fredag den 27. april 2012

Ny type vævestrik??

Jeg er nu nået så langt på min vævestrikkede kjole, at skørtet nærmer sig sin afslutning. Det betyder, at der er forfærdeligt mange masker og det går ikke så hurtigt fredad. Mens jeg stædigt har nørklet den ene pind efter den anden, har jeg tænkt over ærmerne og afslutninger. Jeg har brug for et mønster, der i udtryk ligner det, jeg har brugt til skørtet (Zigzag; ses her) men med mindre mønsterrapporter.

Og nu tror jeg, at jeg har den! Måske har jeg opfundet en "dyb tallerken", men lad mig præsentere en ny type vævestrik:
Mini romber
Jeg har snydt lidt i forbindelse med farveskiftet, så det følger romberne. Det betyder, at jeg på et par pinde skal strikke med to farver. Vævestrik er jo ellers kendetegnet ved, at der kun anvendes én farve garn i forbindelse med hver pind. Men jeg tilpasser altså så mønsteret her, så det passer mig.


Undervejs fik jeg også udviklet denne:
Romber
Men den blev for stormønsteret til dette brug. Den ryger i gemmekassen til et senere projekt. Overvejer at strikke den op i uldgarn, filte det let i vaskemaskinen og anvende "stoffet" i forbindelse med i standsættelse af min Stokke-møbel (gadefund der trænger til noget kærlig hånd). I den forbindelses skal den vist strikke op i garnfarver med større kontrast. Så tror jeg mønsteret træder mere tydeligt frem.

I løbet af weekenden håber jeg at opdatere min side med opskrifter på de typer af vævestrik, jeg anvender i forbindelse med kjolen. Her kommer begge Romberne selvfølgelig med.


Når jeg når længden på kjolen, får jeg jo også brug for en afslutning. Jeg arbejdede på prøver til 02.30 i nat - hyggeligt, men dumt, frk. Andersen!! Vækkeuret gav lyd kl. 06.30. Det er ALT for lidt søvn til mig!!

Men jeg fandt frem til det, jeg har brug for: en feminin kant der giver hele kjolen noget lethed. Det bliver en kombination; en hæklet åben muslingekant med picoter. Denne kant kommer i brug forneden og på ærmerne. Den skal modificeres i forhold til prøven; men nu har jeg den på plads. I halsen bliver det en kombination og rundt i selve halsåbningen vil jeg nøjes med den stikkede afslutning og picoter.

Mine unger elsker i øvrigt navnet på de nye strikke typer: "FAAAAR. Mor strikker rumper!!!.





søndag den 22. april 2012

Jeg bilder måske mig selv noget ind

Når der bliver stillet spørgsmålstegn ved mine måder at arbejde på, plejer jeg at svare: "Kreative mennesker roder bare mere" og: "Jeg arbejder bedst under press". Men måske er det i virkeligheden slet ikke sådan, det er??

Efter indlæg fra TUSINDFRYD kom jeg til at kigge på mit eget arbejdsbord; det var absolut ikke noget jeg er stolt af og det er i alt fald direkte løgn, at bordet her inspirere mig til at lave noget som helst:



Her ud over har jeg en kæreste, der slet ikke kan arbejde med udsigt til bunker og mit arbejdsbord havde faktisk fordrevet ham fra vores fælles arbejdsrum/kontor. Jeg har masser af undskyldninger for, hvorfor det kommer til at se sådan ud. Men sikke en lettelse nogle timer senere, hvor dette bød sig til:


Undervejs i rengøringen gik jeg og filosoferede over det der med bunker og press. Og jeg er i alt fald nået frem til, at jeg i virkeligheden ikke fungere bedst, når det hele roder eller når jeg har en deadline og er i sidste øjeblik. Det er bare ofte sådan det ender, fordi jeg ikke prioriterer oprydning ret højt og er forbandet god til overspringshandlinger. Men i virkeligheden skal jeg måske øve mig lidt på at rydde op; så skal jeg heller ikke bruge så langt tid på at finde tingene. Og når jeg synes, jeg arbejder bedst under pres, er det måske fordi, jeg oplever at arbejde koncentreret uden overspringshandlinger. Måske er det ved de der overspring, jeg skal sætte ind.

Lige nu nyder både kæresten og jeg i alt fald, at bordet er ryddet. Kæresten er flyttet tilbage til sit eget bord og jeg glæder mig over at have plads til at kaste mig over nye projekter.

Brædderne på gulvet er til vores disponible rum. De ligger midlertidigt opbevaret, men kommer inden for den nærmeste fremtid på plads på det gulv, hvor de skal blive.

søndag den 15. april 2012

Jeg er færdig.....

som i HELT FÆRDIG for denne weekend.



Den har stået på arbejde i vores disponiblerum i kælderen (kaldet gymnastiksalen eller yoga-rummet) det meste af weekenden. Der er blevet spartlet, slebet og lagt gulvspartel. Og både i følge mine muskler og uret er weekendens arbejde ved at være slut.


Jeg har i store træk nået, hvad jeg havde sat mig for. Heldigvis. Jeg har lagt en tidsplan, der er så stram og optimistisk, at jeg selv tvivler på at det lykkes. Derfor er der heller ikke andre, der er indviet. Men delmål for denne weekend er i altfald nået. Og undervejs i forløbet er lagt andre delmål og gulerødder der forhåbeltlig kan hjælpe mig i tidsplanen. Glæder mig til vi når i mål og kan "hæve" den store præmie.


Jeg er ikke helt tilfreds med gulvet. Men der skal lægges trægulv og vi holder os næsten inden for tolerancer for gulvet - en time eller to med passende slibeværktøj - så er jeg helt i mål.

Glæder mig til næste etape, som bliver trægulvet (så snart jeg har spartlet en gang mere) :-)

onsdag den 11. april 2012

På gensyn Nutte-Putte:



Kaptajn Et-Ben: 




















Kloge Åge & Ricky Rockstar: 



Påsken er slut. Det er ikke meget vi har "påsket" i år, der har været så meget andet.

Ovenstående personligheder kom dog til en af dagene. Der blev grinet og snakket, mens vi kæmpede med materialer og lim. Historier blev fortalt og personligheder udviklede sig.

Det er ikke særlig genialt og slet ikke god kunst. Men vores ægge-kyllinger giver mig et smil på læben, når blikket falder på dem og jeg husker det gode samværd. 

Og sammen med ungerne mener jeg, det er det vigtigste: det gode samvær. 

torsdag den 5. april 2012

Bedste disponible kælderværelse i Århus!!

Ja, ja - måske ikke i nu. Men jeg er sikker på, det bliver det! Og så langt var vi for et par dage siden:

Inden påskens arbejde
Efter besøg af VVS'er

Kort tid inden havde et par gode VVS'er hjulpet med at omlægge de synlige rør til de føringer, vi som aftalt havde lavet i gulvet. Selvfølgelig har vi ikke kunne komme af med det hele - men lur mig om ikke jeg får det hele gemt af vejen!!

Gammel, midlertidig og ny rørføring
Gammel varmtvandsbeholder med udfletning

Strikketøjet er for en tid forvist til de tidlige morgentimer og sene aftentimer. I mellemtiden er jeg trukket i arbejdstøjet og vi snupper et ryk mere i det, der skal blive vores "gymnastiksal"/disponible rum. Tanken er, at det som udgangspunkt skal stå tomt, som i HELT tomt. Der skal være plads til morgen-yoga, LEGO over hele gulvet, disko-dans, bordtennis og alt ind i mellem.

Siden vi gik i gang, er der gravet ud (med håndkraft), fundamenter er understøttet, gulvet er sænket, der er drænet og lagt isolering og gulvvarme, inden betongulvet blev støbt. Udvendigt har vi sænket terressen, så vinduerne er blevet dobbelt så høje og selvfølgelig har vi også isoleret og drænet her. Alt dette har vi i store træk gjort selv.

Nu skal vi være færdig; som i HELT færdige. Inden sommer har vi lovet os selv og hinanden. Det drejer sig om det sidste "varm væg", finish af vægge og loft (spartling, filt og maling), nivelering af betongulv og endeligt skal der lægges et trægulv.  

I denne forbindelse er det her i huset fortrinsvis mig, der trækker i arbejdstøjet. Det kan jeg egentlig godt lide, men der er ingen tvivl om, at det er nogle år siden, jeg for en bemærkning var jord- og betonarbejder. Kræfterne er ikke, som de var og hold da op jeg bliver træt!!

Til strikketøjet høre kaffe og stille musik. Efter en lang dag med fysisk arbejde findes der vist ikke noget bedre end en fyraftensbajer!!

mandag den 2. april 2012

Genbrugs-opbevaring

En gang imellem giver jeg gerne lidt ekstra for en vare for at få indpakningen. Det kan være kapers i de der små glas, der passer perfekt til mindre mængder af perler eller instant kaffe i rigtig mængde for at få suppleret mine glas til krydderier.

Vi har brændeovn og bruger selvfølgelig optændingsbriketter. Her går jeg efter rørene med de sorte låg. Jeg ved god brikkerne er lidt billigere, hvis man køber dem i poser - men jeg kan li' rørene! Dog helst ikke dem med de røde plastlåg. De sniger sig sommetider ind, men forvises til et skab f.eks. til opbevaring af brugte batterier.



Nej jeg kan li' dem med de sorte låg! Her har jeg skåret et rør over i to og brugt låg fra to rør. Selve rørene har fået en gang papir, lidt bånd og en masse lak. Lidt for meget på én gang på den ene - det husker jeg til næste gang.

Papiret er fra samme ark, men Lea har sat prikker i blomsterne med forskellige tusser, så der lige kommer en lille smule liv.

Hurtigt, let og rigtig fint til pigeværelset.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...