en lille hals-ting her i slutningen af sæsonen:

Og jeg er vild med den!!

Den er strikket som en prøve i vævestrik "riskorn" i to garner, begge med farveskift.
Det er blot et bar billige nøgler fra Netto, men så let og blødt at det er helt fantastisk! Til hals-tingen er gået 1½ nøgle, hvilket vil sige materialer for 30,-. Det er da til at have med at gøre.

Farveskifterne er måske ikke så fantastiske, men jeg synes, helheden er blevet gangske fin. Jeg kunne i alt fald godt drømme om at strikke mig en sjælevarmer i dette garn og denne teknik.
"Heldigvis" kan jeg ikke få mere garn - hvilket passer ganske, ganske fint med min beslutning om (igen) at begrænse mig.


For det er tiden at få afsluttet nogle U-Færdige Opgaver!!
Den første blev min hals-ting.
Og her i weekenden har jeg fået lavet afslutningen mellem gulv og trappe i forbindelse med det trægulv, jeg lagde på 1. salen for ÅR siden.
Desuden har jeg fået repareret et gammelt dørtrin og fået færdiggjort to (igen den der 1. sal).

Og det er jo ikke nødvendigvis fordi, det tager lang tid med de opgaver - de er måske bare ikke så spændende at gå i gang med, så de bliver hele tiden udsat. Til gengæld er antallet temmelig stort og nu skal det altså bare være!!
Bare en enkelt eller to om ugen.


Når jeg efterhånden kommer lidt mere i bund med de der UFO'er, skulle der så igen gerne blive noget mere energi til de større og sjovere projekter.
Jeg er jo f.eks. i gang med 10.000-hjerter-tæppet, hvor de to første felter er færdige og hæklede sammen.:

  Jeg har haft mange overvejelser om, hvor tydeligt det skulle være, at tæppet er hæklet i felter, men har besluttet, at netop felterne har været væsentlige i mine overvejelser om tæppet i det hele taget, så selvfølgelig skal det ikke skjules.
Og ved at hækle felterne sammen lægge sammenhæklingen sig så fint, at det selvfølgelig skal gøres så det bliver så synligt som muligt.

Dagen idag kommer nok også til at indeholde en enkelt UFO. Det er vist en af de lidt større og den kommer vi tilbage til.

God søndag :-)

Hvad er ManuVision??

Den anden dag var der en, der spurgte mig, hvad det der ManuVision EGENTLIG er.

Og pludselig opdagede jeg, at det er rigtig svært at forklare for en, der måske aldrig har haft kontakt til eller interesseret sig for den type af behandlinger.

Jeg oplevede det lidt som at forklare et synsindtryk for en blind - det er svært BÅDE at beskrive helheden, detaljerne, stemningen og den følelse synsindtrykket efterlader, for én der aldrig har set noget selv.

Men lad mig prøve her at fortælle, hvordan JEG oplever ManuVision.

For mig er en ManuVision-behandling en måde at finde tilbage til MIG SELV.

Kroppen har et fantastisk samarbejde med sind og følelser og det er dér, vi "parkerer" de følelser, handlinger og reaktioner eller mangel på samme, som vi oplever gennem livet. 

Resultatet er en krop, der bærer på spændinger, blokeringer og smerte.

Noget af det mærker vi og kan forholde os til:

"Sommerfugle i maven" - "en klump i halsen" - "blød i knæene"

Andet er pakket så langt væk, at vi ikke engang mærker det mere. 

Skuldre der er trukket helt op til ørene, et åndedræt, der knap når ned gennem halsen, en ubalance i vores holdning og gang eller noget HELT andet.

Det har måske været sådan så længe, at vi helt har glemt, at det kan være anderledes.

Under behandlingen bliver der arbejdet med de spændinger, blokering og smerter der ligger i kroppen - både dem du mærker og dem, der er blevet en vane. 

Sammen arbejder klient og behandler med at opdage og udforske, hvad kroppen gemmer.

Der løsnes og bevæges - både fysisk og psykisk. 

Opmærksomheden skærpes og livet mærkes.

Og det er ikke altid sjovt!!

Gennem livet har vi også mødt afvisninger, fortræd, svigt og afsavn.

Det er for mange af os ikke sket i ond vilje - omstændighederne har bare været, så vi ikke er blevet set og modtaget som dem vi er og det har gjort os ondt.

Det har vi forholdt os til på vidt forskellige måder, men fælles for os er, at det har efterladt et spor i vores krop (en over-/underspænding, en blokering eller tilsvarende).

Og når vi følger det spor, kommer vi tilbage til den følelse, der var engang.

Måske går det pludselig op for os, hvad det er, det drejer sig om.

Måske gør vi ikke.

Og for mig er det ligegyldigt!!

For mig drejer ManuVision sig om at kommer ud af de gamle, uhensigtsmæssige mønstre jeg har.

At gøre mig fri af det der HAR været.

At fagne mig selv som et helt menneske.

Jeg oplever ofte, at det er hårdt at få behandling.

Det gør ondt, jeg bliver ked af det og jeg har undervejs ikke lyst til at blive konfronteret med det min krop fortæller.

Når vi har afsluttet behandlingen, er jeg altid lettet.

Min krop er levende igen, jeg kan mærke mig selv og det hele synes mere simpelt.

Tøse-pigens taske

Advarsel: jeg er en stolt mor og dette KAN blive et "prale"-indlæg :-)

Tøse-pigen drømte om at sy sig en ny taske og det kastede vi os over for noget tid siden. Tøse-pigen er 9 år gammel og jeg havde mine forbehold for hendes deltagelse. De blev alle gjort til skamme!!

T-shirt'en lyver!! Hun er lige præcis perfekt.

Men stor fornøjelse tømte vi stof-kisten og fandt mulige materialer.

Vi blev enige om en god form på tasken og så gik hun igang med at designe. Det blev til en brain-storm med 15 mulige designs.



Dem kogte vi ned til 5. Så lavede hun i lidt større og i rigtigt mål mere præcise tegninger af disse designs og valgte det endelige.

Tøse-pigen har aldrig før syet på symaskine, så selvfølgelig måtte vi i gang med nogle øvelser, så hun lige lærte maskinen at kende.

Der blev syet både ligeud med lige sting og i mønstre med zig-zag til patchworken.

Endelig kunne vi gå i gang med selve tasken. 

Jeg har selvfølgelig været med på sidelinjen hele vejen men 90% af syarbejdet har Tøse-pigen stået for. Det var blot i forbindelse med det aller, aller sidste (foer i hanken/remmen) at jeg tog over.

Projektet strakte sig over en weekend og vi havde rigtig mange gode timer sammen.
Tasken er flittigt i brug og jeg overvejer om jeg måske også skal sy en til mig selv i samme facon.

Behøver jeg sige, at jeg er en stolt mor til en stolt 9 årig??


- O - O - O - O - O -

Jeg går i øjeblikket med mange tanker om, hvad jeg skal/vil med bloggen her.

Der er så meget fornøjelse i at dele de kreative arbejder jeg bruger min tid på.
Samtidig erkender jeg, at jeg hverken er stabil nok i mine indlæg, dygtig nok som skribent eller aktiv nok i blog-land til at opbygge en større læserskare.
Hånden på hjertet: indlægenes indhold er også en omgang noget spredt fægtning!

Jeg har overvejet at skifte både navn og indhold; at koncentrere mig om den uddannelse til ManuVision-behandler jeg har valgt at dedikere mig til de næste par år.

Samtidig er der så meget andet jeg også gerne vi vise og dele - så måske skal jeg have to blogge??
Men det vil jeg jo aldrig få vedligeholdt!!

Så her og nu holder jeg fast i bloggen her og lader den repræsentere mit liv som det er pt.:
en rodekasse i spredt fægtning under udvikling. :-)

ManuVision-elevbehandlinger

Jeg er nu klar til at give ManuVision-elevbehandlinger.

Mit "behandlerrum" er stadig lidt interimistisk p.g.a. vandskade i kælderen, men det er absolut brugbart. Briksen er købt ind, prøvet af på kæresten og godkendt.
Så nu kaster jeg mig ud i det og melder mig klar.

Så har du eller nogen du kender lyst til at prøve en ManuVision-behandling, er I velkommen til at kontakte mig her eller på mail:

kontakt: HenrietteVandal@outlook.com

Jeg bor i Brabrand lige uden for byskiltet til Århus og det er også her jeg behandler.

Og har du lyst til at læse mere om ManuVision vil jeg anbefale dig at gå ind på

hjemmesiden: www.manuvision.dk/

Her kan du læse mere om selve ManuVision og om det kommende behandlings- og forskningsprojekt i samarbejde med Rigshospitalet om behandling af PTSD.


- O - O - O - O - O


Da jeg for 8 uger siden startede på ManuVision-uddannelsen, var jeg godt klar over, at det ville blive en stor mundfuld og at det ville "koste" andre steder i mit liv.

Jeg har i mange år sagt, at når man kaster sig over noget nyt, må man tage med i regning, at noget andet må reduceres eller skæres væk. Døgnet HAR desværre kun 24 timer og hvis man har dem i brug, ER der altså ikke en stak i reserve i skuffen, som man lige kan trække op og bruge af!

Og som jeg forudså er det kommet til at gå ud over mine kreative sysler. Det bliver ikke til så meget og jeg forsøger at stille mig tilfreds og blot holde af de timer, jeg tager til mig selv og det formål.

Samtidig gør jeg, hvad jeg kan for at inkludere mine unger og have kreativ tid sammen med dem

Det er næsten lige så livgivende for mig.

Og lidt er det blevet til med ungerne den sidste måned - det kommer der mere om i de næste indlæg.

Men ellers er det ManuVision der fylder min tid og mit liv - fysisk og psykisk.
Det er en kropsterapeutisk-uddannelse og som forventet reagere jeg kraftigt på de øvelser og behandlinger jeg er igennem under vores uddannelsesdage.
Og det er godt for mig. Hårdt men godt!!
Jeg kan kun anbefale at prøve det ;-)


God søndag ude i det dejlige forårsvejr - det skal vist nydes i dag :-)