mandag den 30. juni 2014

Give away - "trækning"

For at bøde på at jeg er forsinket, laver jeg lidt om på reglerne i forbindelse med trækningen af give away'en.

Det var 2 der meldte sig på banen, med lyst til at få tilsendt en lille hestehårskrukke:
Søde Lisbeth fra Galten
og
Søde Bente som er begyndt at kigge med og efterlader de mest hjertevarme hilsner.

TUSINDE TAK FORDI I VILLE LEGE MED!!

Selvfølgelig kan jeg ikke lave en trækning mellem de to skønne damer og derfor:
TA-DAAAA
er der selvfølgelig en krukke til jer begge!!

Krukkerne er på vej igennem produktionen:

Og om ca. en uge kommer der færdige billeder med fri valg til de to damer. 
Jeg skal nok kontakte jer direkte, så det ikke er nødvendigt selv at holde øje med, hvornår jeg er færdig.

Jeg beklager selvfølgelig, at krukkerne ikke som forventet er klar, men det der regningsbetalende-job har været noget hårdt ved mig de sidste uger. 
I løbet af dagene har jeg holdt den gående på sukker og koffein og om aftenen et par glas rødvin eller øl til at falde ned på igen.
SÅ meget for 28 dages kur der netop er overstået!!
Jeg ER blevet de 5 år ældre og rosacea'en bryder ud igen.
Tilbage på hesten :-)

Heldigvis ser det ud til snart at aftage lidt igen. Sommerferien nærmer sig og byggebranchen falder lidt til ro nogle uger. 

onsdag den 18. juni 2014

Rosacea - en træls følgesvend

I 28 dage har kæresten og jeg været på kur. Foryngelseskur. 
5 år yngre på 28 dage var overskriften.

I bund og grund betyder alderen ikke meget for mig. Men jeg har en fast følgesvend i form af rosacea, som jeg er rigtig ked af. Rosacea er den sygdom, der giver specielt mænd portvinsnæser; så ramt er jeg heldigvis ikke. Men i perioder klør og svier hele ansigtet, jeg bliver rød og får masser af små "bumser". Når jeg henter mine unger fra skole om vinteren, er det ikke usædvanligt, at andre unger undrende spørger mig, hvorfor min næse er så rød.
Alt i alt er det bare møj træls!!

Kuren indebar i store træk ingen indtagelse af:
Kaffe/sort the
alkohol
stivelse i form af brød, kartofler, pasta eller hvide ris
 sukker
 kød (bortset fra laks og kylling)
mælkeprodukter (bortset fra skyr, klaret smør (gee) og ostevalle-protein-pulver)

Til gengæld var angivet 28 "superfoods" som det bare var at svælge i.
Og vi tog hele turen så masser, masser, masser af vitaminpiller i alle afskygninger.

Ganske som forventet havde kuren en gunstig indvirkning og efter en tur forbi frisøren i går, både føler og ligner jeg et helt nyt menneske.


Nu er "kuren" forbi og selvom jeg kom til at holde af at spise på den lidt specielle måde kniber det mig at holde fast i den.
Og håret? Ja - en tur under bruseren så krøller det ustyrligt igen.
Så jeg nyder bare dagens look :-)



mandag den 16. juni 2014

RAKU tætnet med vandglas

RAKU er på grund af de mange krakeleringer ikke vandtæt og i mange sammenhænge ikke særligt anvendelige som brugsgenstande.

Men jeg er vild med at brænde RAKU. 
Det er en fantastisk proces, hvor naturens elementer (ild, røg og vand), tilfældigheder og held i mere eller mindre grad er med til at bestemme det endelige udtryk.
En gang i mellem mislykkes det.
Andre gange er resultatet fantastisk.
Jeg elsker graden af uforudseelighed.

Jeg synes bare sommetider, det er en skam ikke rigtigt at kunne BRUGE tingene.

Derfor har jeg eksperimenteret med vandglas til at forsegle den indvendige overflade i en vase.
Det er lykkes og vasen kommer nok aldrig til at stå flottere end herunder, hvor buketten fra kæresten passer perfekt til den buttede vase.


Nå, ja. Det er måske lidt en overdrivelse, at buketten er fra kæresten! 
HAN fik den af hans højskoleelever i forbindelse med afslutning af et projekt og afleverede videre til mig.
Men det er ikke tit jeg får blomster - det bruger vi ikke meget.
Og så tæller disse gange også :-)

lørdag den 14. juni 2014

GIVE AWAY - hestehårskrukke

Som varslet sætter jeg i anledning af 25.000 sidevisninger en give away i gang:


Krukken på billedet er afsat, men der er 4 mere på vej.
Den 28. ligger jeg billeder op af de 4 og er du den heldige, får du retten til at vælge en af de 4.

Jeg har set mange mere eller mindre indviklede regler for give away.
Lad os holde denne her HELT simpel.
Én kommentar herunder (så jeg kan finde dig hvis du vinder) udløser ét lod.
That's it.

For god ordens skyld: jeg sender selvfølgelig krukken til dig på sikker vis - dog kun i Danmark.

Samtidig bliver jeg selvfølgelig glad, hvis du vil dele og lægge ovenstående billede ud på din egen blog.
Og faste følgere eller læsere er som altid meget velkomne.

God lørdag og held og lykke.

fredag den 13. juni 2014

Værkstedsdag uge 24 - prototyper på fyrfadsstager

Det er den tid på året, hvor man med børn i indskoling og mellemskolen RENDER til alle mulige møder og sommerfester.
I dag er det i SFO'en. Knægten fra 4. vil hellere være alene hjemme men tøsen tøsen i 2. GLÆDER sig helt vildt til, at jeg skal komme og deltage i den årlige sommerfest.
Og det gør jeg så med glæde lige om lidt. Ungerne bliver så hurtigt store og jeg forsøger at huske mig på, at om ganske få år er der INGEN af dem, der vil have mig med NOGEN steder.

Men på min lidt korte værskstedsdag nåede jeg alligevel, hvad jeg havde sat mig for:


Mine tre drejede prototyper er blevet modulleret færdige og mangler nu bare at blive trimmet/drejet af i bunden og få ordnet den sidste finish. 

Der skal laves to-delte støbeforme af proto-typerne. Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg har set det gjort på internettet. Og det kan vel ikke være så svært??
Derefter er det bare at får tørret formene og gå i gang med støbning af stager.
Jeg forventer at lave dem gangske, ganske tynde i papirs-porcelæn og med farver, der fremhæver strukturerne.
Du kan se mit første eksperiment HER

Jeg tænker, at man kan have en eller flere stående sammen og kombinere på kryds og tværs af strukturer og farver. Alt efter temperament.



- O - O - O - O - O -

I går ramte jeg det magiske tidspunkt med 25.000 sidevisninger.

Det betyder, at jeg skal have skudt en give-away i gang.
Den vender jeg tilbage med i morgen.
Nu står den på sommerfest og derefter weekend med ungerne. Desværre har kæresten vagt det meste af de næste dage og vi kommer ikke til at se ham meget.
Heldigvis er det snart ferie for os alle.

GOD WEEKEND.

onsdag den 11. juni 2014

Skulle vi ikke......

fløje en lille give-away i  gang lige om lidt??

Jeg har blot en lille blok uden mange besøgende. 
Det er fint - jeg skriver mest for min egen skyld. Men selvfølgelig er jeg glad for hvert besøg og de kommentarer, der bliver lagt. 

Og om ganske kort tid rammer jeg 25.000 sidevisninger. Det, synes jeg, skal markeres med en give-away. 

Mens vi venter, lægger jeg hovedet i blød for, hvad der er på højkant og hvilke regler, der skal gælde. 

Hvad har du evt. set her på blokken, som kunne være fint at vinde??

Blandt mine forslag kunne være:
# Krukke med låg (hestehårs- eller alm. RAKU-brændt)
# Stentøjsbrændt skål med mønster
# Fyrfadsstager
# Julekugler (det bliver jo jul igen)
# Valkede hjemmefutter (det bliver jo også vinter igen)

Giv mig et praj, så kommer det med i overvejelserne. 

søndag den 8. juni 2014

Driv-a-huset - før og efter


De sidste somre har jeg med længsel kigget med, når andre har vist deres drivhuse og tilsvarende frem. Bl.a. hos Handmade by Henriette har man kunne følge med, i hendes brug af drivhuset. Og Liselotte har "Feddet", som også ser ud til at være et fantastisk dejligt sted.

Vi har indtil for en god måned siden haft et minimalt drivhus, der har været mærket af årenes gang, drengenes fodboldspil i haven og almindelig mangel på tid og prioritering.
Drivhuset er ikke blevet større men er ellers næsten ikke til at kende.

Bemærk de mange manglende ruder - fodbolden har været hård ved glassene.

Men I år skulle det være!! Jeg besluttede mig for, at kærestens fødselsdagsgave 1. maj skulle være et istandsat drivhus klar til indtagelse. Jeg havde fri dagen før og på fødselsdagen. Manden fik ordre på at besøge sine forældre og ikke komme hjem. .Og så gik ungerne og jeg igang.

Der var hjælper på:

Datteren og en veninde i gang med de beskidte vinduer.......

men de sende lige en hilsen og et smil.

Efter fjernelse af glasskår og en grundig rengøring blev glasset de udsatte steder udskiftet med lysfast og brudsikkert plexi-glas.
Og vi gik i gang med at bygge en bænk.

Bænken er savet ud og klar til at blive samlet......

En stor dreng og elektrisk værktøj - det er med at vide hvad der tænder lysten.
Efter en MEGET lang dag var der sket en væsentlig forbedring. Og nogle timer ekstra næste dag - så var vi klar til at overdrage gaven til fødselsdagsbarnet.

Udefra kom det jo til at ligne noget vi mener.....

og jeg er selv rigtig godt tilfreds med bænken.

Manden blev både voldsomt overrasket og meget, meget glad. Siden har han taget huset i brug og i dag bugner det af planer og hygge:

Der er ikke plads til mange planter bare lige nok til krydderurter og stemning....

for plads til hygge og samvær er prioriteret højt.


Som det anes er der plantepinde over det hele.
De var en del af gaven.
En gammel træ-persienne købt hos Kirkens Korshær fik nyt liv og datteren har med stor overbevisning og børnestavning stået for dekorering af pindene:

Heldigvis kender vi planterne og selv "obasim" ved vi, hvad er.

Behøver jeg fortælle, at vi nu elsker vores "Driv-a-hus" og ofte trækker der ned med en kop varmt for at nyde stilheden alene eller sammen???

lørdag den 7. juni 2014

Værkstedsdag uge 23 - tålmodighedsarbejde

Med tålmodighed, god kaffe og god musik er det en gang i mellem helt utroligt, hvad man kan få fra hånden.

Denne værkstedsdag er mængden af det jeg har lavet ikke umiddelbart imponerende, men jeg er godt tilfreds og godt på vej.

Jeg har tidligere eksperimenteret med hængende pendler i porcelæn, F.eks. HER hvor resultatet er temmelig nedslående. Men det kan da bare ikke passe, at jeg ikke kan lykkes!! Så på den igen!

Denne gang arbejder jeg i papir-porcelæns-ler. Og som sagt med STOR, STOR tålmodighed, god kaffe i koppen og syng-med-musik (Spandau Ballet - havde næsten glemt dem) i højtalerne.


Der rulles pølser, 2-3 mm i diameter og ganske langsomt bygger jeg en lampe op i min gipsform. 
Jeg elsker at arbejde på denne måde. Resultatet glider i baggrunden og arbejdet bliver nærmest meditativt.

Da dagen nærmede sig afslutning, var lampen bygget færdig og nu er jeg så i gang med det svære tålmodighedsarbejde: at vente på lampen ganske langsomt tørrer ud og bliver klar til at komme ud på bordet. Det tynde ler kræver en langsom udtørring for ikke at revne og gå i stykker. For en sikkerhedsskyld går jeg og "vander" lampen for at sikre mig, at det ikke går for hurtigt.


Om aftenen fortsatte jeg mine tålmodighedsprojekter; først til Disney Sjov og så et par film frem til den anden side af midnat.


Det ligner perler eller flamincokugler på et fad. Det er rent faktisk små lerkugler 2-3 mm rullet i samme papir-porcelænsler som anvendt til lampen. Det ser jo ikke ud af meget - men her ligger faktisk minimum 5 timers arbejde.
Her er også tale om videreudvikling af et tidligere projekt. 
Planen er at bygge formen til en fyrfadsstage, lave en 2-delt gipsform og støbe i porcelæn. 

Et tidligere forsøg (se lidt af processen HER) er som eksperiment vellykket. 



Jeg er glad for strukturen, men formen skal strammes op og produktionsmåden forbedres.
Her gik min gipsform i stykker efter første støbning og så er arbejdet altså alligevel for stort for mig.



- O - O - O - O - O -

På det meget mere private plan går jeg og overvejer at starte op på en uddannelse som massør/terapeut.
Jeg er ikke sikker på, det er noget jeg kommer til at bruge arbejdsmæssigt, men jeg er overbevist om, at jeg som menneske vil have godt af den fordybelse og udfordring, der ligger heri. 
Uddannelse er to-årig og jeg kan tage den sideløbende med mit 30-timers-job som ingeniør.

Men hvad så med mine kreative arbejder?? Kan jeg trives med at lægge dem på hylden i de to år, uddannelsen varer??

Jeg ved det ikke men er godt klar over, at det vil blive nødvendigt, hvis jeg beslutter mig for at springe ud i det.

Tænke, tænke, tænke...........
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...