fredag den 29. marts 2013

Blomsterlampe af nylonstrømper

Samtidig med at jeg fik lavet skrivebord til datteren, tog vi os også lige af sengelamperne.

Som sagt er vi ude efter et "natur"-tema og selvfølgelig skulle der gøres noget ved lamperne!


Billige lamper fik malet støvdragere med glasfarve og der blev monteret kronblade af stærk ståltråd og lilla nylonstrømper. Grønne strømper er blevet viklet om for at danne basis af blomsten.


Med en ugle fra Søstrene Grene på væggen og selvvalgt betræk til puderne med dyremotiver er det da et meget god natur-, senge-, hyggehjørne!!

Skrive-, hyggekrog med muligheder

Jeg har været i gang på datterens værelse.

Hun har et hjørne med skrivebordsfunktion og lad os bare være HELT ærlige: det var en være samling af gamle ubrugelige møbler og det har aldrig fungeret ret godt.

Af en gammel plade fra garagen, en sengevang (der blev kasseret, da jeg var igang hos storebror), et genbrugsbordben, en håndfuld nye beslag, et nyt skuffe-møbel, en god idé og stædighed nok til at få det lavet kom jeg frem til dette:


Masser af plads til lektier og nørklerier. Computer skal hænge under bordet men er p.t. til rep.

Den ene del af bordet kan flyttes, så der kan blive plads til et par tøser der skal f.eks. tegne eller spille.

Der mangler stadig noget malerarbejder. "Natur" er ønsket som tema, men jeg har nægtet at male en gul sol med solbriller på bordet. En sart grøn kan vi dog måske godt blive enige om.

Det her kom vi fra. Næsten pinligt!!


Kom an forår og varme!!

Jeg har (ENDELIG) fået færdiggjort et strikkeprojekt, der har ligget snart meget længe og været næsten færdigt.


En sommertop stikket i ren silke fra Netto.

Der er slået op med to farver, hvilket giver en fin lille farvet kontrast til de klokker, der danner den nederste kant.
Selve toppen er strikket i brede striber af 3 vrang, 1 ret.
Afslutningerne øverst er baltiske fletninger. Over skuldrene er blot slået masker op og så er der strikket rundt over henholdsvis haludskæringer og ærmegab. Når de to fletninger ligger helt tæt, giver det næsten fornemmelse af én bred fletning, der deler sig i to.
Dén detalje er jeg selv rigtig godt tilfreds med.


Jeg har tidligere sagt det og det gælder stadig:
JEG ER VILD MED BALTISK FLETNING.
Anvisningen har jeg fundet via Fru Madsen.

Og nu toppen er færdig, kan det ventede forår og varmen bare komme an - vi trænger efterhånden ;-)

mandag den 25. marts 2013

Flere filtede "farvoritter"

Jeg håber, at vinteren nu opgiver, slipper sit tag og lader os få lidt forår!!

Derfor blev dette vinterens sidste hjemmesko.



De er strikket som "farvoritten", men ved den sidste firkant er samlet op hele vejen rundt og taget ind i hvert hjørne. Det giver da en fin, lidt sjov effekt.


De store passer mig (str. 39). De små var det, der kunne blive til af det sidste garn. Heldigvis viste det sig, at vi kender en 3-årig i netop denne størrelse :-)

søndag den 24. marts 2013

Strikket & filtet taske "1

Som så mange andre griber jeg af og til en plastikpose, når jeg lige skal bruge lidt hurtig opbevaring. Ofte er det også i en pose fra Netto eller tilsvarende jeg opbevarer mit stikketøj. Og hvor synes jeg dog i grunden, at det er uinspirerende og grimt!!

Derfor har jeg lavet mig en strikket strikke-taske:


Garnet blev indkøbt hos den lokale garnhandler - ingen banderole da det er et rest parti hun har indkøbt. Men hun forsikrede, at det filtede godt. Det gjorde det! Også noget bedre end det uldgarn jeg plejer at bruge. I alt krympede den ~40%. Derfor blev tasken en smule mindre, end jeg havde tænkt og passer bedst til mindre projekter, f.eks. hækletøjet.

De færdige mål blev cirka:
Bund: 15 * 15 cm
Højde: 20 cm
Hank: 45 cm


Og se det gav mig jo så en undskyldning for at hoppe i bilen og straks indkøbe garn til den næste strikketaske. Jeg er i gang igen med endnu en stribet sag, der forhåbentlig bliver lidt større.

Og i tankerne pusler en mere "fin" taske i størrelse med denne men med detaljer og farver, der kræver lidt mere i selve processen. Uh hvor kan man glæde sig til kommende projekter :-)


søndag den 17. marts 2013

Jeg er faldet.........

Jeg er ikke god til vittigheder; men jeg kan en enkelt, der i forkortet version lyder:

2 mænd er ude og gå på isen på nordpolen. Den ene falder i en sprække. Den anden skynder sig hen for at hjælpe kammeraten men kan ikke se ham. Han råber derfor ned: "ER DER LANGT NED?". Den anden svarer tilbage: "JEG VED DET IKKE - JEG FALDER I NU".



Jordfaldshullet "Great Blue Hole" i mellemamerika. Billede lånt fra "Illustreret Videnskab".


Jeg er også faldet.

Desværre ikke i et af de der huller hvor et enkelt glas med gode venner/veninder udvikler sig til at vare hele natten og give tømmermænd næste dag.

Det er heller ikke et af de der sædvanlige mørke huller, der er på min vej. Dem falder jeg af og til i og det hele bliver mørkt og uoverkommeligt i en periode. Disse huller falder jeg gerne i, når stress-niveauet er for højt og jeg ikke får reageret på det i tide.

Denne gang var det et "jordfaldshul". Jeg havde nok set, at jeg skulle være opmærksom, men da jeg dumpede i hullet, var det som om, jeg blev ved med at falde. Jeg har nu ramt bunden og konstateret at kroppen virker og jeg er langsomt ved at kæmpe mig op igen. Hvordan virkeligheden så ser ud, når jeg stikker hovedet op igen, er jeg stadig ikke sikker på. Meget af det jeg har troet på og brugt som fundament for mit liv, er lige nu usikkert og skrøbeligt. Samtidig er JEG er usikker og skrøbelig.

Lysten har været væk. Lysten til alt har været væk. Selv lysten til mine kreative sysler har været slukket. Det er ellers her jeg ofte finder fred og rum til at overkomme alt det andet, men selv det har der ikke været energi til.
Nu er lysten ved at vende tilbage og jeg begynder langsomt at kravle tilbage op af hullet. Jeg tager stilling og rydder og ud (på alle planer), mens jeg venter på at se, hvordan min virkelighed skal blive fremadrettet. 

Lige nu forsøger jeg blot at holde fast i at:

JEG ER VIGTIGST I MIT LIV.
OG DET ER NØDVENDIGT FOR AT VÆRE DET, JEG GERNE VIL FOR DE MENNESKER, DER ER VIGTIGE I MIT LIV.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...