onsdag den 11. januar 2017

Langsomt igang med 2017

Efter at have startet det nye år med en leverudrensning (som du kan læse mere om her) er jeg nu stille og roligt ved at tage hul på 2017 med en masse nye planer og muligheder.

De sidste år har været temmelig pressede og jeg har i første omgang givet mig selv frem til sommerferien til langsomt at finde på plads med, hvordan min tid og liv skal prioriteres.

Jeg har flere steder set et (for mig) nyt fænomen: "bullet journal".
Det fik mig til at tænke på den planlægning, jeg forsøgte at indføre i forbindelse med, at jeg for snart en del år siden var sygemeldt med stress. Den planlægning var inspireret af bogen "De syv gode vaner", som jeg skulle læse i forbindelse med mit samarbejde med en stresscoach.

Hvor meget jeg ændrede den gang, husker jeg ikke. 
Men efter blot en lettere tilpasning fik jeg arket til at falde på plads i går. Min kan slet ikke hamle op med de flotte farverige håndskrevne og -tegnede  bullet journals jeg har set rundt omkring. Men det er heller ikke mit behov:
Min planlægning tager udgangspunkt i 6 punkter som jeg p.t. gerne vil have fokus på. Til hver af disse kan jeg prioritere 4 opgaver til den igangværende uge og disse kan fordeles over ugen enten på engang eller som ugen skrider frem. 
Der er endvidere mulighed for at skrive almindelige gøremål ind, overordnet planlægge madlavningen og holde status på 4 punkter som jeg gerne vil indføre som en form for daglige vaner.
Tanken er, at jeg i løbet af weekenden vurderer den kommende uge og laver mine prioriterede opgaver. Hver aften lige inden sengetid bruger jeg bare 5 min. på at gøre status på den dag, der ER gået og i hovedet vender jeg den, der kommer.

Foreløbig har jeg lavet 4 sider - så er der mulighed for at revurdere og passe til, når jeg får afprøvet systemet.
Allerede nu kan jeg se, at jeg skal have tilføjet mulighed for at holde styr på blog-indlæg på begge blogs. 2017 skulle gerne være året, hvor jeg forsøger at få andre til at læse med og det betyder selvfølgelig at der forhåbentligt kommer indlæg i et mere jævnt op hyppigt flow. 
Siderne har jeg sat ind i en ældre læder-mayland-mappe, hvor min skitse- eller dagbog også kan ligge. Så er det hele samlet de gange jeg skal have det med.


Og så passede det så fint, at jeg blev færdig med dén opgave i går.
For i dag blev jeg ringet op og fik leveret min nye keramikovn!!!

De fleste vil nok bare se en ovn, der ligner den, jeg solgte før jul.
Men for MIG er det her en drøm af en 100 l's dejlighed, der skal bruges både til forglødning, porcelæn, stentøj og på sigt glasarbejder. 
ÅH hvor jeg glæder mig til at komme få den rigtigt på plads, installeret og komme i gang på værkstedet igen.

Skulle vi så ikke også lige snuppe et par billeder af en sovende Strindberg??

Underligt som sådan nogle dyr gerne vil ligge i noget, der ser for småt ud - og i øvrigt slet ikke er beregnet til formålet. 
Jeg er i alt fald glad for, at jeg ikke på samme måle skal rulle mig sammen i min seng. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...