fredag den 25. juli 2014

Ferietid og mindre projekter med tilfældig farvesammensætning

Det er ferietid og jeg nyder det!!

Men faktisk er jeg ikke så god til at slappe af og holde ferie. Jeg bliver utålmodig og ked af, at tiden bare forsvinder mellem fingrene på mig. Den dyrebare ferietid skal strækkes og bruges optimalt - det bliver så hurtigt hverdag igen.

Så jeg kaster mig over projekter. Der er et par store, som vi vender tilbage til efter ferien. Helt kort drejer det sig om færdiggørelse af gang i kælderen og færdiggørelse af et træhytte i haven.
Det er knokkel-projekter og jeg glemmer at stoppe i tide, så jeg bliver så forbandet træt de dage, jeg er i gang.

Men til de mere stille stunder ligger der også projekter. 
Egentlig er jeg gået igang med at strikke, men uld på pind 10 - det er det altså heldigvis for varmt til. Det må vente til køligere dage.

Så jeg hækler:
Jeg har stadig en toilet-taske-kasse, som ikke er færdig og det jeg havde hæklet blev kasseret, da jeg fandt det frem igen.

Og så syer jeg perler:
Inspirationen er Filihunkat's fine tasker af hama-perler, men jeg bruger de små grønlandske og arbejder på kombineret pung og mobiltelefon-holder.

Fælles for projekterne er det tilfældige farvevalg. Det er dejligt at arbejde på den måde og tingene får mere liv end de ofte gør, når jeg arbejder i planlagte mønstre.
Faktisk er det vel lidt det samme, jeg arbejder med, når jeg brænder hestehårskrukke; de lidt tilfældige mønstre der opstår under vejs.

- 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 -

Selvfølgelig bliver der også tid til at være sammen med familien. Der er dage vi river ud og tager på tur men ellers har vi lavet vores små rutiner.

En fast ting er blevet, at vi svømmer hver aften. Vi er ikke så gode til at ligge på stranden, men henunder aften smutter vi ud og får os en dukkert. 

Fodbold-drengen er igang med kammeraterne hele dagen. De spiller fodbold ude i varmen og smutter ind og tager en pause og et spil på X-boxen, når de ikke kan holde det ud længere. Kammeraterne er lige ved at falde over hinanden for at komme med ud og bade. Det sker, at en enkelt får lov. Men der er også dage hvor det KUN er vores familie.

Tøsepigen er her i ferien ikke så udadfarende. Hun nyder at sidde sammen med mig med sine egne små projekter og der bliver lavet smykker og tegnet/malet. Specielt vores stille aftener på terrassen i stearinlysenes skær, er hun glad for.

Og når ungerne går til ro er det tiden for voksentid. Vi er startet på en ferie-serie og som det sidste inden vi går til ro, ser vi et afsnit af "Game og Thrones" og får os en Gammel Dansk Shot.

Jeg håber, du også for holdt den ferie, der lige passer dig :-)

2 kommentarer:

  1. dejligt at høre at du er begyndt at tænde stearinlys på terrassen (dril) og det med at bade om aftenen, uhm - det lyder godt. Vi har 50 km til stranden, så der smutter vi ikke bare lige ud.....desværre. Tak for krukken! kh Bente

    SvarSlet
    Svar
    1. På terrassen hjalp det med en lyskæde og en håndfuld myggelys - tænk sig det skulle tage så mange år at finde ud af det.
      Jeg er glad for at krukken nåede hel frem ;-)
      Kh Henriette

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...