onsdag den 28. februar 2018

no-nonsens til eget brug

Når jeg laver keramik til os selv er det meget tydelig om tingene fungerer.
Først og fremmest skal jeg have lyst til at sætte dem ind i skabene og så skal der selvfølgelig være nogen der har lyst til at tage dem ud og bruge dem.
 
Det sidste stykke tid har jeg tjekket "no-nonsens"-konceptet ved at lave nogle få ting til mig selv. Så kan jeg tjekke, om andre end jeg tager dem i brug og jeg får undersøgt, hvordan tingene virker i ovn, mikroovn, opvaskemaskine mm.
 
Og jeg indrømmer gerne: jeg er indtil nu svært tilfreds med "no-nonsens"!
Og det ser ud som om, hele familie har taget de nye skåle til sig - de er i alt fald altid enten i brug eller venter på, at opvaskemaskinen bliver sat i gang igen.

Mellem * d/h ~15/6 cm * til morgenmad/pasta/suppe/servering

Lille flad * d/h ~13/4 cm * til desert/chokolade/oliven/tilbehør
De sidste måneder har jeg arbejdet fuld tid i et nyopstartet firma. Når man starter helt fra bunden af er der en masse der lige skal på plads - alt det man tager for givet på en etableret og evt. større arbejdsplads. Meget af dette har jeg taget hånd om og nu hvor vi faktisk er oppe og kører bliver min arbejdstid igen 25 timer om ugen.
Hvor bliver det skønt at komme ned i tid og igen få gang i værkstedet :-)
Jeg kan i alt fald roligt lave masser af no-nonsens-skåle til familiens eget brug.
 
 


torsdag den 15. februar 2018

Drømmen om værksted/atelier

Gennem snart mange år har jeg været super glad for at arbejder på mit lille-bitte værksted.
Men det ligger i kælderen, der er ikke længere noget vindue og det ER altså noget småt. Jeg har derfor i flere år drømt om ENGANG at lave garagen om til værksted til mig.

Og i sommers syntes kæresten, at det var tid at gå i gang! Til en start skulle gulvet i den eksisterende garage isoleres og sænkes, så der kommer lidt mere loftshøjde. Det kræver først og fremmest mandtimer, som kæresten velvilligt bruget, mens jeg fugede facade:
Arbejdet kvalitet-tjekkes nøje af katten.....
Vi har siden fået vandskuret væggene, isoleret nede fra og selvfølgelig fået støbt gulv:
De nederste kanter skal selvfølgelig pudses op og der er gjort klar til stikkontakter.
Gulvet skal slibes og have epoxy, så det bliver slidstærkt og let at holde rent.

Men det næste store er, at taget skal skiftes. Vi skal selvfølgelig have isoleret og lagt tagpap, så jeg også kan bruge værkstedet i vintermånederne.
Min tanke var egentlig, at det arbejde er for omfattende til, at vi tør gøre det selv. Men i dag var en af mine kollegaer (tidligere tømmer) forbi kontoret og vi fik en grundig snak om, hvordan det gøres bedst og billigst. Og efter en lang snak var jeg faktisk klar på, at det gør vi selvfølgelig også selv!!
Måske skal der lidt hjælp til med udhæng og hvis der skal ovenlys i. Og tagpappet vil jeg HELT sikkert betale mig fra. Men alt det andet - dét tror jeg faktisk, jeg er klar til at kaste mig over.

Når taget er skiftet, skal den gamle port, der nu er lukket med en simpel plade, skiftes til en dobbelt terassedør og sidevinduer i fuld højde. Og så er rammerne der til at lave en rigtig hyggelig gårdhave (selv om det nok også kommer til at kræve lidt arbejde):


På instagram følger jeg "Tortus", som udover at lave det mest fantastiske keramik og de mest sexede keramik-videoer, jeg nogensinde har set, har et værksted, som er til at falde i svime over med udgang til en gård, som er mindst lige så skøn:
 Jeg er HELT klar over, at det skaber vi ikke her - men inden for vores rammer vil vi gøre vores bedste.

Drømme kan vi alle. 
Nogen af os er bare nød til at nedskalere for at få det hele til at fald i hak det sted i livet, hvor vi står lige nu.
Og så er nogle af os som af lyst eller nød smøger ærmerne op for at få nogle af drømmene til at lykkes. Heldigvis kan både kæresten og jeg rigtig godt li' både selve arbejdet, tiden sammen omkring arbejdet og tilfredsstillelsen ved at gøre det selv.
Og lige nu er jeg helt høj ved tanken om vores kommende sommerprojekt med at skifte tag.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...