fredag den 11. januar 2013

Det blev en ommer.......

men heldigvis var der en anden der kunne bruge "ommeren".


  For en uge siden manglede jeg et lille hurtigt projekt - sådan et jeg lige kunne starte fredag eftermiddag og være færdig med inden sengetid. Samtidig mangler jeg en hue til en kommende skitur. I mit hoved blev det  til to fluer med et smæk og kort tid efter, var jeg i gang med at købe garn.

Der blev hurtigt slået op, men trods utallige strikkeprøver og trevlen op efter at være startet, blev huen IKKE i min størrelse. Og færdig til sengetid blev den da slet ikke. Men som det ses var der en anden, der blev rigtig glad for den, da den endelig var færdig!!


Nu er jeg i gang igen.

Jeg fortsætter med samme strikketeknik: to-farvet, forskudt helpatent.
Det giver en tæt og meget elastisk strik, der ydermere har de to fordele, at der kun stikkes med en farve garn pr. pind samt at huen kan vendes efter humør. Jeg strikker med sort og et kulørt chancerende garn og de to garner dominerer hver deres side.


Teknikken blev selvfølgelig fundet i min ynglings strikke-/hæklebog: Politikens Strikke- & hæklebog af Vivian Høxbro. Efter at have strikket i ca. 40 år købte jeg min første strikkebog og jeg synes, den er GENIAL. Der er ingen egentlige opskrifter (bortset fra på sokker) men masser af anvisninger på forskellige teknikker. Jeg kan kun anbefale bogen, som på et tidspunkt kostede sølle 40,- i Netto. Jeg købte en håndfuld som ligger og skal bruges som gaver når det helt rigtige tidspunkt er der.

Jeg var ikke tilfreds med sammensyningen på ommeren, så selvfølgelig har jeg også forsøgt mig med magic loop. Jeg er ikke imponeret. Jeg synes, der går ALT for meget tid med at flytte masker rundt på pinden og jeg ville straks hoppe over på strømpepinde, hvis de fandtes i rigtigt nr. i mine gemmer. Det gør de ikke, så jeg forsætter stædigt med min hue på magic loop og overvejer om der skal mere tilbehør til i samme stil. F.eks. en halsvarmer-ting inspireret af Fru Madsens Inspira

torsdag den 3. januar 2013

Program til strikkediagrammer #2

NU HAR JEG KNÆKKET KODEN!



For lang tid siden forsøgte jeg at udarbejde nogle strikkediagrammer i forbindelse med den vævestrikkede kjole, jeg har været i gang med. Jeg fandt også et program (det kan du læse lidt om her), men der var for mange mangler til jeg RIGTIGT fandt det anvendeligt. Det var svært at rette i, der var ikke mulighed for at gemme og arbejde videre senere og særligt tilgængeligt var det altså heller ikke.

Siden har de der diagrammen irriteret mig temmelig meget. Det har murret i mit baghoved, hvordan jeg skulle få mine notater, der er skriblet på papirlapper hist og pist, gjort mere anvendelige.

Her i julen slog det mig så en sen aften: det behøver jo slet ikke være så svært!!

Et strikkediagram er jo blot en samling firkanter med forskellige farver og symboler. Det kan man da lave i Excel eller et hvilket som helst andet regneark! Og er der noget, jeg er god til, så er det faktisk Excel.

Nu har jeg forsøgt mig og de første diagrammer er lagt op på siden "opskrifter på vævestrik", der igen er aktiveret. Billed af strikket og lidt skrift ligger på siden, mens selve diagrammerne er lagt ind som billeder; så kan man lettere printe ud. Vil du gerne have regnearket eller hele anvisningen i PDF er du som altid velkommen til at kontakte mig. Så smider jeg det på en mail.

Når mine lapper dukker frem af gemmerne vil der komme flere opskrifter til og jeg håber, at der er andre der kan få glæde af dem. Og finder du en fejl, håber jeg, du vil give mig et praj, så jeg kan få den rettet.


Jeg skal lige huske at sige, at det jo ikke er mig, der har "opfundet" opskrifterne! Jeg har udviklet et par af dem, men er sikker på at de fleste er gamle og nedlært gennem generationer. Jeg er i alt fald stødt på opskrifter, jeg tidligere har anvendt; de har blot nu et andet navn.

tirsdag den 1. januar 2013

Godt nytår

Nytårsaften er slut og det nye år er godt i gang. Pynten fra både jul og nytår er pillet ned og vi nyder den sidste fridag, inden hverdagen starter igen.
Billed er lånt af udlejer - klik for link til hjemmeside
Her blev det nye år mødt stille og roligt. Poderne dejsede om inden kl. 23, så der blev ryddet op og støvsuget, inden kæresten og jeg til midnat hoppede i et lejede vildmarkskar. Bare os to. 2000 l vand opvarmet af den indbyggede brændeovn. Med et par glas og en flaske rom og en flaske cola.

Det var simpelthen fantastisk at ligge der "alene", nyde hinandens selskab, varmen og det fyrværkeri de andre fyrede af. Det kan for min skyld godt blive en tradition - større og vildere har jeg faktisk ikke brug for.

2012 blev et år, hvor jeg for alvor fik gang i og glæde af bloggen. Jeg nyder denne måde at holde fokus på mine kreative arbejder og bliver glad for hver besked, der ligger til mig. En helt speciel tilfredsstillelse er det, når jeg hører, at andre er blevet inspireret og evt. kan bruge de enkelte anvisninger, jeg får lagt op.
Dagen i dag er helliget tid til at mindes det forgangne år og tage stilling til det nye. Jeg glæder mig. Jeg tror, 2013 bliver et helt eneståede dejligt år!!

Jeg håber I alle må få et godt 2013.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...