tirsdag den 9. juli 2013

Træhuset

I et fjernt hjørne af haven står et par gamle vinduer og venter.


De er "smuglet" ud fra lossepladsen - er I klar over hvor svært det kan være at få fat i gratis gamle vinduer, når man lige står og mangler sådan en søndag??

Projektet er en træhytte, som jeg har drømt om siden sne og vind for MANGE år siden ubønhørlig lagde flere af havens træer ned ud over fortorv og vej.
Vi var nød til at skære træerne væk og der blev en åbning der i mine øjne var som skabt til et legehus i højden.

Årene er gået og skal ungerne nå at have glæde af min hytte er det høje tid. Sidste år fik jeg skåret de nye grene væk og lavet skelettet. Nu er gulvet lagt og væggene begynder at rejse sig.


Det anes hvordan en enkelt af stammerne stikker op gennem gulvet - det er selvfølgelig til det indbyggede bord.

Det hele ser lidt skævt ud. Det er fordi det ER skævt - altså sådan med vilje! Der er desværre blevet lidt flere rette vinkler end tænkt. Men sådan kan det jo gå med "hen af vejen"-projekter.


Set fra haven ligner det foreløbig blot en ramme i træerne. Men bare vent: det kribler i mig for at komme videre og lur mig om der ikke er vægge og tag, inden sommeren er forbi.

Blandt alle andre kontrollerede og "pæne" projekter er det befriende at kunne lege med formen og udvikle projektet, som det skrider frem. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...