lørdag den 27. september 2014

Værkstedsdag uge 39 - dekoreringsfredag

Denne uge blev min værkstedsdag brugt ved skrivebordet.

En familie af 3 skåle har stået på mit bord og råbt på at blive dekoreret. Jeg har bare ikke kunne beslutte mig for hvordan. Men pludselig var den der og så er det jo bare med at komme igang.

Denne gang arbejder jeg i flere farver og med farverne direkte på den forglødede skærv. Det er absolut ikke sidste gang, jeg arbejder på den måde og hjerne kører på højtryk for at finde nye måder at bruge denne teknik.

Diameter: 23 cm. Højde: 9,5 cm.
Diameter: 19 cm. Højde: 7,5 cm.

Min søster spurgte en gang, om det var nødvendigt at lave det så præcist, når jeg dekorerer. Det har jeg tænkt meget over og det er det åbenbart! Jeg er ikke god til frihåndstegning - det er desværre ikke noget man bruger meget som ingeniør. Så jeg konstruerer mine mønstre, næsten som jeg ville en teknisk tegning af et hus:

Skålen er målt op, hjælpestreger lavet og skabelonen brugt til optegning.
1. farve er lagt på.
2. farve er lagt på.
3. farve og så er mønsteret færdigt.

Det tager mig SINDSYG lang tid at lave disse dekorationer. Men jeg nyder timer, der går med det og har jo ikke noget pres på i forhold til at få noget færdigt. I øvrigt passer arbejdet også fint sammen med min intention om at sætte farten ned. Man KAN bare ikke skynde sig med sådan noget!!

Og i øvrigt skulle min søster nødigt snakke!! Find hende evt. på IG som bruger HeidiVandal. Alt er malet i hånden og det er da om noget præcist!!
Måske er vi bare en lidt nørdet familie på den måde.

Jeg havde som sagt en familie på tre og den sidste står nu og venter på, at jeg går i gang:
Diameter: 19 cm. Højde 11,5 cm. 
Derefter skal de selvfølgelig glaseres med transparant  glasur og stentøjbrændes.


Men det bliver nok ikke lige i dag jeg går igang med den sidste skål. 
Det skal gerne være en lidt praktisk weekend. hvor jeg får nogle af de igangværende projekter i huset gjort lidt mere færdige. Det kunne nu være skønt at få gjort rent bord på den front og komme videre med noget at det andet, der råber på opmærksomhed.

Men solen skinner!!
Jeg tror, jeg starter med en overspringshandling: en kop kaffe og en halv time på teressen med mit broderi.

Ha' en fantastisk weekend!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...