søndag den 2. juli 2017

Crazy RAKU-fad

I forbindelse med sidste RAKU-brænding af krukker var der også en grøn glasur, der fik endnu en chance. Igen har jeg ikke være begejstret for glasuren, som jeg tidligere har synes var temmelig "død" og kedelig i overfladen.

Når man brænder RAKU tages keramikken ud af den gasfyrede ovn, når glasuren er smeltet og temperaturen er nær sit højeste altså ~900-1000 gr. Ved den pludselige afkøling arbejder ler og glasur ikke ens og derved opstår de karakteristiske krakeleringer. 
Efter kortere eller længere tid i luften lægges keramikken i et lukket rum med brændbart materiale. Jeg har tidligere brugt savsmuld men eksperimenterer med aviser efter disse er blevet let tilgængelige i forbindelse med at mine unger er blevet reklame-/avisbude. Når det brændbare materiale bryder i brand ved kontakt med den varme keramik i det lukkede rum, trækker ilden ilten ud af leret (reducering) og derved opstår den sorte farve på det rå (ikke glaserede) ler og i krakeleringer i glasuren. Ved anvendelse af specielt blå og grønne glasurer kan man ved reducering "fremkalde" metalliske farver, da kobber og jern indgår i glasurene.

Ved hver brænding er det således en prioritering og vurdering, hvor lang tid emnet skal have lov at krakelerer og hvor hurtigt og kraftigt emnet skal reduceres. 
Lader man emnet afkøle for længe fås masser af krakeleringer, men det forholdsvis køligere emne kan ikke på samme måde tænde det brændbare materialer og reduceringen (og dermed den sorte farve) bliver derfor svagere eller udebliver helt.

Som en prøve arbejdede jeg målrettet med at få den grønne glasur til at blive metallisk. Det vil sige masser af varme og direkte over i spanden for reducering. Og det lykkedes skal jeg love for:


På noget af kanten og nederst til højre på faddet kan man lige ane den grønne farve på glasuren, men ellers eksploderer det med metal, kobber og blålige nuancer. Det ligner næsten spildt olie eller benzin.

Og igen får glasuren en chance mere. Jeg er fascineret af mulighederne med effekten her. Det bliver hurtigt for meget for mig - men en del af mig er stadig vild med det.

3 kommentarer:

  1. Søde Henriette! Jeg er vild med fadet, også selv om at det måske et noget vild i glasur-udtrykket. Men tænk, at du har kunne frembringe netop den glasur. Hvor vildt! Hvor sejt!
    Jeg er også vild med din beskrivelse af proces og procedure -- det er lige mig :-) Tak for det! Ikke at jeg forstår det hele -- eller en brøkdel -- for det gør jeg ikke. Men jeg nyder din faglighed, og viljen til at dele den! Fedt! Og tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ELSKER processen i forbindelse med RAKU!! Jord, ild og vand, der bliver til disse krukker og skåle, er fantastisk håndgribeligt, når man står med det i hånden på den måde.
      Jeg er bevidst om, at det ofte er historierne i de gode billeder, som sælger. Dér har jeg stadig noget at arbejde med. Jeg tænker, at det er de færreste der som dig nyder fagligheden og tager sig tid til at læse om det. Men jeg er blevet gammel nok til at følge min sti. Her i huset plejer vi at sige, at man skal dyrke sin indre krukke. ;-) Jeg gør, hvad jeg kan :-)

      Slet
    2. Jeg kan godt forstå du elsker processen, sådan har jeg det også selv :-)
      Fortsæt endelig med at dyrke din indre krukke, og hvorfor lave om på noget man allerede gør godt? :-)
      Ha' en god weekend, Henriette!

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...