lørdag den 31. marts 2012

Videre på vævestikket kjole

Ind i mellem alt det andet sørger jeg for at få tid til at strikke på min kjole. Lige nu arbejder jeg på pind 4 og er vildt overrasket over, hvor langt jeg når.

Mønsteret p.t. er "zigzag" og jeg regner med, at hele nederdelen skal holdes i denne strik. Jeg holder fast i min mørke lilla som grundfarve men lader farve to variere i striber. Der bliver godt nok knald på, men jeg elsker det!








Her et lille glimt af hvordan forløbet er. Over lisen ses bærestykket i "perlegrus". Under lisen "quilt" her over livsstykket. Og endelig "zigzag" i nederdelen.

Jeg idder og overvejer, hvordan afslutningerne skal være. Valget står lige nu mellem hæklede feminie kanter i mørk lilla eller en mere fast strikket kant med "snoet garn".

TÆNKE - TÆNKE - TÆNKE.




Lige de næste par dage bliver der dog ikke tid til at tænke over strikketøjet. Jeg får besøg af min skønne søster og hendes dejlige unger. Der bliver garanteret tid til lidt nørklerier af den ene eller anden slags, men der skal jo også være overskud til at snakker :-)

torsdag den 29. marts 2012

Perledukke som tidsfordriv

Med en pige på 6 med højre arm i fikseringsslynge der er pålagt absolut ro, må man finde på lidt af hvert sammen med hende for at få tiden til at gå. Den anden dag blev det til dukken her lavet af grønlænderperler:


Det var selvfølgelig ikke meget Lea kunne, men hun sad på sidelinjen og bestemte farver og fulgte med. Jeg må dog konstatere, at det varer et par år, inden hun laver en selv.

I mine barndomsår har jeg fabrikeret MASSER af disse dukker. De er lavet i alle farver og udviklet til mænd med bukser og sko. Én af disse har jeg endnu. Det lavede jeg til min mormor for noget der synes som uendelig mange år siden. Siden arvede jeg den, da morfar også døde. I dag sidder dukken som et kærligt minde ved mit skrivebord.

Dukke her kunne der vist godt arbejdes videre på. Der er et eller anden med proportionerne og farvekompositionen er heller ikke rigtig god. Men Lea er glad og vi fik en time til at gå :-)

mandag den 19. marts 2012

Manden i døren......


ser noget bister ud. Heldigvis er vi godt beskyttet af en præcisions skytten!

En gang i mellem finder knægten sit våbenarsenal frem. Er der flere unger i huset eller haven, går den vilde jagt. Men vi har føjtet meget og haft huset fuld nogle weekender, så vi trænger alle til noget stille hjemmetid. Og så der det jo svært at lege "røver og soldater".

Vi har tidligere tegnet målskiver på glasdøren, så det var muligt at skyde til måls med sugekop-pistolen. Læbestift er bare lidt besværligt at få af igen - det er også et lidt dyrt tegneredskab. Men med et kæmpe stykke papir og en blyant/tusser har Nikolaj (med lidt hjælp) kreeret sin egen fjende. Der er gået TIMER med den leg - måde med at tegne fjenden og skyden ham eftrfølgende. Og jeg har set og rost rigtig mange vellykkede skud.

Manden lader vi stå et par dage. Det kunne jo være at legen skal genoptages sammen med legekammerater i løbet af ugen.


SøndagsSysler = ren terapi

For mig er der ikke noget, der virker så rekreativt, som når jeg lader alting ligge og fordyber mig i kreative sysler af den ene eller den anden slags. Jeg glemmer alt om tid og sted - og skal sætte vækkeuret for at huske, at ungerne allerede skal have mad igen!
Denne søndag kastede jeg mig over et lidt mere impulsivt projekt: ny sommerkjole til datteren. Førhen syede jeg RIGTIG MEGET, men det ligger år tilbage. Faktisk kan jeg slet ikke huske at jeg har syet til Lea. Det må der tages revanche på! Og med ny indkøbt symaskine (mere herom en anden dag) var det jo oplagt at få prøvet den af.

Desværre lavede jeg som det allersidste en dummert og nåede ikke at blive HELT færdig med kjolen. Men herover et par detaljer. Kjolen er med halterneck og selvfølgelig skal der være en sløjfe - her er den lidt fake, men "bindebåndet" går garanteret ikke op! Og skørt med kinesiske dukker (kan desværre ikke huske hvad de hedder, men Lea er fuldstændig vild med dem for tiden) i bløde wienerlæg for at give bredde uden at give for meget fylde.

Nu flyder det i hele huset - men jeg er klar til en ny uge :-)

onsdag den 14. marts 2012

Kan slet ikke lægge strikketøjet fra mig....

Mens jeg sidder og tænker over livet, universet og alting (jeg ved det: svaret er 42 - jeg leder efter spørgsmålet!) nyder jeg mit strikketøj. Jeg havde slet ikke drømt om at min kjole ville skride så hurtigt fremad, men hvert ledigt øjeblik bliver for tiden brugt med pindene i hånden.

Her et glimt af livstykket. Det strikkes i quilt og for at give noget sammenhæng, lader jeg den lilla grundfarve følge med ned over striberne. I mit univers er det et væld af farver - andre vil sikkert mene noget andet :-).

Det er sjældent jeg strikker efter opskrift - jeg udvikler oftest undervejs. Her hvor jeg leger med både teknikker, mønstre og farven, kan jeg blive noget usikker på, om helheden bliver fin. Men selvfølgelig bliver den det! Lige nu er jeg i alt fald begejstret og glæder mig til, der bliver stille i huset, kaffen er brygget og jeg igen kan kaste mig over skålen med det skønneste garn.

tirsdag den 13. marts 2012

Der er strikket en "lise"

Jeg strikker videre på min vævestrikkede kjole. Jeg er færdig med bærestykket og har samlet masker op for at strikke ned af: livstykket og siden nederdelen. Som overgang mellem det tætsiddende bærestykket og resten af kjolen, der skal være mere løstsiddende, har jeg strikket en "lise". Jeg er lidt i tvivl om lisen er blevet for voldsom. Det må jeg afgøre, når jeg når lidt længere og prøver kjolen på ;-)
På billedet anes lige det næste stykke med vævestrik, som skal strikkes i "Quilt". Mere herom senere.

tirsdag den 6. marts 2012

Lidt navlepilleri fra kanten

At jeg for år tilbage var nede med stress, er ikke nogen hemmelighed. Det er ikke noget jeg tale meget om (andre vil måske mene noget andet), men jeg er åben omkring det og deler gerne ud af mine erfaringer - måske vil det kunne hjælpe andre.

At jeg stadig i perioder opererer på kanten af stress, er til gengæld ikke noget jeg delagtiggører så mange i. Jeg kender jo efterhånden symptomerne og når jeg tager mig sammen, ved jeg jo også, hvordan jeg skal forholde mig.

Jeg VED godt, at jeg skal:
  • sørge for at spise mindst 5 gang om dagen, første gang senest 30 minutter efter jeg er stået op
  • først og fremmest spise masser, masser af proteiner
  • finde tid til at få mindst 30 minutters motion om dagen - skal være forpustet men ikke stakåndet
  • planlægge at lave en afspænding en gang eller gerne to om dagen
Og SELVFØLGELIG skal jeg sørge for ikke at komme ud i situationer, hvor jeg bliver stress-ramt. Det sidste er det sværeste, fordi det drejer sig om en grundlæggende ændring af min indstilling til mig selv og til livet. Dét er svært - men jeg arbejder på det!

Lige nu er jeg på kanten igen. Jeg har egentlig ikke så meget om ørene, men jeg kan ikke overskue det! Og efter som jeg er alene med ungerne i aften, planlægger jeg en aften i sofaet, pakket ind i et tæppe, strikketøj i hænderne og en tårer-perser på DVD'en. Regner med at det starter tårerne og lukker lidt luft ud af ballonen.

Og i morgen når vækkeuret ringer, sukker jeg dybt, står op og klarer de praktiske opgaver - arbejdsmæssigt og privat. Jeg forsøger at få det til at hænge sammen bedst muligt, men ind i mellem rynker jeg panden lidt ekstra på grund af den mavepine, der har plaget mig i nogle uger.

Eller også melder jeg mig syg og tager en omsorgsdag - bare til mig.  :-)

torsdag den 1. marts 2012

Mit nye strikketøj

Mit nye stikketøj bliver hverken en trøje til datteren eller mig selv. Det bliver derimod en kjole til mig selv: en eksplosion i farver, et studie i vævestrik og en udfordring på tålmodighed.


Jeg er blevet farveinspireret af "crazy kjolen" hos Bettekun og har hos den lokale garnhandlende indkøbt garn af hjertets lyst. Der er ikke garn nok, men der kan suppleres efterhånden som mønstre og kjole udvikler sig. Det eneste, der er taget stilling til, er, at grundfarven skal være den mørkelilla.


Strikkeprøver er ellers ikke min stærke side men denne gang er jeg gået amok i prøver. Desværre kan jeg ikke huske, hvor jeg har fundet vejledning i de forskellige vævestrik - det eftersøger jeg selvfølgelig, så den rette kan få æren!


Model er min egen all-time-favorit. En efterhånden gammel sag som er BRUGT godt og grundigt til alle situationer: med et par frække strømper, høje sko og håret sat til narrestreger; mere neutralt med sorte tights og lange sorte støvler, hvor kun den lilla t-shirt under har givet farve eller med en langærmet lang t-shirt under til et par cowboybukser. Jeg har hver gang følt mig godt tilpas og velpåklædt.

Nu er det tid til at skifte den ud og jeg er gået i gang med det lækreste garn i 100% alpaka. Det er noget forbandet tyndt garn, der egentlig skal strikkes på en pind 2-2½. Vævestrik i sig selv bliver dog temmelig tykt og robust, så for at få den lethed jeg går efter, er jeg startet ud på pind 6 til bærestykket. Jeg er nu nået til ærmegabene - hold da op det kommer til at tage lang tid! Og man kan allerede nu være nervøs for, om jeg er startet for farverigt ud. Men nu er det jo farver jeg går efter, så sådan bliver det!

Håber at mønstrene og farverne, der skal udvikle sig undervejs, kan holde min interesse fanget og drive mig fremad!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...