lørdag den 27. september 2014

Værkstedsdag uge 39 - dekoreringsfredag

Denne uge blev min værkstedsdag brugt ved skrivebordet.

En familie af 3 skåle har stået på mit bord og råbt på at blive dekoreret. Jeg har bare ikke kunne beslutte mig for hvordan. Men pludselig var den der og så er det jo bare med at komme igang.

Denne gang arbejder jeg i flere farver og med farverne direkte på den forglødede skærv. Det er absolut ikke sidste gang, jeg arbejder på den måde og hjerne kører på højtryk for at finde nye måder at bruge denne teknik.

Diameter: 23 cm. Højde: 9,5 cm.
Diameter: 19 cm. Højde: 7,5 cm.

Min søster spurgte en gang, om det var nødvendigt at lave det så præcist, når jeg dekorerer. Det har jeg tænkt meget over og det er det åbenbart! Jeg er ikke god til frihåndstegning - det er desværre ikke noget man bruger meget som ingeniør. Så jeg konstruerer mine mønstre, næsten som jeg ville en teknisk tegning af et hus:

Skålen er målt op, hjælpestreger lavet og skabelonen brugt til optegning.
1. farve er lagt på.
2. farve er lagt på.
3. farve og så er mønsteret færdigt.

Det tager mig SINDSYG lang tid at lave disse dekorationer. Men jeg nyder timer, der går med det og har jo ikke noget pres på i forhold til at få noget færdigt. I øvrigt passer arbejdet også fint sammen med min intention om at sætte farten ned. Man KAN bare ikke skynde sig med sådan noget!!

Og i øvrigt skulle min søster nødigt snakke!! Find hende evt. på IG som bruger HeidiVandal. Alt er malet i hånden og det er da om noget præcist!!
Måske er vi bare en lidt nørdet familie på den måde.

Jeg havde som sagt en familie på tre og den sidste står nu og venter på, at jeg går i gang:
Diameter: 19 cm. Højde 11,5 cm. 
Derefter skal de selvfølgelig glaseres med transparant  glasur og stentøjbrændes.


Men det bliver nok ikke lige i dag jeg går igang med den sidste skål. 
Det skal gerne være en lidt praktisk weekend. hvor jeg får nogle af de igangværende projekter i huset gjort lidt mere færdige. Det kunne nu være skønt at få gjort rent bord på den front og komme videre med noget at det andet, der råber på opmærksomhed.

Men solen skinner!!
Jeg tror, jeg starter med en overspringshandling: en kop kaffe og en halv time på teressen med mit broderi.

Ha' en fantastisk weekend!!

onsdag den 10. september 2014

teresse-drømme i sensommeren

Naboen har fældet et af vores vejtræer - et birketræ de længe har været trætte af og da det nu var angrebet af sygdom, blev det en god undskyldning for at få det fældet.

De havde endnu ikke fået kløvet til brændeovnen og heldigvis spottede jeg straks den skive, de havde skåret af aller nederst.
Allerede nu smukt men jeg drømmer om, at der skal slibes og lakeres, så jeg får det flotteste bord til teressen!!
For selvom sommeren går på hæld kan man jo godt fortsætte med at drømme om tid på teressen!!

Og vi har en teresse, som vi ENDELIG er blevet HELT færdige med:



I forbindelse med vi lavede kælder, sænkede vi den eksisterende teresse for at få større vinduer i og få udgang til haven fra kælderen. 
Og stort set det hele har vi lavet selv:
gravet ud, blandet beton og støbt støttemure, bygget runding op i tegl og lagt selve teressen. 
Det vi har fået hjælp til er:
forberedelse til lægning af teressen, pudsning af mure og zink på toppen af støttemurene.

Og nu står den så dér teressen - uden møbler for vi har endnu ikke fundet de rigtige.

Men nu er den der!!
Birkeskiven skal blive det flotteste bord og stolene bygger vi selv næste forår.
Jeg foreslog palle-sofaer men blev nedstemt. Så foreslog jeg stole bygget af gamle vintønder og fik medhold. Inspirationen har jeg fundet her:
 her

Selvfølgelig kan vi ikke bygge stole som denne her - det er blot vores inspiration.


På den anden side af huset har vi denne weekend også gjort klar til hyggeplads.
Bede er blevet ryddet og lagt om og hvor pladsen før var afsat til biler, er der nu hyggekrog:

Garagen er et kapitel for sig. I vores tid har porten ikke været åben og den er nu så slidt og ødelagt, at den står til udskiftning.
Men jeg har en drøm om en dag at få værksted i garagen og porten skal udskiftes med glasparti og -dør, så jeg får masser af lys ind.
Kan I se det for jer: værksted med udkig og udgang til hyggelig gårdhave??
Det bliver så skønt!!

Vi knoklede i haven hele weekenden og det pyntede gevaldigt:


Bilerne er der blevet plads til ved siden af hinanden i starten af indkørslen:

Det pertentlige øje vil have lagt mærke til de umage fliser, døren der hænger, de slidte rækværk og alt det andet, der trænger til en kærlig hånd.
Ja, det er et gammelt hus og bliver nok aldrig klar til "Bo Bedre". 
Men det er VORES gamle hus og vi er vildt glade for det!!

onsdag den 3. september 2014

Man skal stå tidligt op.......

Man skal stå tidligt op, hvis man vil sætte farten ned og alligevel nå det hele i god tid!!

Sagt med ord der i nogle kredse er vældig populære, er jeg "omstillingsparat". Jeg kan lynhurtigt overskue, at planer bliver ændret og jeg kan hurtigt få noget fra hånden og blive klar til de nye planer.
Faktisk er jeg så god til det, at det er blevet en vane, at ALT skal foregå hurtigt. Jeg venter til sidste øjeblik med at gå i gang og så tonser jeg der ud af for at nå det hele.

D.v.s.: sådan har det været de sidste snart mange år.
Men lige for tiden øver jeg mig i at være langsom. Rent bogstaveligt talt forsøger jeg at sætte farten ned. Jeg går langsommer, laver mad langsommere, arbejder langsommere osv, osv.
Og jeg kan mærke, det er godt for mig. Det kræver noget ekstra planlægning, men den tid er givet godt ud og jeg synes at kunne mærke at selv hjernen har sat omdrejningshastigheden ned.
Det er dejligt.

Når jeg så er gået tidligt i gang (f.eks. med aftensmaden), har lavet tingene langsomt og alligevel er blevet færdig, før jeg plejer, finder jeg mit broderi frem og sætter tempoet yderligt ned.

Jeg er nu kommet i gang med den pude jeg tidligere har omtalt.
Faktisk er jeg kommet rigtig godt i gang og alle ledige stunder bliver brugt på puden.
Men jeg synes faktisk også, at jeg er nået langt de sidste 8 dage:

Motivet er et billed af Ingmar Bergman, som jeg har fundet på nettet. Desværre kan jeg ikke finde ud af hvem fotografen er:

Jeg synes faktisk godt, man kan genkende hans træk.

Jeg fandt også et program på nettet: "KG-Chart Pro for Cross Stitch", som jeg har brugt til at lave mit mønster. Programmet kan man bruge gratis i 30 dage og selvfølgelig er det så vigtigt, at jeg får printet HELE mønsteret ud, inden de 30 dage er gået. Jeg regner ikke med lige foreløbigt at skulle lave et mønster mere og regner derfor ikke med at købe programmet.

Programmet er efter et par begynderfejl let at bruge. F.eks. fik jeg lavet et decimalfejl og talte mig frem til at skulle brodere 1000*1000 sting. Det er selvfølgelig ikke rigtigt - det svarer til 20 sting pr. cm!!
Jeg brodere på 4,4 hvilket giver 220*220=48400 sting. Og det er svært nok til mig! Jeg har 8 grå nuancer og det er et KÆMPE tællearbejde samtidig med, jeg har svært ved at skelne farverne fra hinanden.

Historien om mit materiale-indkøb kan komme ved en anden lejlighed :-)
Nu skal der puttes børn og så skal der broderes........

mandag den 1. september 2014

1. sal på skrivebordet

Jeg har et stort skrivebord og er glad for mit hjørne i stuen.
Men faktisk er skrivebordet så bredt, at jeg ikke effektivt fik brugt hele bordfladen.



Så jeg har bygget en 1. sal på og det fungerer perfekt for mig. Pladsen til at arbejde er den samme, men der er nu mere plads til opbevaring og projekter undervejs.
Lysestager der har stået på min farmors fjernsyn i mange år, perledukker jeg fik tilbage da mine bedsteforældre døde, urtepotte datteren har malet. Det hele hygger :-)
Bordpladen er bare en sort MDF-plade med et par billige ben fra IKEA og selv om jeg købte nye plader til "1. salen", er der efter et par uger ikke nogen farveforskel af betydning.

Og se lige to fantastiske dåser jeg har fundet:

Billige var de ikke, men jeg elsker dem og synes de gemmer noget af mit skrammel fint af vejen!!

Hvordan ser din arbejdsplads ud??
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...