onsdag den 21. november 2012

Teater-futter med tulipaner

Jeg har netop færdiggjort en mindre mellemopgave:
Hjemmelavede hjemmesko med "broderede" tulipaner.

Opgaven var for kæresten, som er i gang med at opsætte den afsluttende forestilling med eleverne på højskolen. Hjemmeskoene var "blot" en rekvisit, som jeg lidt vel hurtig slog ud med armene og tilbød at lave.

Futterne kommer hjem igen, når de er færdige med turnéen, så det er faktisk helt ok. Ja, altså bortset fra at jeg ikke rigtig synes, at jeg har tid til disse hyggelige omveje.

I samme anledning har jeg lige mindet mig selv om at få lagt anvisningen på disse hjemmesko op på siden "filtede hjemmesko".
Denne opskrift er min absolutte favorit. Der er mulighed for at lege med farver og striber på en sjov måde, men der strikkes i forholdsvis store flader, hvilket betyder, at modellen ikke er alt for kompliceret.


Og så er der ellers en flok julekugler, der kalder.
Jeg har lukket og slukket for kontoret for denne uge; jeg snupper mig en fridag og sammen med min fri-fredag, har jeg pludselig masser af tid til mine egne sysler.
De næste 4 dage skal der drejes så meget, som min bagdel og mine hænder kan holde til.
Drejeskives træsæde er hård ved rumpen og raku-leret slider godt på mine kontor-hænder.
Måske må jeg arbejde lidt med indpakningen ind i mellem.


mandag den 12. november 2012

Når nu........


Min "hvis nu"-leg fra sidste indlæg er pludselig blevet til en "når nu"-opgave.

Helt specifikt har kæresten foranlediget et salg af 30 firmajulegaver med to kugler i hver. Min fine indpakning med fire kugler skal der altså arbejdes lidt mere med, så den kun indeholder 2 kugler!!

Jeg har noget svært ved helt at forstå det, men jeg kan næsten ikke få armene ned og har nogle problemer med at holde fokus på mit arbejde i dag.

Begejstringen vil ingen ende tag

Billedet har jeg lånt af Stine Stregen. En blog der absolut er et besøg værd.

fredag den 9. november 2012

Hvad nu hvis.......

I dag har jeg leget "hvad nu hvis"-legen. Det er den der tankeleg, hvor man giver sig selv lov til at fantasere om, hvad der kunne være sket eller ville ske, hvis tingene så en smule anderledes ud.

Jeg har leget den i en lidt udvidet form og koncentreret mit fokus på:

"Hvad nu hvis jeg skulle ud og sælge mine julekugler?"

Helt specifikt har jeg arbejdet på selve indpakningen af 4 stk. julekugler, som den KUNNE se ud, hvis de skulle med på f.eks. et bagagerummarked.



Kravene har været:
  • sikker indpakning for at forhindre at kuglerne går i stykker under både min og kundens transport.
  • gennemsigtighed så det er muligt at pakke en del kugler hjemmefra og samtidig se hvad man køber
  • simpelt system der kan forberedes og ikke tager den store plads under opbevaring.

Jeg er selv godt tilfreds. Der er stadig tale om en prøve, men systemet er absolut værd at arbejde videre på:


plast og pap - klippet og syet

bånd til samling

4 skillerum lavet

fyldt med kugler og klar til lukning

snip, snip - lidt krøller og færdig


Mit første forsøg var en stor flip-flop, som ungerne laver af kvadratiske stykker papir og folder for at finde ud af om man er sød eller æææælsker Jonathan.
Og så gik det ellers slag i slag med diverse forsøg:















Men nu skal jeg vist bare koncentrere mig om de kugler, der ER lavet og få dem monteret med ophæng.



God weekend der ude :-)



mandag den 5. november 2012

Craft it forward #3

Efter skønt weekend-besøg hos min søster fik jeg min "craft it forward"-gave med hjem. Præcis som jeg håbede, var det øreringe - og de skønneste af slagsen:

Øreringene er selvfølgelig fra Heidi's egen hånd og jeg er vilde med dem.
De findes i både sorte og hvide og i flere forskellige former. Til mit krøllede lidt voldsomme hår har jeg valgt et par af de største og mest synllige.

Desværre er gavelegen nået forbi Heidi og hendes spontane gavehumør var der også hurtig respons på. Men hold evt. øje med pop-up-butikken i Odense eller hendes Amio-butik. Der er jeg sikker på, du kommer til at kunne finde dem, hvis du også bare må eje sådan et par helt unike øreringe.

fredag den 2. november 2012

Fredelig Færdiggørelses Fredag

Det er fredag og jeg har igen en af mine højt skattede dage til mig selv og mine kreative sysler.

I dag står den på færdiggørelse af en håndfuld julekulger. Der skal gerne dekoreres med træk-af-voks, glaseres og brændes raku (sidst på dagen). Forhåbentlig kan jeg pakke et par prøvepakker på søndag.
Billeder må I vente med ;-)

-  o  -  o  -  o  -


Jeg har i dag lagt en anvisning mere op på hjemmesko. Disse er hæklede og rigtig "flipper"-fine.

 Desværre har jeg endnu ikke knækket koden til at ændre dem i størrelse. Når jeg kommer rundt til det, skal der helt sikkert laves et skift-par til mig.


Firkanterne jeg har brugt, finder du et link til på siden "hæklede oldemorsfirkanter". Firkanten er med både  knopper og popcorn; enkel men SÅ fin.


-  o  -  o  -  o  -

Denne weekend byder på kvinde-snak og kreative sysler hos min dejlige og inspirerende søster, vores mor og svigerinde. Ingen mænd. Ingen børn!

Glæder mig og pakker et par større forgløede fade og skåle, som jeg håber at skulle dekorere. Samtidig kommer min dobbeltstrikkede trøje i tasken - måske kan jeg også nå et par rapporten på den.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...