UFO'er og hjertetæppe

Jeg har begået mig en lille hals-ting her i slutningen af sæsonen:

Og jeg er vild med den!!

Den er strikket som en prøve i vævestrik "riskorn" i to garner, begge med farveskift.
Det er blot et bar billige nøgler fra Netto, men så let og blødt at det er helt fantastisk! Til hals-tingen er gået 1½ nøgle, hvilket vil sige materialer for 30,-. Det er da til at have med at gøre.

Farveskifterne er måske ikke så fantastiske, men jeg synes, helheden er blevet gangske fin. Jeg kunne i alt fald godt drømme om at strikke mig en sjælevarmer i dette garn og denne teknik.
"Heldigvis" kan jeg ikke få mere garn - hvilket passer ganske, ganske fint med min beslutning om (igen) at begrænse mig.


For det er tiden at få afsluttet nogle U-Færdige Opgaver!!
Den første blev min hals-ting.
Og her i weekenden har jeg fået lavet afslutningen mellem gulv og trappe i forbindelse med det trægulv, jeg lagde på 1. salen for ÅR siden.
Desuden har jeg fået repareret et gammelt dørtrin og fået færdiggjort to (igen den der 1. sal).

Og det er jo ikke nødvendigvis fordi, det tager lang tid med de opgaver - de er måske bare ikke så spændende at gå i gang med, så de bliver hele tiden udsat. Til gengæld er antallet temmelig stort og nu skal det altså bare være!!
Bare en enkelt eller to om ugen.


Når jeg efterhånden kommer lidt mere i bund med de der UFO'er, skulle der så igen gerne blive noget mere energi til de større og sjovere projekter.
Jeg er jo f.eks. i gang med 10.000-hjerter-tæppet, hvor de to første felter er færdige og hæklede sammen.:

  Jeg har haft mange overvejelser om, hvor tydeligt det skulle være, at tæppet er hæklet i felter, men har besluttet, at netop felterne har været væsentlige i mine overvejelser om tæppet i det hele taget, så selvfølgelig skal det ikke skjules.
Og ved at hækle felterne sammen lægge sammenhæklingen sig så fint, at det selvfølgelig skal gøres så det bliver så synligt som muligt.

Dagen idag kommer nok også til at indeholde en enkelt UFO. Det er vist en af de lidt større og den kommer vi tilbage til.

God søndag :-)

Hvad er ManuVision??

Den anden dag var der en, der spurgte mig, hvad det der ManuVision EGENTLIG er.

Og pludselig opdagede jeg, at det er rigtig svært at forklare for en, der måske aldrig har haft kontakt til eller interesseret sig for den type af behandlinger.

Jeg oplevede det lidt som at forklare et synsindtryk for en blind - det er svært BÅDE at beskrive helheden, detaljerne, stemningen og den følelse synsindtrykket efterlader, for én der aldrig har set noget selv.

Men lad mig prøve her at fortælle, hvordan JEG oplever ManuVision.

For mig er en ManuVision-behandling en måde at finde tilbage til MIG SELV.

Kroppen har et fantastisk samarbejde med sind og følelser og det er dér, vi "parkerer" de følelser, handlinger og reaktioner eller mangel på samme, som vi oplever gennem livet. 

Resultatet er en krop, der bærer på spændinger, blokeringer og smerte.

Noget af det mærker vi og kan forholde os til:

"Sommerfugle i maven" - "en klump i halsen" - "blød i knæene"

Andet er pakket så langt væk, at vi ikke engang mærker det mere. 

Skuldre der er trukket helt op til ørene, et åndedræt, der knap når ned gennem halsen, en ubalance i vores holdning og gang eller noget HELT andet.

Det har måske været sådan så længe, at vi helt har glemt, at det kan være anderledes.

Under behandlingen bliver der arbejdet med de spændinger, blokering og smerter der ligger i kroppen - både dem du mærker og dem, der er blevet en vane. 

Sammen arbejder klient og behandler med at opdage og udforske, hvad kroppen gemmer.

Der løsnes og bevæges - både fysisk og psykisk. 

Opmærksomheden skærpes og livet mærkes.

Og det er ikke altid sjovt!!

Gennem livet har vi også mødt afvisninger, fortræd, svigt og afsavn.

Det er for mange af os ikke sket i ond vilje - omstændighederne har bare været, så vi ikke er blevet set og modtaget som dem vi er og det har gjort os ondt.

Det har vi forholdt os til på vidt forskellige måder, men fælles for os er, at det har efterladt et spor i vores krop (en over-/underspænding, en blokering eller tilsvarende).

Og når vi følger det spor, kommer vi tilbage til den følelse, der var engang.

Måske går det pludselig op for os, hvad det er, det drejer sig om.

Måske gør vi ikke.

Og for mig er det ligegyldigt!!

For mig drejer ManuVision sig om at kommer ud af de gamle, uhensigtsmæssige mønstre jeg har.

At gøre mig fri af det der HAR været.

At fagne mig selv som et helt menneske.

Jeg oplever ofte, at det er hårdt at få behandling.

Det gør ondt, jeg bliver ked af det og jeg har undervejs ikke lyst til at blive konfronteret med det min krop fortæller.

Når vi har afsluttet behandlingen, er jeg altid lettet.

Min krop er levende igen, jeg kan mærke mig selv og det hele synes mere simpelt.

Tøse-pigens taske

Advarsel: jeg er en stolt mor og dette KAN blive et "prale"-indlæg :-)

Tøse-pigen drømte om at sy sig en ny taske og det kastede vi os over for noget tid siden. Tøse-pigen er 9 år gammel og jeg havde mine forbehold for hendes deltagelse. De blev alle gjort til skamme!!

T-shirt'en lyver!! Hun er lige præcis perfekt.

Men stor fornøjelse tømte vi stof-kisten og fandt mulige materialer.

Vi blev enige om en god form på tasken og så gik hun igang med at designe. Det blev til en brain-storm med 15 mulige designs.



Dem kogte vi ned til 5. Så lavede hun i lidt større og i rigtigt mål mere præcise tegninger af disse designs og valgte det endelige.

Tøse-pigen har aldrig før syet på symaskine, så selvfølgelig måtte vi i gang med nogle øvelser, så hun lige lærte maskinen at kende.

Der blev syet både ligeud med lige sting og i mønstre med zig-zag til patchworken.

Endelig kunne vi gå i gang med selve tasken. 

Jeg har selvfølgelig været med på sidelinjen hele vejen men 90% af syarbejdet har Tøse-pigen stået for. Det var blot i forbindelse med det aller, aller sidste (foer i hanken/remmen) at jeg tog over.

Projektet strakte sig over en weekend og vi havde rigtig mange gode timer sammen.
Tasken er flittigt i brug og jeg overvejer om jeg måske også skal sy en til mig selv i samme facon.

Behøver jeg sige, at jeg er en stolt mor til en stolt 9 årig??


- O - O - O - O - O -

Jeg går i øjeblikket med mange tanker om, hvad jeg skal/vil med bloggen her.

Der er så meget fornøjelse i at dele de kreative arbejder jeg bruger min tid på.
Samtidig erkender jeg, at jeg hverken er stabil nok i mine indlæg, dygtig nok som skribent eller aktiv nok i blog-land til at opbygge en større læserskare.
Hånden på hjertet: indlægenes indhold er også en omgang noget spredt fægtning!

Jeg har overvejet at skifte både navn og indhold; at koncentrere mig om den uddannelse til ManuVision-behandler jeg har valgt at dedikere mig til de næste par år.

Samtidig er der så meget andet jeg også gerne vi vise og dele - så måske skal jeg have to blogge??
Men det vil jeg jo aldrig få vedligeholdt!!

Så her og nu holder jeg fast i bloggen her og lader den repræsentere mit liv som det er pt.:
en rodekasse i spredt fægtning under udvikling. :-)

ManuVision-elevbehandlinger

Jeg er nu klar til at give ManuVision-elevbehandlinger.

Mit "behandlerrum" er stadig lidt interimistisk p.g.a. vandskade i kælderen, men det er absolut brugbart. Briksen er købt ind, prøvet af på kæresten og godkendt.
Så nu kaster jeg mig ud i det og melder mig klar.

Så har du eller nogen du kender lyst til at prøve en ManuVision-behandling, er I velkommen til at kontakte mig her eller på mail:

kontakt: HenrietteVandal@outlook.com

Jeg bor i Brabrand lige uden for byskiltet til Århus og det er også her jeg behandler.

Og har du lyst til at læse mere om ManuVision vil jeg anbefale dig at gå ind på

hjemmesiden: www.manuvision.dk/

Her kan du læse mere om selve ManuVision og om det kommende behandlings- og forskningsprojekt i samarbejde med Rigshospitalet om behandling af PTSD.


- O - O - O - O - O


Da jeg for 8 uger siden startede på ManuVision-uddannelsen, var jeg godt klar over, at det ville blive en stor mundfuld og at det ville "koste" andre steder i mit liv.

Jeg har i mange år sagt, at når man kaster sig over noget nyt, må man tage med i regning, at noget andet må reduceres eller skæres væk. Døgnet HAR desværre kun 24 timer og hvis man har dem i brug, ER der altså ikke en stak i reserve i skuffen, som man lige kan trække op og bruge af!

Og som jeg forudså er det kommet til at gå ud over mine kreative sysler. Det bliver ikke til så meget og jeg forsøger at stille mig tilfreds og blot holde af de timer, jeg tager til mig selv og det formål.

Samtidig gør jeg, hvad jeg kan for at inkludere mine unger og have kreativ tid sammen med dem

Det er næsten lige så livgivende for mig.

Og lidt er det blevet til med ungerne den sidste måned - det kommer der mere om i de næste indlæg.

Men ellers er det ManuVision der fylder min tid og mit liv - fysisk og psykisk.
Det er en kropsterapeutisk-uddannelse og som forventet reagere jeg kraftigt på de øvelser og behandlinger jeg er igennem under vores uddannelsesdage.
Og det er godt for mig. Hårdt men godt!!
Jeg kan kun anbefale at prøve det ;-)


God søndag ude i det dejlige forårsvejr - det skal vist nydes i dag :-)

Jeg tegner ellers ALDRIG for sjov.........

Inspireret af D´jo Hanne 's instagram er jeg gået i gang med at tegne - sådan bare for sjov.

Denne lørdag er jeg listet lidt tidligt ud af sengen. Jeg har tændt brændeovnen, lavet kaffe og om lidt starter jeg lydbogen 1Q84 af Haruki Murakami og snupper mig en time alene sammen med mine tusser og farveblyanter:

Foreløbig har jeg været i gang i ca. 6 timer. 

Det ved jeg temmelig præcist, for det er så langt jeg er i lydbogen. Og hvilken fantastiske kombination det er, at sidde med noget i hænderne der nærmest tegner sig selv og have gode spændende ord i ørene.

Tegningen bliver ca. 1*2 m og og mon ikke den ender over vores seng i stedet for det "vægmaleri", jeg aldrig fik færdigt??

Ha' en fantastisk lørdag :-)

Meditationspuder med kirsebærsten

I forbindelse med ManuVision starter og slutter vi vores undervisning med at "sidde i stilhed".
Ordet meditation har jeg endnu ikke hørt brugt, men det er efter min bedste overbevisning, den meditative tilstand vi søger.
D.v.s. at vi sidder på hver sit tæppe på gulvet med korslagte ben i op til 30 min. af gangen.
Og for min gamle krop er det hård kost!

Der ligger i ManuVision husene lidt forskellige puder, vi kan bruge. Men lige præcis dén jeg syntes fungerede aller bedst, tilhører selvfølgelig en anden kursist, hjembragt fra Portugal i forbindelse med et yoga-ophold.
Men så svært kan det jo ikke være at lave sig en pude og nu er jeg klar til næste undervisnings-weekend:

Jeg har selvfølgelig lavet to, når jeg nu var igang. 
En til mig til ManuVision- en til kæresten til hans yoga

Til kæresten tegnede og syede jeg symbolet for muladhara
(det nederste rodchakra)

Min skal med ud af huset og er selvfølgelig forsynet med mine initialer.

Puderne er 27-30 cm i diameter og 10 cm høje - nærmest som mini-marokkopuder.

Jeg havde tænkt, at de bare kunne fyldes med ris for at få den tyngde og fasthed, jeg ønskede.
Men én pude fyldt med ris kom til at veje 5 kg!!

Så i tænketank igen.
Løsningen blev kirsebærsten, som jeg synes fungere rigtig godt.
Puderne er tunge men alligevel handy at have med, da der er syet hanke i. De er faste, men kan alligevel formes en smule efter rumpen.

Og nu har jeg så en "rest" på ca. 17 kg. kirsebærsten, som jeg skal have fundet brug for.
Måske får jeg bare syet meditationspuder - det kunne jo være, jeg kunne få afsat et par stykker.
Der er andre end mig, der har problemer med at sidde på gulvet i en halv time ;-)

Mens jeg venter på garn.......

til mit 10.000-hjerter-tæppe, tilbringer jeg tid sammen med Ingmar:

Det er et ganske langsommeligt arbejde og der ligger RIGTIG mange timer i puden her allerede. Jeg vil gætte på, at jeg er nået ca. 1/4, så der er underholdning til lang tid endnu.

Det er som om, det er de store, tidskrævende projekter der fanger mig for tiden. Der er fra gang til gang ikke meget fremgang at spore i broderiet her og 10.000-hjerter-tæppet kommer også til at kræve sine timer.

Det er fint og godt - lige som det skal være.

Jeg har stadig godt af at tvinge mig selv ned i tempo og med disse projekter bliver det processen, der optager mig frem for produktet.

- O - O - O - O - O -

I aften er jeg træt. 

MEGET TRÆT.

Jeg har for første gang været afsted på ManuVision-uddannelsen og selv om det idag kun var 4 timer, kræver det lidt ekstra, når man skal møde og være sammen med nye mennesker, der i høj grad skal være en del af mit liv de næste par år.

Jeg havde på forhånd ikke sovet for godt. Af en eller anden grund var jeg blevet bange for at komme for sent og jeg har været vågen et utal af gange for at tjekke uret.

Desuden havde jeg valgt at cykle, fordi det er så dyrt at parkere inde i midtbyen. Jeg cykler ikke meget for tiden; faktisk bevæger jeg mig i det hele taget ikke meget for tiden. Og jeg var vældig tilfreds med, at jeg trods regn til morgen hoppede på jern-hesten. Jeg fortrød det dog noget, da jeg på hjemvejen blev fanget i dagens værste regn-, hagl- og stormbyge med modvind!!

Resten af aftenen bliver i sofaen sammen med ungerne, en film, Ingmar og det snolder min søde kæreste netop er ved at hente.

Og så derefter tidligt i seng!!

Jeg skal på kursus igen i morgen med en noget længere dag: 9-17.30

Næste weekend er det i København lørdag 9-18, søndag 9-18 og mandag 9-16. Heldigvis har jeg her mulighed for at låne en tom lejlighed, så jeg bare kan dejse om, når jeg har fri.

Det er hårdt at starte men det føles heldigvis HELT rigtigt :-)