tirsdag den 29. juli 2014

Tree Retreat

Som nævnt i tidligere indlæg bygger jeg på en hytte i træerne.
Det egentlige byggearbejde på træhuset begyndte sidste år. Men det er snart mange år siden, at tujaerne lagde sig ned i en vinterstorm og vi var nødt til at fælde de midterste, der lå ud over vejen og ikke ville rejse sig igen. Og siden da har jeg planlagt og drømt om hytten i højden.

Jeg fik begyndt på væggene sidste år, men jeg er nået et godt stykke videre denne sommer:
Genbrug af gamle vinduer. Bemærk vindues-kvisten.
Selvfølgelig ligger her stadig byggematerialer - jeg er jo ikke færdig
Tøserne aner mulighed for at skrive dagbog og snakke hemmeligheder
- på trods af den manglende væg ;-)

Taget har drillet mig. Det skulle ikke være "for pænt", skulle gerne være billigt og helst rigtig nemt at lave. Og selvfølgelig var det et spørgsmål om at "vente aktivt". Pludselig slog det mig!! Inspirationen var den zinkkant, vi i foråret fik lavet på støttemurerne:
Og dette billede jeg faldt over på nettet:

I hverdagen arbejder jeg som salgsingeniør i et ventilationsfirma. 
Og selvfølgelig kan det ikke undgåes, at vi har stumper af jern, der bliver smidt ud af den ene eller anden grund. F.eks. har jeg denne kasse stående, 
fordi jeg troede, jeg kunne bruge den i en HELT anden sammenhæng.
Så jeg er sikker på, at jeg hen over efteråret bevæbnet med en vinkelsliber og et godt øje til jerncontaineren kan få skåret mig plader nok til at få dækket helt tagfladen i et lidt tilfældigt mønster.
Og måske kan vores leverandører hjælpe - de må om nogen have masser af fraklip, hvis de ikke genbruger eller sælger det.
Jeg forestiller mig, at det bliver SÅ fedt!!

Jeg har lovet ungerne, at vi skal sove i hytten inden ferien er slut. Da tøsepigen skal på ferie på søndag, vil det sige, at jeg skal være klar til natten mellem lørdag og søndag. 
Men jeg mangler bare et par vægge, der skal laves af større plader, og tilpasning af et vindues- og dørhul.
Det når jeg sagtens :-)

fredag den 25. juli 2014

Ferietid og mindre projekter med tilfældig farvesammensætning

Det er ferietid og jeg nyder det!!

Men faktisk er jeg ikke så god til at slappe af og holde ferie. Jeg bliver utålmodig og ked af, at tiden bare forsvinder mellem fingrene på mig. Den dyrebare ferietid skal strækkes og bruges optimalt - det bliver så hurtigt hverdag igen.

Så jeg kaster mig over projekter. Der er et par store, som vi vender tilbage til efter ferien. Helt kort drejer det sig om færdiggørelse af gang i kælderen og færdiggørelse af et træhytte i haven.
Det er knokkel-projekter og jeg glemmer at stoppe i tide, så jeg bliver så forbandet træt de dage, jeg er i gang.

Men til de mere stille stunder ligger der også projekter. 
Egentlig er jeg gået igang med at strikke, men uld på pind 10 - det er det altså heldigvis for varmt til. Det må vente til køligere dage.

Så jeg hækler:
Jeg har stadig en toilet-taske-kasse, som ikke er færdig og det jeg havde hæklet blev kasseret, da jeg fandt det frem igen.

Og så syer jeg perler:
Inspirationen er Filihunkat's fine tasker af hama-perler, men jeg bruger de små grønlandske og arbejder på kombineret pung og mobiltelefon-holder.

Fælles for projekterne er det tilfældige farvevalg. Det er dejligt at arbejde på den måde og tingene får mere liv end de ofte gør, når jeg arbejder i planlagte mønstre.
Faktisk er det vel lidt det samme, jeg arbejder med, når jeg brænder hestehårskrukke; de lidt tilfældige mønstre der opstår under vejs.

- 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 -

Selvfølgelig bliver der også tid til at være sammen med familien. Der er dage vi river ud og tager på tur men ellers har vi lavet vores små rutiner.

En fast ting er blevet, at vi svømmer hver aften. Vi er ikke så gode til at ligge på stranden, men henunder aften smutter vi ud og får os en dukkert. 

Fodbold-drengen er igang med kammeraterne hele dagen. De spiller fodbold ude i varmen og smutter ind og tager en pause og et spil på X-boxen, når de ikke kan holde det ud længere. Kammeraterne er lige ved at falde over hinanden for at komme med ud og bade. Det sker, at en enkelt får lov. Men der er også dage hvor det KUN er vores familie.

Tøsepigen er her i ferien ikke så udadfarende. Hun nyder at sidde sammen med mig med sine egne små projekter og der bliver lavet smykker og tegnet/malet. Specielt vores stille aftener på terrassen i stearinlysenes skær, er hun glad for.

Og når ungerne går til ro er det tiden for voksentid. Vi er startet på en ferie-serie og som det sidste inden vi går til ro, ser vi et afsnit af "Game og Thrones" og får os en Gammel Dansk Shot.

Jeg håber, du også for holdt den ferie, der lige passer dig :-)

søndag den 20. juli 2014

Give Away - afslutning

Vel hjemme efter camping-/teltferie med mine unger er det vist på høje tid at få afsluttet den give away, jeg satte i gang for noget tid siden.

Det lykkedes mig både at få brændt og vokset inden vi tog afsted, men at få taget billeder og lavet et indlæg måtte så desværre vente til nu.

Men her, til Lisbeth og Bente frit valg mellem følgende 4 krukker:
Krukke 1 af 4: h~10,5 cm; d~12,5 cm

Krukke 2 af 4: h~12,0 cm; d~11,0 cm

Krukke 3 af 4: h~11,0 cm; d~12,0 cm

Krukke 4 af 4: h~13,5 cm; d~16,0 cm
I lægger bare en besked herunder med jeres valg (efter først til mølle) og sender mig en mail med adressen, så får jeg sendt afsted i starten af næste uge.

Krukkerne er brændt i RAKU-ovnen, taget brændvarme ud (~800oC) og dekoreret med hestehår. 
Efterfølgende er de vokset med bivoks for at fremhæve den glatte overflade og give en dybere glød.

Krukkerne er ikke vandtætte og derfor ikke egnede til våde madvarer. 
Jeg bruger selv en til opbevaring af hvidløg, hvilket er optimalt.

Tillykke med krukkerne og tak fordi I ville deltage :-)

tirsdag den 15. juli 2014

Nu med Bloglovin'

Jeg har gennem længere tid fundet bloggen lidt besværlig at arbejde med.
Jeg har savnet de hurtige genveje, der er f.eks. på Instagram, når jeg har ville følge en ny blog eller give en hurtig tilkendegivelse af, at jeg synes godt om et indlæg.

Men som Linda, Boldreels kreative hjørne og Anita, Photomusen har konstateret har jeg ingen FØLGEKNAP!!

Og det skal jeg da ha'!! 
Men jeg vidste ikke jeg savnede det ;-)

Nu er jeg på Bloglovin'. Forhåbentlig kan det lette evt. følgere af min blog og også mig når jeg møde nye blogge jeg ønsker at følge.
Bl.a. er der jo flere fra weekendens blogleg jeg endnu ikke har udforsket og umiddelbart ser det spændende ud.

- 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 - 0 -

Men det må vente til starten af næste uge.
Jeg døjer med et hold i nakken og efter endnu en tur til kiropraktor i morges, kan jeg mærke, at jeg skal passe lidt på mig selv. At hænge foran skærmen letter absolut ikke smerterne.

I dag står den på en optænding i RAKU-ovnen. Jeg har stadig et hængeparti efter min GIVE AWAY og krukkerne står klar. Jeg glæder mig til brændingen og til at få sendt krukkerne til Lisbeth og Bente.

Desuden skal bilen pakkes. Jeg tager mine to unger med på telttur et par dage, mens kæresten får besøg af en gammel bekendt.
Vi er ikke de store campister og SLET ikke i telt. Men nu skal det være og vi glæder os til et par dage med min søster og hendes dejlige familie der bl.a. indbefatter unger i samme alder som mine.

søndag den 13. juli 2014

Blogleg hos Cupcake By Me

Netop hjemvendt fra en weekend på Sjælland kan jeg lige nå at være med på en præsentations-blogleg hos Cupcake By Me.

Overskriften er: Link your Stuff og kan vel bedst beskrives som en reklame/præsentation af de enkelt blogge. Jeg har lavet en collage og har forsøgt at ramme det jeg gerne vil at bloggen først og fremmest skal handle om fremadrettet:

Keramik er mit kreative fokus-område. Jeg er vild med RAKU og hestehårsbrændinger. Men jeg laver også brugsting i stentøj og en smule i porcelæn.
Pt. er jeg optaget af støbte porcelæns-fyrfadsstager. Jeg håber at få en flok færdige hen over sommeren og måske sætte dem til salg her på bloggen.

Jeg har næsten altid noget i hænderne og det er svært at have keramikken med mig, så det bliver også til en del i strik og hæklerier.
Og så er det alt det andet; både kreativt og stort og småt om: "livet, universet og alting".

VELKOMMEN TIL :-)

onsdag den 2. juli 2014

En sen fyraften

Kokken nærmer sig 19.30 og det er ved at være tiden, at jeg lukker og slukker for computeren i forbindelse med det regningsbetalende job.

Jeg er nået NÆSTEN igennem samtlige bunker og punkter og ser frem til en laaaaaang weekend.
Ungerne er sendt på lejr med SFO og forhåbentlig bliver vi ikke ringet op, fordi vi af den ene eller anden grund har en pige, der er ked af det og skal hentes.
D.v.s. at lige nu er der udsigt til kæreste-tid frem til fredag formiddag, hvor ungerne kommer hjem igen!!

I første omgang står den på sen aftensmad:
Jeg tror det bliver take away - vi snupper 2, 3 og 5, serveret med godt brød og et enkelt glas rødvin.
Vi har aftalt at se en serie i ferien og smider os nok foran fjernsynet til de første par afsnit af "Game of Thrones".

I morgen er der kun løse planer.
Jeg drømmer om en tur i Grossererbadet i svømmehallen Spanien, Århus:

Og måske en tur på landevejen for at nyde De Japanske Haver på Fyn:

Hvem ved: måske gemmer der sig en overnatning eller noget helt, helt andet??
Lige nu skal jeg i alt fald bare hjem og sparke skoene af!!

God weekend :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...