lørdag den 29. december 2012

Forkælelse til dig eller en værtindegave??

Kort inden jul stødte jeg på en opskrift på en fodbad. Ja, altså ikke bare et helt almindeligt fodbad men et

Lady Gaga champagne-fodspa.

Fodspa'et er udviklet til Lady Gaga i forbindelse med hendes besøg i København og indeholder først og fremmest ting, der er at finde i køkkenet, Matas og Føtex.

Hvis du trænger til at forkæle dig selv eller mangler en gave f.eks. som værtindegave til nytårsaften, kan jeg kun anbefale dette fodspa!!



Jeg lavede et par ekstra, pakkede i skotøjsæsker med sort plastik og en kort beskrivelse - jeg synes det ser festligt ud!

Og festligt er det, når man siddende med fødderne i det VARME vand, lægger glasset i og nyder boblerne der bliver frigivet, olierne der blødgører de trætte fødder, den skønne duft og glimmeret der danser i lyset

Opskriften finder du her

Jeg "snød" lidt med følgende modifikationer:
*  Menthol-krystal blev udskiftet med peppermynthe-dråber
*  Grapeolie blev erstattet af mandel-olie.
*  Æbleduft blev til den mest passende duft fra hylden.
 *  Jeg lavede ca. 1½-portion i glassene

Det fungerede stadig perfekt og var sammen med et VARMT krus grogg en skøn ramme om et par dejlige timer med kæresten.

GOD FORNØJELSE.


torsdag den 27. december 2012

Julekugler & lidt tanker om kreativitet

Julen har været her, svunget os i et stort favntag og er stille ved at sive væk igen.

Der har været stille på bloggen det meste af december og her hen over julen. Ikke fordi jeg ikke har lavet noget. Men jeg har haft travlt i december - som i RIGTIG travlt - temmelig meget mere travlt end andre år. Julekuglerne har fyldt rigtig meget; det har været sjovt og jeg har nydt det.

Jeg plejer at sige, at der kan kun proppes nyt ind i mit liv, hvis jeg sorterer andet fra. I denne sammenhæng har jeg nedprioriteret mine aftener for at gå tidligt i seng og stå 1½ time før op og bruge morgerne ved drejeskiven.
Jeg er ikke morgenmenneske, men timerne ved drejeskiven har været dejlige. Ja, selv kæresten, der fra sengen har kunne høre skivens knirken, har fundet den hyggelig.
Nu er kuglerne for længst afleveret. Det blev til sæt af 2 der passede sammen i form og farve, én dekoreret og én uden dekoration.

Her venstre et kig af variationerne: form, farve og dekoration.
Jeg har mine farvoritter og ved allerede hvilke, jeg har lyst evt. at arbejde videre med.

Som det ses har jeg fortrinsvis arbejdet med hvid og rød glasur. Normalt er jeg rigtig glad for grønne og blå raku-glasurer. De kan kamme over i nogle helt fantastiske metal-farver og -effekter. Men jeg har brugt købeglasurer og er simpelthen ikke helt tilfreds med glasurens evne til at "fremkalde" disse farver af oxiderne. Jeg bliver nok nødt til at arbejde lidt med glasur selv ;-)
Der er dog smuttet et par grønne sæt med og responsen har været fin, så måske skal jeg bare bruge den spand glasur, der står i værkstedet.

Nu overvejer jeg så, hvordan jeg skal forholde mig til julekugler fremover.
Har jeg lyst til at fortsætte med at dreje dem for f.eks. at oprette en Amio-butik eller tage på markeder med dem om et lille års tid. Kan de overhovedet sælges og hvis ikke, hvad i al verden skal jeg så med en stor balje-fuld kugler??

Eller vil jeg hellere kaste mig over nye projekter der allerede bobler og presser på for at blive afprøvet??

Ja, hvad er det EGENTLIG jeg vil med min kreativitet og de ting jeg laver??

Heldigvis er der stadig ferie tilbage og jeg har en del dage til mine overvejelser!













onsdag den 21. november 2012

Teater-futter med tulipaner

Jeg har netop færdiggjort en mindre mellemopgave:
Hjemmelavede hjemmesko med "broderede" tulipaner.

Opgaven var for kæresten, som er i gang med at opsætte den afsluttende forestilling med eleverne på højskolen. Hjemmeskoene var "blot" en rekvisit, som jeg lidt vel hurtig slog ud med armene og tilbød at lave.

Futterne kommer hjem igen, når de er færdige med turnéen, så det er faktisk helt ok. Ja, altså bortset fra at jeg ikke rigtig synes, at jeg har tid til disse hyggelige omveje.

I samme anledning har jeg lige mindet mig selv om at få lagt anvisningen på disse hjemmesko op på siden "filtede hjemmesko".
Denne opskrift er min absolutte favorit. Der er mulighed for at lege med farver og striber på en sjov måde, men der strikkes i forholdsvis store flader, hvilket betyder, at modellen ikke er alt for kompliceret.


Og så er der ellers en flok julekugler, der kalder.
Jeg har lukket og slukket for kontoret for denne uge; jeg snupper mig en fridag og sammen med min fri-fredag, har jeg pludselig masser af tid til mine egne sysler.
De næste 4 dage skal der drejes så meget, som min bagdel og mine hænder kan holde til.
Drejeskives træsæde er hård ved rumpen og raku-leret slider godt på mine kontor-hænder.
Måske må jeg arbejde lidt med indpakningen ind i mellem.


mandag den 12. november 2012

Når nu........


Min "hvis nu"-leg fra sidste indlæg er pludselig blevet til en "når nu"-opgave.

Helt specifikt har kæresten foranlediget et salg af 30 firmajulegaver med to kugler i hver. Min fine indpakning med fire kugler skal der altså arbejdes lidt mere med, så den kun indeholder 2 kugler!!

Jeg har noget svært ved helt at forstå det, men jeg kan næsten ikke få armene ned og har nogle problemer med at holde fokus på mit arbejde i dag.

Begejstringen vil ingen ende tag

Billedet har jeg lånt af Stine Stregen. En blog der absolut er et besøg værd.

fredag den 9. november 2012

Hvad nu hvis.......

I dag har jeg leget "hvad nu hvis"-legen. Det er den der tankeleg, hvor man giver sig selv lov til at fantasere om, hvad der kunne være sket eller ville ske, hvis tingene så en smule anderledes ud.

Jeg har leget den i en lidt udvidet form og koncentreret mit fokus på:

"Hvad nu hvis jeg skulle ud og sælge mine julekugler?"

Helt specifikt har jeg arbejdet på selve indpakningen af 4 stk. julekugler, som den KUNNE se ud, hvis de skulle med på f.eks. et bagagerummarked.



Kravene har været:
  • sikker indpakning for at forhindre at kuglerne går i stykker under både min og kundens transport.
  • gennemsigtighed så det er muligt at pakke en del kugler hjemmefra og samtidig se hvad man køber
  • simpelt system der kan forberedes og ikke tager den store plads under opbevaring.

Jeg er selv godt tilfreds. Der er stadig tale om en prøve, men systemet er absolut værd at arbejde videre på:


plast og pap - klippet og syet

bånd til samling

4 skillerum lavet

fyldt med kugler og klar til lukning

snip, snip - lidt krøller og færdig


Mit første forsøg var en stor flip-flop, som ungerne laver af kvadratiske stykker papir og folder for at finde ud af om man er sød eller æææælsker Jonathan.
Og så gik det ellers slag i slag med diverse forsøg:















Men nu skal jeg vist bare koncentrere mig om de kugler, der ER lavet og få dem monteret med ophæng.



God weekend der ude :-)



mandag den 5. november 2012

Craft it forward #3

Efter skønt weekend-besøg hos min søster fik jeg min "craft it forward"-gave med hjem. Præcis som jeg håbede, var det øreringe - og de skønneste af slagsen:

Øreringene er selvfølgelig fra Heidi's egen hånd og jeg er vilde med dem.
De findes i både sorte og hvide og i flere forskellige former. Til mit krøllede lidt voldsomme hår har jeg valgt et par af de største og mest synllige.

Desværre er gavelegen nået forbi Heidi og hendes spontane gavehumør var der også hurtig respons på. Men hold evt. øje med pop-up-butikken i Odense eller hendes Amio-butik. Der er jeg sikker på, du kommer til at kunne finde dem, hvis du også bare må eje sådan et par helt unike øreringe.

fredag den 2. november 2012

Fredelig Færdiggørelses Fredag

Det er fredag og jeg har igen en af mine højt skattede dage til mig selv og mine kreative sysler.

I dag står den på færdiggørelse af en håndfuld julekulger. Der skal gerne dekoreres med træk-af-voks, glaseres og brændes raku (sidst på dagen). Forhåbentlig kan jeg pakke et par prøvepakker på søndag.
Billeder må I vente med ;-)

-  o  -  o  -  o  -


Jeg har i dag lagt en anvisning mere op på hjemmesko. Disse er hæklede og rigtig "flipper"-fine.

 Desværre har jeg endnu ikke knækket koden til at ændre dem i størrelse. Når jeg kommer rundt til det, skal der helt sikkert laves et skift-par til mig.


Firkanterne jeg har brugt, finder du et link til på siden "hæklede oldemorsfirkanter". Firkanten er med både  knopper og popcorn; enkel men SÅ fin.


-  o  -  o  -  o  -

Denne weekend byder på kvinde-snak og kreative sysler hos min dejlige og inspirerende søster, vores mor og svigerinde. Ingen mænd. Ingen børn!

Glæder mig og pakker et par større forgløede fade og skåle, som jeg håber at skulle dekorere. Samtidig kommer min dobbeltstrikkede trøje i tasken - måske kan jeg også nå et par rapporten på den.

søndag den 28. oktober 2012

Craft it forward # 2

Jeg har fået ryddet mit hoved og det mest af "ting at gøre"-listen. Samtidig har jeg taget mig tid til at kigge nærmere på det, jeg i første omgang troede var købe-tillægs-gaver til min gave fra Gitte med bloggen En kreativ verden.

Ja, altså faktisk var det min datter, der undersøgte nøjere i første omgang. Og hun var lige ved at redde sig en gang skæld ud, fordi hun pillede tingene fra hinanden. Men jeg tror slet ikke, at prinsessen skal sidde nede i den støvle!


Det er jo en klemme-prinsesse, der helt selv kan sidde på juletræet!!
Hvor er kun skøn, når hun kommer op af støvlen!

Og jeg var helt ved at overse hende.




Og for mig er det jo ikke "bare" en gave! Det er en af den bedste slags gaver: en inspirations-gave.
Jeg tænker, at vi i år skal lave klemme-pynt til juletræet: en familieaften hvor der skal laves nisser, engle mm efter samme princip. Der skal spises æbleskiver og drikkes gløgg - pludselig begynder julestemningen at sprede sig :-)

Jeg tænker faktisk, at støvlen også er hjemmegjort. Den er i alt fald syet med de fineste små sting! Det så jeg heller ikke ved første kig, men den er rigtig flot!

Undskylder rigtig mange gange over for Gitte, at jeg ikke så de fine detaljer i første omgang!

- o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o - o -


Og i mellemtiden er legen jo gået videre. Min skønne søster, Heidi Vandal har meldt sig her hos mig og har modtaget hendes gave. Vi holder os til juletemaet og de kugler, jeg arbejder med for tiden:


Og nu går jeg og glæder mig til at modtage gaven, der kommer retur. Heidi har på sin blog røbet, at det kunne være noget med øreringe og stjernetegn. Dét glæder jeg mig til at se.

Skal du her på falde-rebet også nå at være med på legen og måske modtage et sæt keramik-julekugler, kan du nå det her ;-)

onsdag den 24. oktober 2012

Fuglefoderhus #2



Fuglefoderhuset her er til egen have. Jeg har arbejdet med en anden form for dekoration, som desværre ikke lever helt op til forventningen. Mønsteret i sig selv er jeg glad for - det passer bare hverken til "skålenes" form eller til at skulle ses længere fra.

Men det er jo blot en erfaring, som jeg kan tage med videre. Og fuglene er nok ligeglade.

Jeg har skiftet kæderne fra det første foderhus ud med en sort snørre. Det synes jeg til gengæld fungere rigtig fint. Markeringen af hullerne med de sorte knuder passer perfekt.


Nu skal jeg bare finde det rigtige ophængnings-sted i haven, hvor det er let at komme til at fodre og hvor jeg kan følge med fra vinduet.

Der er flere fodrehuse undervejs. Nye mønstre og nye monteringsmetoder er i støbeskeen.
Sent i nat kom jeg også i tanke om en HELT anden model, der kunne være sjov at eksperimentere med.

I min el-ovn er termometeret gået itu. Men et nyt, brugt er indkøbt og snart kan jeg også forsøge mig med stentøj. Det er trods alt lidt mere holdbart.

Nu kalder en fødselsdags-date (fra i lørdags) med kæresten. Jeg gætter på AROS her i Århus med Munck-udstillingen Angst og middag for 2 -  og håber det er rigtigt!

Jeg håber, du også får en god aften   ;-)

mandag den 22. oktober 2012

Raku i regnvejr

Det siges at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning. I min verden findes der dårligt vejr. Det kan afhjælpes temmelig meget af en passende påklædning. Men det bliver vejret efter min mening ikke bedre af!
I dag var en af dagene hvor vejret ikke passede mig. Alligevel trak jeg i arbejdstøjet og tændte for gassen.

 Brændes raku skulle der altså i dag!


Her en smule stemningsbilleder:


Så er den lige ved at være der

Lige ud af ovnen........

og over i savsmuld. Bemærk at reduktion allerede er begyndt.

Julekugle i brand.

Første ovnfuld efter afkøling i vand

Så begyndte det at gå stærkt og der var ikke tid til flere billeder. Det kan være noget presset at brænde raku ene mand. 

Men hvordan kan man ikke elske den proces??

Er i gang med at lave "vareprøver". Har måske mulighed for en bestilling på 15-20 firmajulegave så der skal skures, monteres og pakkes. Pu ha det er spændende!

Billeder af de vaskede (og monterede) emner følger snarest  ;-)

søndag den 21. oktober 2012

Craft it forward

Hos Gitte med bloggen En kreativ verden har jeg medt mig til en gaveleg. I den forbindelse modtog jeg i går et dejligt patchwork-tæppe til at holde varmen til vinter. DEJLIGT! Samtidig var der det sødeste kort - Gitte fik det til at ramme, så jeg modtog gaven på min fødselsdag.
 
Tak for gave og kort, Gitte!!
 
For at føre legen videre skal jeg nu sende en hjemmelavet pakke tilbage til Gitte. Jeg ved, hun er på ferie, så jeg har heldigvis et par dage ekstra til at få gaven færdig og sendt.
 
Har du lyst til at lege med, skal du skrive en kommentar her hos mig; de første to deltager.
Jeg sender en (hjemmelavet) gave til jer og I sender hver en retur til mig og fører selvfølgelig legen videre.
 
For os der elsker gaver er legen perfekt :-)

fredag den 19. oktober 2012

Filtede hjemmesko - den nemme

Fra i dag kan du på siden "Filtede hjemmesko" finde anvisningen på disse:


Det er ikke de mest spændende at strikke og heller ikke at se på. Men de er rigtig nemme at gå til og hvis man f.eks. anvender noget chancerende garn, er jeg sikker på, at de kan blive vildt flotte!

Disse er en str. ~35. Men igen reguleres størrelsen let ved at have flere eller færre masker.

God fornøjelse ;-)

onsdag den 17. oktober 2012

Filtet hjemmesko - domino

På siden "Filtede hjemmesko" kan du fra i dag finde anvisningen på parret her:


Bemærk at det ikke er en egentlig opskrift - blot en anvisning i billeder med en smule tekst.
Håber det er lige til at gå til.

Disse her passer en størrelse ~32 men reguleres let i størrelse ved at ændre maskeantal - så giver resten sig selv.

Håber det giver lyst til at gribe strikkepindene og få brugt nogle af garnresterne.

tirsdag den 16. oktober 2012

Det der keramik........

opsluger mig fuldstændigt for tiden!! Og rundt omkring på "værkstedet" og kontoret står drejede emner i forskellige stadier.
 
julekugler (drejes som opvarmning) og fuglefoderhuse i værkstedets vindueskarm
venter på forglødning
 Efter et noget anstrengt forhold til ler op gennem folkeskole faldt jeg for det meditative i drejeprocessen i forbindelse med et højskoleophold. På et aftenskolekursus blev jeg grebet af brændingsformen raku og dette blev udgangspunktet for et længere ophold (~8 mdr.) på daghøjskolen Clayart. Her er min interesse for dekorationen af skærven blevet vækket. Med træk-af-voks kan man lave ganske fine mønstre af uglaserede "pletter" på emnerne - disse fremstår sorte i forbindelse med raku-brændingen.


3 skåle - 2 underdelse til fuglefoderhuse - 3 prøver til glasur fylder på mit skrivebord
skal glaseres og i rakuovnen
 
Alt i alt betyder det at jeg idag er fanget af HELE processen:
* timerne ved drejeskiven
* optegningen af dekorationen og påmaling af træk-af-voks på den forglødende skærv
* brænding i rakuovnen.

Skål til tørre i kærestens bogreol

Det paradoksale er at selve produkterne ikke er det vigtigste. Der er rigtig meget, der ikke lykkes på drejeskiven og ting går tabt i brændingerne eller ryger på gulvet under brug. Men fordi det er processerne, jeg holder mest af, betyder det ikke så meget. Jeg kan jo altid lave en ny/anden.


Lidt større skåle på vej af skiven

Samtidig vil jeg selvfølgelig gerne lave brugbare ting og raku-brændte emner har altså deres begrænsning. Derfor ville det være dejligt også at kunne brænde stentøj og netop den mulighed var vigtigt for mig, da jeg investerede i min lille ovn. Det er bare en skam at termometeret ikke virker og den derfor lige p.t. er ubrugelig til formålet. Med et nyt termometer (til 1.100,- + moms) vil jeg kunne følge temperaturen op til ~1.200 oC og med øvelse kunne styre de sidst 60 oC på erfaring. Jeg bliver vist nødt til at komme til lommerne og smutte en tur ud til Sorring Lervarefabrik.


træk-af-voks på underdel af fuglefoderhus

Hvad alt det der står rundt omkring og venter på at komme videre i processen skal bruges til aner jeg ikke. Det ser ud til at vi skal have skiftet ud i køkkenskabe og vindueskarme. Og mon ikke der også bliver et par stumper, der er gode nok til at forære væk :-)
  


 

torsdag den 27. september 2012

Udvikling af en opskrift - hjemmesko

I vores hus er fodkoldt om vinteren og for ganske kort tid siden, nævnte kæresten, at det var ved at være tiden at få indkøbt hjemmesko til vinteren. Men jeg har masser af uldgarn på lageret og straks tilbød jeg at strikke til ham. Jeg har før strikket til mig selv efter DROPS opskrift; skoene var dejlige at have på og jeg manglede noget strikketøj der ikke var alt for besværligt til de gode film.



SKO 1:
Jeg gik i gang men opdagede hurtigt, at der muligvis ikke var helt garn nok og én af firkanterne måtte blive med mønster for at række. Et enkelt felt med domino blev det til i første omgang.

SKO 3:
 Og mens jeg så sad der og strikkede videre, kom jeg i tanke om at skoene jo HELT kan stikkes i domino. Og med en opslagning med picot'er ville der også komme en rigtig fin kant. (Kan VARMT anbefale politikkens strikkebog - set i NETTO til 40,-)

Det er dog en noget besværlig måde at strikke hjemmesko på - hyggeligt og rigtig fint - men besværligt.

SKO 2:
En dejlig mellemting, hvor der er mulighed for at lege med farver og mønstre men samtidig få nogle masker over pinen, så vi kan få varmet vores tær'.

Og selvfølgelig er SKO 4 også udtænkt. Den bliver SUPER let at stikke, men egner sig nok bedst til helt ensfarvet sko. Den må også lige prøves.

Og nu har jeg så 3 enlige hjemmesko, der alle mangler en makker, før de kan komme i vaskemaskinen, blive filtet og komme på fødderne!
Haster straks op til pindene og går i gang.

Er der måske interesse for en kort strikkeanvisning til de forskellige modeller??


onsdag den 26. september 2012

Teknisk tegning til keramik

Lige for tiden fornægter min tekniske baggrund sig ikke.


Mit hyggelige skrivebord flyder for en kort stund med hovedlinial, passer og tusser.



 Jeg er i gang med at lave udførlige konstruktionstegniner til den trædrejer nede i Odense, der skal hjælpe mig med forme til de tallerkner jeg i mange år gerne har ville lave.
NU SKAL DET VÆRE!

Formene skal drejes i træ, skæres op og samles på ny, her over skal der laves gipsforme og endelig kan jeg fabrikere tallerkner i plade- eller støbeteknik.

Glæder mig helt vildt, mens jeg nyder hyggen ved lidt manuel skravering
Hoved- og hul-linial, fin blyant og tusser i forskellige tykkelser. Passersættet som jeg fik af min far i en meget ung alder, passes der stadig meget på.

Ja det var sådan man tegnede, da jeg var ung og læste til ingeniør.

Hold da op hvor sætter det bare tiden og udviklingen i perspektiv.



søndag den 16. september 2012

Julepynt fra raku-ovnen

Lidt eksempler på noget af det julepynt jeg fik med gennem raku-brændingen i går:






Pynten er lavet af et par piger for laaang tid siden, da de var ca. 5 år. Nogle af emnerne er stukket ud med kageforme, andre er rullet og trykket flade. Til dekoration er brugt planter og låg fra tusser. Men den typpiske raku-krakelering som på stjernen er måske den, jeg i virkeligheden er mest vild med.

Her er blot brugt rød og hvid glasur, men jeg er sikker på, at lidt tykkere emner vil blive vildt flotte med blå eller grøn glasur, der reduceres lige efter udtagning af ovnen, så metal-farverne kommer frem.

Overvejer at tilbyde SFO'en at jeg over et par fredage vil lave det sammen med ungerne dér, når vi kommer tættere på december.

Jeg tror, jeg ville blive glad for at få hjemmelavet julepynt af denne kaliber med hjem :-)


lørdag den 15. september 2012

Fuglefoderhus & mariehøner i raku

Lørdag formiddag blev brugt på at brænde et par ovnfulde raku. For mig er det altid en stor fornøjelse - næsten ligegyldig hvordan emnerne kommer ud af ovnen. Jeg holder af selve processen med ild (ovnen varmes op med gas), røgen i forbindelse med reduktionen i savsmuld og det hurtige resultat jeg har i hånden når keramikken er blevet kølet af i vand. Selv lugten holder jeg af!

I dag var jeg oven i købet så "heldig" at være tilfreds med det meste. Specielt dette fuglefodre hus som er under udvikling:



Der kan stadig arbejdes med proportionerne og kæden synes jeg heller ikke fungere helt; men som den første prototype er jeg ganske udmærket tilfreds!

Denne her bliver afleveret til en fødselsdag - men der er flere i værkstedet, der venter på træk-af-voks og glasur.


Jeg havde også et par mariehøner med i ovnen:


Desværre har vi glemt at give dem sorte pletter, så jeg er nødt til at ønske mig, at ungerne laver nogle flere til mig. Håber at mine vinduer på terrassen næste sommer skal fyldes med mariehøner og biller.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...