fredag den 27. april 2012

Ny type vævestrik??

Jeg er nu nået så langt på min vævestrikkede kjole, at skørtet nærmer sig sin afslutning. Det betyder, at der er forfærdeligt mange masker og det går ikke så hurtigt fredad. Mens jeg stædigt har nørklet den ene pind efter den anden, har jeg tænkt over ærmerne og afslutninger. Jeg har brug for et mønster, der i udtryk ligner det, jeg har brugt til skørtet (Zigzag; ses her) men med mindre mønsterrapporter.

Og nu tror jeg, at jeg har den! Måske har jeg opfundet en "dyb tallerken", men lad mig præsentere en ny type vævestrik:
Mini romber
Jeg har snydt lidt i forbindelse med farveskiftet, så det følger romberne. Det betyder, at jeg på et par pinde skal strikke med to farver. Vævestrik er jo ellers kendetegnet ved, at der kun anvendes én farve garn i forbindelse med hver pind. Men jeg tilpasser altså så mønsteret her, så det passer mig.


Undervejs fik jeg også udviklet denne:
Romber
Men den blev for stormønsteret til dette brug. Den ryger i gemmekassen til et senere projekt. Overvejer at strikke den op i uldgarn, filte det let i vaskemaskinen og anvende "stoffet" i forbindelse med i standsættelse af min Stokke-møbel (gadefund der trænger til noget kærlig hånd). I den forbindelses skal den vist strikke op i garnfarver med større kontrast. Så tror jeg mønsteret træder mere tydeligt frem.

I løbet af weekenden håber jeg at opdatere min side med opskrifter på de typer af vævestrik, jeg anvender i forbindelse med kjolen. Her kommer begge Romberne selvfølgelig med.


Når jeg når længden på kjolen, får jeg jo også brug for en afslutning. Jeg arbejdede på prøver til 02.30 i nat - hyggeligt, men dumt, frk. Andersen!! Vækkeuret gav lyd kl. 06.30. Det er ALT for lidt søvn til mig!!

Men jeg fandt frem til det, jeg har brug for: en feminin kant der giver hele kjolen noget lethed. Det bliver en kombination; en hæklet åben muslingekant med picoter. Denne kant kommer i brug forneden og på ærmerne. Den skal modificeres i forhold til prøven; men nu har jeg den på plads. I halsen bliver det en kombination og rundt i selve halsåbningen vil jeg nøjes med den stikkede afslutning og picoter.

Mine unger elsker i øvrigt navnet på de nye strikke typer: "FAAAAR. Mor strikker rumper!!!.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...