fredag den 9. januar 2015

Hul på et nyt kapitel og masser af tæpper

En gang i mellem er der en idé der dukker op og på trods af alt fornuft bare ikke vil lade sig affeje igen.
De sidste dage har jeg fået en sådan idé og jeg er nødt til bare at springe ud i det.

I morgen lørdag kl. 9.00, hvilket vil sige om 15 timer, tager jeg hul på et nyt kapitel i mit liv.
Dér starter jeg uddannelsen til ManuVision-træner og -behandler. 
Det er helt vildt og jeg glæder mig for sindsygt, men samtidig bliver min nervøsitet for at starte ABSOLUT ikke mindre, jo tættere vi kommer på opstarten. Jeg er et introvert menneske og et helt hold af nye mennesker jeg skal forholde mig til og være sammen med de næste 2 år er en kæmpe mundfuld.

Til markering af det nye kapitel har jeg besluttet mig for at hækle et tæppe:


Her et lidt manipuleret billed af den hækleprøve jeg allerede har lavet.
Jeg kommer til at bruge den mørke grundfarve og hjerter i den viste farve.
Grundfarven er ensfarvet mens hjerterne er hæklet med changerende garn.

Det skal være et håndarbejde, der er til at have med på farten og jeg vil derfor hækle i større dele: 5 i bredden og 4 i højden. Efterfølgende skal de syes eller hækles sammen. 

Hver firkant bliver: 
H * B = (14 hjerter * 36 hjerter) =  ~30 cm * ~50 cm

I alt:
 H * B = (70 hjerter * 144 hjerter) =  ~150 cm * ~200 cm

I denne opdeling ligger en masse symbolik:
Der bliver i alt 20 felter, som repræsentere de 20 måneder uddannelsen varer.
Der bliver i alt 10.080 hjerter, der repræsentere de magiske 10.000 timers træning, der skal til for at opnå verdensklasse (ekspert-niveau). Desværre har jeg ikke fundet det muligt at ramme PRÆCIS 10.000 hjerter og samtidig de ønskede mål.
Betydningen af hjerterne giver næsten sig selv :-)

Når tæppet er færdigt (forhåbentlig samtidig med jeg er færdig med uddannelsen) vil der ligge mange, mange timers opmærksomhed og omsorg hæklet ind i det.
Fortsætter jeg efter endt uddannelse med at behandle, skal tæppet bruges til at lægge over klienter under behandlingerne. Dels for at varme klienten dels som en kærlig påmindelse til mig selv om, hvad jeg har lært under uddannelsen.
Fortsætter jeg ikke som behandler, bliver tæppet bare mit eget minde om en indvendig rejse i mit liv.

Garnet er strømpegarn fundet på bud i Bilka; desværre havde de ikke nok i butikken, så jeg har bestilt over nettet og får det først leveret i næste uge.
Nøj, hvor jeg glæder mig til at gå i gang!!!


Det her er jo ikke det første hjerte-tæppe jeg begynder på.
Tæppet til "My First Baby Box" er jeg også kommet lidt videre på:


Desværre har jeg allerede konstateret, at jeg ikke har nok af grundfarven grøn og jeg hækler derfor i vandrette striber, som efterfølgende skal hækles eller syes sammen.
Tæppet har en usikker fremtid!! Jeg tror, det bliver pakket væk midlertidigt, mens jeg går i gang med mit ManuVision-tæppe :-)


Der er dog blevet et andet tæppe færdigt til Box'en.
Rester fra min dobbelt-strikkede trøje kunne lige blive til et baby-tæppe (~80 cm * 70 cm) i "havskum" fra min ynglings "Strikke- og hæklebog" fra Politiken.

Let, luftigt, varmt og stort nok til at kunne svøbe i nyfødt i.
Det opfylder vist de fleste krav.


Og hermed ønskes alle en god weekend.

Jeg vil bruge min fredag aften til samvær med familien og mental forberedelse til kort uddannelsesdag i morgen (9-13) og en længere søndag (9-17.30).
Mon ikke jeg bliver så træt, jeg "stener" resten af weekenden??

2 kommentarer:

  1. YES!
    Bravo, du gjorde det!
    Godt gået, og fantastisk idé med det tæppe. Det er jeg også helt forelsket i, det er så smukt.
    Al symbolikken i tæppet - jamen, jeg mangler ord (og det sker eller sjældent, siges det)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde nok en fornemmelse af, at du ikke er sådan en, der lige bliver mundlam :-)
      Tak for opmuntringen - jeg er ikke i tvivl om at det er den rigtige beslutning. Mon ikke der følge mere om dette emne?? ;-)

      Kærligst Henriette

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...