tirsdag den 16. februar 2016

Det har jeg ikke prøvet før......

Der er et citat af Pippi som lyder:
"Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!"

Jeg er ikke helt så selvsikker og er godt klar over at resultatet sjældent bliver, som når man har øvet sig. Men i bund og grund giver jeg Pippi ret. Jeg har faktisk en grundlæggende tro på, at hvis der er noget vi gerne vil (lære) er det bare at gå i krig. 
Vi kan alle blive gode til hvad som helst. Der skal bare lægges timer i det. Nogle siger 10.000 timer for at blive ekspert. Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt og jeg er sikker på, at der er for hver af os noget, der er lettere end andet.

Jeg bliver f.eks. aldrig (rigtig) god til at tegne!
Men inderst inde er jeg sikker på, at hvis jeg prioriterede det, kunne jeg med tiden blive en habil tegner. Men de mange, mange timer det ville kræve, har jeg aldrig brugt og kommer sikkert aldrig til det.

Jeg er dog sjældent bange for at kaste mig over nyt håndarbejde eller håndværk. Jeg bliver nok aldrig specialist i noget af det men jeg har en god all-round forståelse og fornemmelse og kommer ofte hæderligt fra det meste. Og lykkes det ikke første gang er jeg stædig nok til at blive ved, hvis det er vigtigt nok for mig.


- o - o - 0 - 0 - 0 - o - o -


Jeg har igennem en årrække arbejdet med idéer til fyrfadslysestager. 
Her billeder fra mine forsøg og resultater undervejs:


Men faktisk er jeg aldrig nået HELT i mål og drømmen om en mindre produktion med henblik på salg lever stadig!

Heldigvis er jeg stædig og i gang igen:
Ny grundform til prototyper er klar.

Grundform er lagt i ler og væg sat op til første omgang gips.

Grundform nu i halvdelen af gipsformen.
 Selvom processen var gennemtænkt og jeg da har arbejdet med gips før - endda med rimeligt resultat, er jeg ikke imponeret af mig selv!

den to-delte "presse"-form
Dårligt eller sjusket gipsarbejde!!
Jeg var for hurtig og for sjusket og resultatet er faktisk ikke ok. Mine fint afsatte lukkeanordninger, som skulle sikre at de to dele af formen blev placeret korrekt, blev ødelagte, fordi jeg ikke lod formene tørre, inden jeg arbejdede videre.
Og overfladerne er fyldt med lufthuller og sprækker, som vil kunne ses i leret.

Jeg giver dog formene et forsøg. 
De skal bruges til at lave grundforme til prototyper og måske kan jeg udrede fejlene i forbindelse med det videre arbejde. Så nu venter jeg (tålmodigt) mens formene tørrer i vindueskarmen, så jeg kan komme videre.

Dejlig at det er vinterferie og der stadig er en del dage at tage af.

3 kommentarer:

  1. Sig til, når du er klar til at sælge fyrfadsstager, for jeg vil gerne forudbestille 2 stk :-)
    Seriøst!
    Kh. Bella

    SvarSlet
  2. Hvor er du sød!! Der er nok noget tid til de er klar til salg, men jeg skal selvfølgelig nok lade dig det vide :-) Foreløbigt står de endelige forme og tørrer ovenpå brændeovnen - tålmodighed, tålmodighed - ikke min største dyd......

    SvarSlet
    Svar
    1. Bare rolig, jeg er meget tålmodig af natur og venter gerne :-) Du skal i hvert fald ikke stresse over mig. Jeg glæder mig bare til at følge dig i processen, og jeg har jo lige læst, hvordan du havde en rigtig god dag i går :-)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...